Statuen af La Regenta
Ana Ozores i bronze, af Mauro Álvarez, 1997, på de samme fliser, som hun gik på i romanen. Folk rører ved hendes hånd, når de går forbi.

Byen, som Clarín klædte af uden nåde i 1884, og som i dag har mere end hundrede skulpturer i gaderne, mange af dem givet til prisvindere, der sagde noget pænt om den.
🎧 På ruten Universitetet, Santullano og gamle VetustaDer er en dejlig ironi i Oviedo. Byen, der i årtier følte sig hånet af den roman, der skildrede den under et falsk navn, har i dag gjort den til sit vartegn og fyldt gaderne med bronzefigurer – blandt dem flere af romanfigurer og af udenlandske prisvindere, der roste den.
Leopoldo Alas, kaldet »Clarín«, var professor i jura ved universitetet i Oviedo, da han udgav La Regenta mellem 1884 og 1885. Mange regner den for den bedste spanske roman fra 1800-tallet efter Don Quijote.
I den skildrede han byen under et falsk navn – Vetusta – og med skarpe sandheder. Ana Ozores, hovedpersonen, er en følsom og ensom kvinde, gift med en ældre mand, fanget mellem skriftefaderen og forføreren og knust af et samfund, der holder øje med hende.
Romanen begynder i tårnet på katedralen, hvor kanniken don Fermín de Pas ser ud over byen gennem en kikkert, som en, der holder øje med en hjord. Clarín beskrev tårnet som »et romantisk digt i sten, en fin hymne af søde linjer af stum og evig skønhed«.
Da den udkom, vakte den forargelse i Oviedo. I årtier blev den halvvejs skubbet til side, med få udgaver og en del ubehag i byen. Først i anden halvdel af 1900-tallet gav kritikken den den plads, den har i dag: det tog næsten hundrede år, før den holdt op med at blive læst som en fornærmelse.
Ana Ozores i bronze, af Mauro Álvarez, 1997, på de samme fliser, som hun gik på i romanen. Folk rører ved hendes hånd, når de går forbi.
Hvor Clarín var professor i jura. Grundlagt for arven efter en generalinkvisitor og åbnet i 1608, fyrre år efter hans død.
Download appen og oplev Oviedo offline, når du vil. Gå turen Universitetet, Santullano og gamle Vetusta med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →I dag har Oviedo mere end hundrede skulpturer under åben himmel fordelt på gader og pladser, de fleste sat op fra halvfemserne og frem. Derfor siger man, at den gamle bydel er et museum uden tag og uden billetter.
Statuen af La Regenta, af Mauro Álvarez, blev sat op i 1997 foran katedralen, på de samme fliser, som Ana gik på i romanen. Folk fotograferer den og rører ved dens hånd, så bronzen på kjolen er ved at blive slidt tynd.
Den mest berømte for mange er Fernando Boteros »Moderskab«, en fyldig bronzekvinde, der har ligget på Plaza de la Escandalera siden midten af halvfemserne. Det er det mødested, folk i Oviedo bruger frem for noget andet.
Og den frækkeste er Culis Monumentalibus, fire meter bronzebagdel, som Eduardo Úrculo plantede i 2001 over for Teatro Campoamor. Da den dukkede op, var der dem, der krævede den fjernet dagen efter; i dag er den en af de mest fotograferede.
Navnet på falsk latin tog Úrculo fra en artikel, som Camilo José Cela skrev i 1977 om hans forkærlighed for at male bagdele, de figurer, der var »forvist i mere snerpede tider«.
To af de mest elskede skulpturer står her på grund af Prinsessen af Asturiens Pris, der uddeles hvert efterår i Teatro Campoamor, og som mange kalder Sydeuropas små nobelpriser.
Woody Allen kom i oktober 2002 for at modtage prisen for kunst, og i stedet for at sige fire høflige sætninger overøste han byen med ros: han sagde, at Oviedo var dejlig, eksotisk, smuk, ren og fredelig, »som om den ikke hørte til i denne verden«. Byen gengældte komplimenten ved at støbe ham i bronze i 2003.
Og det blev ikke ved ordene: i 2008 kom han tilbage og optog en del af »Vicky Cristina Barcelona« her, hvor byen optræder på lærredet under sit eget navn, noget sjældent i hans film uden for New York.
Mafalda kom ad samme vej: i 2014 fik Quino prisen for kommunikation og humaniora, og byen bestilte statuen hos Pablo Irrgang. Hun har en helt identisk tvilling i kvarteret San Telmo i Buenos Aires.
Og på Plaza de Trascorrales står Mælkepigen, en langt mere lokal hyldest: til de kvinder, der indtil halvfjerdserne kom ned fra landsbyerne med deres æsler for at bringe mælk ud fra hus til hus.
Fra 2003, efter at filminstruktøren havde rost byen, da han modtog Prinsen af Asturiens Pris. Hans briller bliver stjålet hele tiden.
Hun har siddet på sin bænk siden 2014, da Quino fik prisen. Hun har en helt identisk tvilling i San Telmo i Buenos Aires.
Navnet kommer fra Clarín – Leopoldo Alas –, professor i jura ved universitetet i Oviedo, i hans roman La Regenta, udgivet mellem 1884 og 1885. Han skildrede byen under et falsk navn og med skarpe sandheder: de ærgerrige præster, de ørkesløse fine herrer, sladderen, hykleriet.
Dårligt, og i lang tid. Mange genkendte sig selv og brød sig slet ikke om det, og romanen blev halvvejs skubbet til side i årtier, med få udgaver og en del ubehag i byen. Først i anden halvdel af 1900-tallet gav kritikken den den plads, den har i dag: det tog næsten hundrede år, før den holdt op med at blive læst som en fornærmelse.
På Plaza de Alfonso II el Casto foran katedralen, på de samme fliser, som Ana Ozores gik på i romanen. Mauro Álvarez lavede den i 1997, og folk fotograferer den og rører ved dens hånd, når de går forbi, så meget at bronzen på kjolen er ved at blive slidt tynd.
Mere end hundrede under åben himmel, fordelt på gader og pladser, de fleste sat op fra halvfemserne og frem. Det er en kommunal politik, der er holdt fast i gennem mange år, og ret usædvanlig i sit omfang, og derfor siger man, at den gamle bydel er et museum uden tag og uden billetter.
Fordi han i oktober 2002 kom for at modtage Prinsen af Asturiens Pris for Kunst og overøste byen med ros: han sagde, at den var »dejlig, eksotisk, smuk, ren, fredelig, som om den ikke hørte til i denne verden«. Oviedo gengældte komplimenten ved at støbe ham i bronze i 2003. Og i 2008 kom han tilbage for at filme her.
Samme mekanisme: i 2014 fik tegneren Quino her Prinsen af Asturiens Pris for Kommunikation og Humaniora, og byen bestilte statuen hos Pablo Irrgang. Hun har en helt identisk tvilling, der sidder på en bænk i kvarteret San Telmo i Buenos Aires.
Fire meter bronzebagdel på en granitsokkel, et værk af Eduardo Úrculo, sat op i 2001 over for Teatro Campoamor. Navnet på falsk latin tog han fra en artikel af Camilo José Cela fra 1977 om hans forkærlighed for at male bagdele. Da den dukkede op, var der dem, der krævede den fjernet; i dag er den en af de mest fotograferede.
Download Viavoy og gå gennem Oviedo offline, når du vil.

Læs videre