En enorm bygning af sandsten med gamle bogstaver hugget højt oppe, ved siden af Norte-stationen. I næsten et århundrede blev der her rullet millioner af cigarer i hånden; i dag er det et internationalt center for samtidskultur med filmarkiv, bibliotek, udstillingssale og kunstnerværksteder. Og på øverste etage er der en tagterrasse med udsigt og fri adgang, som næsten ingen besøgende kender.
Et århundrede med cigararbejdersker
Bygningen blev opført i begyndelsen af 1900-tallet som fabrik for statens tobaksmonopol, og tobaksbladene kom med skib fra Amerika, især fra Caribien, til havnene i nord. Her blev de modtaget, sorteret og rullet i hånden, cigar for cigar.
Arbejdsstyrken bestod overvejende af kvinder, og cigararbejderskerne var i generationer en af de få store grupper af kvinder i byen med fast lønarbejde. Det fik følger ud over arbejdslivet: de var en gruppe med stærk faglig bevidsthed og betydelig social vægt i Egia-kvarteret.
Produktionen stoppede for altid i 2003, og bygningen stod tom og tavs i årevis, mens man besluttede, hvad man skulle stille op med sådan en kolos. Til sidst vandt kulturen, og i 2015 genåbnede bygningen med sin nuværende funktion.
Det, der er indenfor, og tagterrassen
Tanken er et åbent center snarere end et museum: der er et mediatek og et bibliotek med fri adgang, sale til skiftende udstillinger, hovedsædet for Det Baskiske Filmarkiv, arbejdsrum for kunstnere i residens og opholdsområder, hvor du kan gå ind og blive uden at købe eller betale noget.
At en god del af bygningen er gratis, er det, der gør den anderledes. I en dyr by fungerer Tabakalera som et overdækket offentligt rum, hvor du kan tilbringe en regnvejrseftermiddag, noget der i San Sebastián har en åbenlys praktisk værdi.
Og så er der tagterrassen. På øverste etage er der et udsigtspunkt med fri adgang og en af byens bedste udsigter: du ser ud over Urumea-dalen, byudvidelsens gadenet, bjergene, der lukker horisonten, og i baggrunden bugten. Næsten ingen går derop, fordi der ikke er skiltet til den fra gaden.
Gå ikke glip af
Tagterrassen med udsigt
Øverste etage, fri adgang og en af byens bedste udsigter. Der er ikke skiltet til den fra gaden.
Cigararbejderskerne
En overvejende kvindelig arbejdsstyrke i generationer, med stærk faglig bevidsthed og stor vægt i kvarteret.
En god del er gratis
Mediatek, bibliotek og opholdsområder med fri adgang. Du kan tilbringe en eftermiddag uden at betale eller købe noget.
Lukket i 2003, åbnet i 2015
Tolv år tom, mens man besluttede, hvad der skulle ske med bygningen. Til sidst vandt kulturen.
Sådan passer den ind i dit besøg i San Sebastián
Den ligger ved siden af Norte-stationen, hvor Egia-kvarteret begynder, ti minutters gang fra centrum over Urumea. Hvis du kommer med tog, er den bogstaveligt talt det første, du har foran dig, når du går ud af stationen.
Kvarteret omkring den, Egia, er et arbejder- og beboelseskvarter med meget få turister, og få minutter væk ligger Cristina Enea-parken, byens bedste: hundredårige træer, eksotiske arter og påfugle, der går frit omkring, i det, der engang var en hertugs private haver.
Som besøg er en time nok, hvis der er en udstilling, og du går op på tagterrassen. Den fungerer rigtig godt som rejsens første eller sidste punkt og som et sikkert tilflugtssted, hvis vejret slår om.
Ofte stillede spørgsmål
Hvornår holdt den op med at være fabrik?
Den store bygning blev opført i begyndelsen af 1900-tallet, og datoen, der ændrede alt, er 2003: det år lukkede den helt ned, produktionen flyttede, og bygningen stod tom og stille. Den ventede i nogle år, mens man besluttede, hvad man skulle gøre med sådan en kolos. Til sidst vandt kulturen, og i 2015 åbnede den igen som det, du går rundt i i dag. Fra cigarer til film, uden at skifte ham.
Hvor kom al den tobak fra?
Langvejs fra. Bladene kom med skib fra Amerika, især fra Caribien, til havnene i nord, og derfra til statens fabrikker, for i Spanien havde staten monopol på tobak. Her tog cigararbejderskerne imod dem, sorterede dem og rullede dem i hånden, cigar for cigar. Tænk på, at hver cigar, der forlod disse mure, havde krydset et ocean, før nogle hænder fra Donostia gav den form.
