San Sebastián på 2 dage: bugten, den gamle bydel og vinden
Parte Vieja og Monte Urgull den første dag, turen mod vest til Peine del Viento, »Vindens kam«, den anden. Med den gratis tagterrasse, som ingen kender, og forklaringen på, hvorfor kammen ses bedst i dårligt vejr.
Donostia er lille, og du kan gå hele byen igennem til fods, næsten altid på flad grund og næsten altid langs vandet, så to dage er rigeligt. Opbygningen er enkel: en lukket bugt med den gamle bydel i den ene ende, byudvidelsen bag den og, på den anden side af floden, den vilde strand. Det eneste, du skal beslutte, er, hvornår du går op på bjergene, for det er de eneste strækninger med stigning, og i tåge er de ikke til nogen nytte.
Tabakalera har på øverste etage en tagterrasse med udsigt og fri adgang, med en af byens bedste udsigter. Der er ingen skilte til den fra gaden, og næsten ingen besøgende går derop.
Dag 1, formiddag: Parte Vieja og Urgull
Begynd på pladsen, og gå op, før du spiser frokost.
Begynd på Plaza de la Constitución, og løft blikket: tallene, der er malet over hver balkon, er ikke husnumre, men pladsnumre. Pladsen fungerede som tyrefægterarena, og beboerne lejede deres balkoner ud som loger på tyrefægtningsdagene. Nummereringen er der stadig og kan ses på næsten alle balkonerne.
Herfra udgår de gader, der har verdens tætteste koncentration af pintxosbarer, men det venter til senere. Først basilikaen Santa María del Coro med sin barokportal, San Vicente-kirken – byens ældste bygning – og calle 31 de Agosto, den eneste gade, der overlevede branden i 1813.
Den brand forklarer kvarterets form: de engelsk-portugisiske tropper, der skulle befri byen, endte med at plyndre den og brænde næsten det hele ned, og Parte Vieja blev genopbygget fra bunden med et regelmæssigt gadenet. Derfor har denne gamle bydel ikke den middelalderlige labyrint, man venter.
Gå derefter op på Monte Urgull bag San Telmo-museet: tyve minutters jævn og skyggefuld stigning mellem kanonbatterier, skilderhuse og mure fra forskellige tider. På toppen rejser Sagrado Corazón-statuen sig over murene af Mota-borgen fra 1100-tallet.
En næsten perfekt firkant med arkader og glasbalkoner, opført i 1817 efter branden. Bygningen med uret var rådhus indtil 1947, da byrådet flyttede til det gamle Gran Casino ved stranden. Herfra begynder Tamborrada hvert år den 20. januar.
Tolv meter sten oven på otte århundreders fæstning. Inde i borgen ligger Casa de la Historia, et gratis besøgscenter om byens militære fortid. Og en detalje: statuen vender ikke mod havet, men mod byen, som om den ville omfavne den i stedet for at forsvare den.
Et dominikanerkloster fra 1500-tallet, der læner sig op ad bjergets klippe, udvidet med en moderne bygning, hvis perforerede facade planterne vokser igennem. Indenfor finder du det baskiske samfunds historie og Serts lærreder, der dækker den gamle kirke. En god plan, når det regner.
Gå ned fra bjerget via fiskerihavnen, spis pintxos i Parte Vieja, og gå ud på Boulevard, der skiller den gamle bydel fra byudvidelsen. Derfra begynder La Concha, den strand, som mange regner for Europas bedste bystrand, og som frem for alt er byens ansigt udadtil.
Vandet er roligt af en geografisk grund: bugten lukkes af to bjerge, og øen Santa Clara fungerer som prop i mundingen. Netop det naturlige læ gjorde, at den spanske sommerferie blev født her, dengang havbade blev ordineret som medicinsk behandling.
Gå hele promenaden, to flade kilometer til Ondarreta. Undervejs ser du det hvide rækværk fra 1910, hvis profil går igen i gadelygter og ure over hele byen, badepavillonen La Perla og rådhuset, der var Gran Casino, indtil hasardspil blev forbudt i 1924.
Hvis der er eftermiddag tilbage, så drej tre karréer ind i landet, og find Buen Pastor-katedralen. Spiret er over femoghalvfjerds meter højt, og den er stadig byens højeste bygning, men den ligger uden for aksen mellem stranden og den gamle bydel, og mange går flere dage uden at se den.
