En mand af bronze i naturlig størrelse, plantet på hjørnet, med tykke briller, krøllet jakke og et ansigt, som om han er lige ved at levere en vittig replik. Han har stået her siden 2003, og historien om, hvordan en filminstruktør fra New York endte i bronze i Oviedo, er den gode del.
En kompliment, som byen gav igen i bronze
I oktober 2002 kom Allen for at modtage Prinsen af Asturiens Pris for Kunst i Teatro Campoamor, og i stedet for at sige fire høflige sætninger overøste han byen med ros.
Han sagde, at Oviedo var en dejlig, eksotisk, smuk, ren og fredelig by, som om den ikke hørte til i denne verden, som om den ikke fandtes. Det gik lige i hjertet på folk i Oviedo, og byen besluttede at gengælde komplimenten ved at støbe ham i bronze. Billedhuggeren var Vicente Santarúa.
Og det blev ikke ved de pæne ord: år senere, i 2008, kom Allen tilbage og optog en del af Vicky Cristina Barcelona her. I historien tager heltinderne et par dage væk til Oviedo, så byen optræder på lærredet under sit eget navn, noget temmelig sjældent i hans film uden for New York.
Der er en detalje, som folk her synes er meget morsom: statuens briller er blevet stjålet og knækket flere gange, end nogen kan tælle. Med jævne mellemrum står den uden dem, og de må sættes på igen, som om gode gamle Woody blev ved med at tabe dem på sine mange gåture.
Et museum uden tag og uden billetter
Statuen står ikke alene: Oviedo har mere end hundrede skulpturer under åben himmel fordelt på sine gader og pladser, de fleste sat op fra halvfemserne og frem.
Derfor siger man, at den gamle bydel er et museum uden tag og uden billetter: du går, og uden at ville det støder du på dem. Det er en kommunal politik, der er holdt fast i gennem mange år, og ret usædvanlig i sit omfang.
Den mest berømte for mange er Fernando Boteros »Moderskab«, en fyldig bronzekvinde, der har ligget på Plaza de la Escandalera siden midten af halvfemserne, ved siden af Campo de San Francisco. Det er det mødested, folk i Oviedo bruger frem for noget andet.
Andre, du ikke må gå glip af, er La Regenta foran katedralen, Mafalda på sin bænk i parken og den frække Culis Monumentalibus, fire meter bronzebagdel over for teatret.
Gå ikke glip af
Sat op i 2003
Et værk af Vicente Santarúa, efter at Allen havde modtaget Prinsen af Asturiens Pris her.
For en mindeværdig kompliment
Han sagde, at Oviedo var »dejlig, eksotisk, smuk, ren, fredelig, som om den ikke hørte til i denne verden«.
Og han kom tilbage for at filme
En del af Vicky Cristina Barcelona i 2008, hvor byen optræder under sit eget navn.
Hans briller bliver stjålet igen og igen
Med jævne mellemrum står han uden dem, og de må sættes på igen.
Sådan passer den ind i dit besøg i Oviedo
Den står på calle Milicias Nacionales, tæt ved calle Uría og få minutter fra den gamle bydel.
Stoppet tager fem minutter: det obligatoriske billede med hånden på hans skulder, for det er det, han står der for, og ingen bliver sure.
Den passer ind i byens skulpturrute, som du kan gå hele vejen rundt på godt en time, og som er en af de bedste måder at gå rundt i Oviedo på uden et monumentalt mål.
Ofte stillede spørgsmål
Og hvilken film optog han her?
En del af Vicky Cristina Barcelona, i 2008. I historien tager hovedpersonerne et par dage til Oviedo, så byen kommer på lærredet under sit eget navn, noget temmelig sjældent i Allens film uden for New York.
Står denne herre af bronze alene?
Langtfra. Oviedo har mere end hundrede skulpturer under åben himmel spredt ud over sine gader og pladser, de fleste sat op fra halvfemserne og frem. Derfor siger man, at den gamle bydel er et museum uden tag og uden billetter: du går, og uden at ville det støder du på dem den ene efter den anden. Hold øjnene åbne, for i dag løber du ind i en hel del.
Hvilken skulptur er den mest berømte af dem alle?
For mange er det Fernando Boteros »Moderskab«: en fyldig kvinde af bronze, der har ligget på Plaza de la Escandalera siden midten af halvfemserne, ved siden af Campo de San Francisco. Det er det mødested, folk i Oviedo bruger frem for noget andet.
