Calle Gascona
Ciderboulevarden: mere end et dusin ciderbarer på stribe. Om torsdagen uden for sommeren synger man de gamle cidersange.

Et ritual med sine egne regler, en hel gade viet til det, oste, der modner i huler, og en dag om året, hvor hele byen spiser nøjagtig det samme.
🎧 På ruten El Fontán, Gascona og gadeskulpturerneI Asturien bliver cideren ikke bare serveret, den bliver escanciada – skænket fra stor højde; den bestilles ikke til én, den deles; og den nippes ikke, den tømmes i én slurk. At forstå det ritual er halvdelen af rejsen, for det organiserer hele det sociale liv i en by, som desuden laver rigtig god mad.
Baggrundslyden i calle Gascona er umiskendelig: strålen af cider, der falder fra stor højde mod kanten af glasset. Det er ikke et show, det er teknik: asturisk naturcider er ikke tilsat kulsyre og skal have luft for at komme til sin ret.
Den praktiske konsekvens er, at du skal drikke den med det samme, før den bliver flad. Derfor skænker man kun lidt ad gangen – en culín – og tømmer glasset i én slurk i stedet for at nippe.
Og man lader altid en fingerbredde blive tilbage i glasset, culete, for at skylle kanten, du har drukket af, før du giver glasset videre til den næste. Den hældes ud på gulvet eller i ciderbarens lille rende, og deraf den duft af æbler, der møder dig, når du træder ind.
Cider bestiller man ikke til én: den deles. Én flaske, ét glas, der går fra hånd til hånd, og snak uden at kigge på uret. At drikke af sit eget glas betragtes her ganske enkelt som underligt.
Ciderboulevarden: mere end et dusin ciderbarer på stribe. Om torsdagen uden for sommeren synger man de gamle cidersange.
Oviedos mave siden middelalderen, i en hal af jern og glas fra 1882-1885. Her finder du ostene og fabes.
Download appen og oplev Oviedo offline, når du vil. Gå turen El Fontán, Gascona og gadeskulpturerne med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Fabada er flagskibsretten, og hemmeligheden ligger i faba-bønnen: det er ikke en hvilken som helst bønne, men en sort med lange, flade og smøragtige bønner med meget tynd skal, beskyttet af sin egen geografiske betegnelse. Derfor smelter den på tungen i stedet for at forblive hel og hård.
Ostene er det andet store kapitel, og Asturien har en af verdens største variationer i forhold til arealet. Cabrales er den mest berømte: den er skarp, så blå som den er, og modner i månedsvis i naturlige bjerghuler. Betegnelsen forpligter: har den ikke været i hulen, må den ikke hedde Cabrales.
Dernæst kommer Gamonéu, Afuega'l Pitu og Casín, blandt mange andre. Det er værd at spørge på Mercado del Fontán, hvor sælgerne gerne forklarer hver enkelt.
Cachopo er den moderne ret, der har erobret verden: to kalveschnitzler med skinke og ost indeni, paneret og friteret, i en størrelse, der udfordrer enhver fornuftig appetit. Den er ikke gammel, men er i dag Asturiens mest eksporterede kulinariske kendetegn.
Og hvad fisk angår, alt fra Det Kantabriske Hav: pixín (havtaske), virrey og oricios (søpindsvin) i sæsonen. Kysten ligger en halv time væk, og det kan man mærke på menukortene.
Hver 19. oktober fejrer Oviedo Desarme, »afvæbningen«, som minder om en episode i 1836, hvor nogle karlistiske tropper blev afvæbnet, mens byen efter sigende holdt dem beskæftiget med mad.
I dag mindes den ved at spise, og med en nøjagtig og uforhandlelig menu: kikærter med klipfisk og spinat, kallun og risengrød. Ingen variationer. Den dag spiser hele byen det samme, og restauranterne er fyldt til bristepunktet.
Det er en af Spaniens mest stringente og mest elskede madtraditioner. Rejser du på de datoer, skal du reservere i god tid, og det er umagen værd.
Resten af året er calle Gascona stedet for cider, mens området omkring Plaza del Fontán og Plaza de la Constitución er der, hvor man spiser siddende ved bordet.
Et nyttigt tip: på ciderbarerne bestiller man portioner til deling, og alt deles. At bestille individuelle retter bryder med stedets logik, ligesom at bede om sit eget glas.
Den gamle bydels sociale hjerte, med buegange og klos op ad markedet. Her drikker man vermut og spiser siddende ved bordet, fem minutter fra Gascona.
Oviedos borgerlige dagligstue og stedet, hvor Desarme fejres hver 19. oktober: kikærter med klipfisk, kallun og risengrød, uden variationer.
Fordi asturisk naturcider ikke er tilsat kulsyre. Når den falder gennem luften og rammer kanten af glasset, brydes den, får luft, og aromaen vågner: her kalder man det espalmar. Derfor skal du drikke den med det samme, før den bliver flad, og derfor skænker man kun en lille smule ad gangen.
Den fingerbredde cider, man altid lader blive tilbage i glasset. Den bruges til at skylle kanten, du har drukket af, før du giver glasset videre til den næste, for glasset er fælles og går rundt. Den hældes ud på gulvet eller i ciderbarens rende, og deraf den duft af æbler, der møder dig, når du træder ind.
Det kan man, men det er usædvanligt og afslører dig som fremmed. Cider bestilles i flasker og deles: ét enkelt glas, der går fra hånd til hånd, mens den, der skænker, hælder en culín op hver gang. Stedets logik er samtalen og den fælles rytme, ikke det individuelle forbrug.
At de ikke er almindelige bønner: den asturiske faba er en sort med lange, flade og smøragtige bønner med meget tynd skal, beskyttet af sin egen geografiske betegnelse. Derfor smelter bønnen på tungen i en god fabada i stedet for at forblive hel og hård, og det er forskellen på en god ret og en middelmådig.
Fordi den modner i månedsvis i naturlige bjerghuler, hvor den konstante fugtighed og temperatur får de blå skimmelsvampe til at vokse. Oprindelsesbetegnelsen kræver, at den modnes der: har den ikke været i hulen, må den ikke hedde Cabrales. Asturien har desuden mange andre: Gamonéu, Afuega'l Pitu, Casín.
To kalveschnitzler med skinke og ost indeni, paneret og friteret, i en størrelse, der udfordrer enhver fornuftig appetit. Det er ikke en gammel ret, men den er blevet Asturiens mest eksporterede kulinariske kendetegn og står på stort set alle menukort i regionen.
En madfest, som Oviedo fejrer hver 19. oktober til minde om en episode i 1836, hvor nogle karlistiske tropper blev afvæbnet, mens byen holdt dem beskæftiget med mad. Den fejres ved at spise en nøjagtig og uforhandlelig menu: kikærter med klipfisk og spinat, kallun og risengrød.
Download Viavoy og gå gennem Oviedo offline, når du vil.

Læs videre