Ved lavvande kommer en enorm og fast sandflade til syne, som du kan gå på næsten helt ud til øen; ved højvande når vandet næsten op til muren. Se tidevandstabellen, før du går ned. Til øen Santa Clara sejler der både fra havnen i sæsonen, og næsten ingen tager over.
Nygotisk fra 1897, med katedralen i Köln som erklæret forbillede og sandsten fra Monte Igueldo. Indbyggerne betalte en stor del af den. Den blev ikke placeret ved stranden, men midt i byudvidelsen, med gaderne løbende sammen mod den: det er den brik, der ordner borgerskabets by.
Det ligner et engelsk landhus, fordi en engelsk arkitekt tegnede det til en østrigsk dronning, der var blevet forelsket i denne bugt. Indenfor kan det ikke besøges, men haverne er gratis, og fra skrænten har du overblik over La Concha på den ene side og Ondarreta på den anden.
Den anden dag er turen mod vest, og den bør gås i rækkefølge, for den fortæller en historie. Først Miramar-haverne, hvor du går op over skrænten i stedet for gennem Pico del Loro-tunnelen: fem minutter mere og den bedste udsigt over bugten, du kan få uden at gå op på et bjerg.
Det palads lod dronning María Cristina af Habsburg opføre, og den personlige beslutning ændrede byens skæbne: hvor hoffet tog hen, fulgte bankfolkene, diplomaterne og de store hoteller med. I 1885 var dette en garnisonsby og en fiskerihavn; tredive år senere Spaniens mest elegante sommerferiested.
Gå ned til Ondarreta, som er La Conchas lillesøster, med finere sand, færre mennesker og skyggefulde haver bagved. Navnet betyder bogstaveligt sandet sted, af det baskiske ondar. Og fortsæt helt til enden, hvor Peine del Viento står.
Her er det godt at vide én ting: det er ikke én skulptur, men tre, fordelt på klipperne, og Chillida satte dem ikke op for at blive set på, men for at de skulle rede vinden. Peña Gancheguis plads af rosa sten har huller, hvor vandet i hård sø står op i søjler af skum. Er havet blikstille, går du glip af halvdelen.
Tre stykker på ti tons hver, smedet i Legazpi og forankret i den faste klippe, indviet i 1977. Det er Peine del Viento XV: Chillida havde vendt den samme idé i næsten tredive år. Platformen lukkes af sikkerhedshensyn ved storm.
Det samme rolige vand som ved La Concha, finere sand og betydeligt færre mennesker i højsæsonen. I årevis blev den kaldt »præsternes og de fine herrers strand« efter aristokratiet, der holdt sommer i de små palæer i Antiguo-kvarteret. Den har skyggefulde haver bagved.
Den har kørt siden 1912 og fører op til udsigtspunktet, hvorfra du ser hele bugten med øen i midten: det klassiske billede af byen. På toppen ligger en gammel og ret særpræget forlystelsespark, men udsigten er turen værd i sig selv.
Gå over floden, og skift by. Gros er det unge kvarter med et mere lokalt publikum end Parte Vieja, og dets strand, Zurriola, ligger uden for den beskyttede bugt: den får bølgerne direkte fra Det Kantabriske Hav og er byens surfhelligdom. To forskellige have ti minutter fra hinanden.
Ved flodens munding ligger Kursaal, to skrå glasprismer, som Rafael Moneo kaldte strandede klipper. Han skilte dem bevidst for ikke at lukke forbindelsen mellem havet og byen, og det buede glas med dobbelt hud filtrerer nordlyset, så bygningen skifter farve i løbet af dagen.
For enden af stranden, på Sagüés-pynten, står Néstor Basterretxeas Paloma de la Paz, Fredsduen, sat op i 1980, et af terrorismens hårdeste år. Den var ikke en pynt: den var en offentlig stillingtagen på et tidspunkt, hvor det havde en pris at tage stilling.
Og hvis der er tid tilovers, eller vejret slår om, så gå over til Egia og ind i Tabakalera, den gamle tobaksfabrik. Der er fri adgang til en god del af bygningen, og på øverste etage ligger en gratis tagterrasse med udsigt, som næsten ingen kender. Ved siden af ligger Cristina Enea-parken, byens bedste, med frit omvandrende påfugle.
