Bred, lige og med bygninger, hvis glasaltaner glimter, når solen bryder frem mellem skyerne. Det er Oviedos handelsstrøg og byens udstillingsvindue, hvor man kommer for at slentre, kigge og blive set: folk i Oviedo har et udtryk for det, »dar la vuelta«, at tage en tur rundt.
En gade anlagt for at nå toget
Alt dette er forholdsvis ungt. Gaden blev tegnet af ingeniøren Salustio González Regueral efter et projekt, der blev godkendt i 1868, og med en meget klar idé: at forbinde den gamle bydel med den nye Estación del Norte, der bragte toget og fremskridtet.
Den blev bygget i to etaper; den første stod færdig i 1874 for at skabe forbindelse til stationen. Gaden er med andre ord et redskab: den findes for at forbinde den historiske by med den infrastruktur, der skulle forvandle den.
Den er opkaldt efter José Francisco Uría, en mand fra Asturien, der fra ledelsen af de offentlige arbejder satte skub i provinsens jernbane. Gaden hædrer manden, der var med til at bringe skinnerne, og den ender lige ved stationen. Intet her er tilfældigt.
Sidst i halvtredserne blev gaden udvidet og mistede mange af de første bygninger, så det, du ser, er en mosaik af epoker. Løfter du blikket, kan du se det: hver strækning fortæller om et andet øjeblik i byens historie.
Glasaltanerne
Det, der mest af alt præger facaderne, er glasaltanerne, de kasser af træ og glas, der rager ud over gaden. De er det asturiske svar på regnen og det sparsomme lys.
De fungerer som et lille drivhus klistret op ad facaden: de fanger solens varme, når den titter frem, beskytter mod vinden og lader dig se ud på gaden uden at blive våd. I en by med Oviedos nedbørsmængder er det ikke en luksus, men sund fornuft.
På den nordlige del af halvøen gik de fra at være borgerlig luksus til at blive et arkitektonisk kendetegn, og de går igen i A Coruña, Gijón, Santander og Bilbao. Skibstømrerne – dem, der lavede vinduerne til skibene – havde meget at gøre med, at de blev perfektioneret.
Og et stenkast herfra står statuen af Woody Allen, der blev sat op, efter at filminstruktøren havde modtaget en pris i byen og sagt de berømte ord om, at Oviedo forekom ham dejlig, eksotisk og, som om den ikke hørte til i denne verden.
Gå ikke glip af
Anlagt for at nå toget
Et projekt godkendt i 1868 for at forbinde den gamle bydel med den nye Estación del Norte.
Navnet hædrer jernbanens mand
José Francisco Uría, der fra de offentlige arbejder satte skub i provinsens jernbane.
Glasaltaner
Det asturiske svar på regnen: et drivhus klistret op ad facaden, så du kan kigge ud uden at blive våd.
En mosaik af epoker
Den blev udvidet i halvtredserne og mistede mange af de oprindelige bygninger. Hver strækning er forskellig.
Sådan passer den ind i dit besøg i Oviedo
Den løber gennem byudvidelsen fra området ved Campo de San Francisco til Estación del Norte. Den er rygraden i 1800- og 1900-tallets Oviedo.
Det tager femten minutter at gå den igennem uden at stoppe. Med butikkerne og stop ved skulpturerne godt en time.
Den er hængslet mellem den gamle bydel og den moderne by: i den ene ende ligger Teatro Campoamor og parken, i den anden stationen og de nordlige kvarterer.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor har så mange bygninger glasaltaner?
Det er det asturiske svar på regnen og det sparsomme lys: glasaltanen fungerer som et lille drivhus klistret til facaden, den fanger solens varme, når den titter frem, og lader dig se ned på gaden uden at blive våd. I nord gik de fra at være en borgerlig luksus til at blive et kendetegn, og derfor ser du dem igen og igen over hele byen.
Vidste du, at Woody Allen har en statue et stenkast herfra?
På calle Milicias Nacionales, helt tæt på Uría, står en Woody Allen i bronze med sine hornbriller. Den blev sat op, efter at filminstruktøren havde modtaget en pris her og sagt de ord om, at Oviedo forekom ham dejlig, eksotisk og, som om den ikke hørte til i denne verden. Sætningen faldt så godt i smag, at byen beholdt den.