Kongrespaladset blev indviet i 1999 på grunden, hvor det gamle Gran Kursaal lå, et kasino fra Belle Époque, der mistede sin funktion, da hasardspil blev forbudt i 1924. Navnet er tysk og betyder kursal, fra dengang havbade var medicinsk behandling. Når mørket falder på, lyser det indefra.
Otte hundrede meter sand, der bliver pisket af det åbne hav, med surfskoler direkte på promenaden og liv hele året. Den nuværende sandstrand måtte genskabes med en mole: stormene i 1900-tallet fik den næsten til at forsvinde. Hold øje med flagene, her betyder de virkelig noget.
Tobaksfabrik i næsten et århundrede, med en overvejende kvindelig arbejdsstyrke og en stærk faglig bevidsthed. Den lukkede i 2003, stod tom i tolv år og genåbnede som kulturcenter i 2015. Mediatek og bibliotek med fri adgang, og tagterrassen på øverste etage.
Ja, og med god tid. Byen er lille og flad, og du kan gå den igennem fra ende til anden. To dage dækker Parte Vieja, Monte Urgull, hele bugten til Peine del Viento og Gros-kvarteret med Zurriola og Tabakalera. Med en tredje dag er der plads til en udflugt til Pasaia eller Hondarribia og et roligt måltid på et asador (restaurant med brændefyret grill).
Hvornår ses Peine del Viento bedst?
Når havet er i bevægelse, ikke når det er blikstille. Stenpladsen omkring skulpturerne har huller, hvor vandet står op i søjler af skum, når bølgerne ruller ind, og det er den effekt, den blev tegnet til. I hård storm lukkes platformen af sikkerhedshensyn, så det rette tidspunkt er, når der er moderat sø.
Er det værd at tage op på Monte Igueldo?
Ja, for panoramaet over hele bugten med øen Santa Clara i midten, der er det klassiske billede af byen og ikke kan fås fra noget andet sted. Du kommer op med en kabelbane, der har kørt siden 1912, fra pladsen ved siden af Peine del Viento. Forlystelsesparken på toppen er særpræget og kan springes over.
Hvad er forskellen på La Concha og Zurriola?
Geografien. La Concha ligger inde i en bugt, der lukkes af to bjerge, med øen som prop i mundingen, så vandet er roligt. Zurriola ligger uden for det læ, får bølgerne direkte fra Det Kantabriske Hav og er surfstranden. Der er ti minutters gang mellem dem, og de er to helt forskellige have.
Hvor er det bedst at bo?
Centrum og byudvidelsen giver dig alt inden for ti eller femten minutters gang og er det mest praktiske valg. Gros er lidt billigere, har en bedre kvartersstemning og ligger fem minutter fra Parte Vieja over broen. Parte Vieja er det mest maleriske, men også det mest støjende om natten.
Er byen meget dyr?
Ret dyr, især til overnatning og restauranter, og om sommeren stiger priserne kraftigt. Til gengæld er næsten alt det vigtige gratis: strandene, Monte Urgull med sit besøgscenter, Miramar-haverne, Peine del Viento og tagterrassen på Tabakalera. Og du behøver ikke bruge penge på transport.
Praktisk information
Sådan kommer du dertilHondarribias lufthavn 20 minutter væk. Bilbao en time væk med bus; Biarritz 45 minutter.
TransportAlt til fods og fladt langs vandet. Bybus til Igueldo og Egia.
GratisStrandene, Monte Urgull, Miramar-haverne, Peine del Viento og tagterrassen på Tabakalera.
TidevandSe tabellen: ved højvande er der næsten ikke noget sand tilbage på La Concha.
MadPintxos i Parte Vieja og i Gros. En eller to på hver bar, og så videre til den næste.
Når det regnerSan Telmo-museet, Tabakalera og Aquarium ved havnen. Det regner på alle årstider.
På kortet
🎧 Med Viavoy
Gå gennem San Sebastián og lyt i dit eget tempo
Download Viavoy og gå gennem San Sebastián offline, når du vil.
fra 2,99 €· engangsbetaling
City Pass · 9,99 €3 dage, alle ture i San Sebastián