Tre former af snoet stål forankret i klippen for enden af bugten, hvor byen slutter, og den åbne Biscayabugt begynder. Skulpturen er af Eduardo Chillida, og den trappeformede plads af rosa sten omkring den er af arkitekten Luis Peña Ganchegui. Den blev indviet i 1977, og siden da har der ikke været et postkort fra San Sebastián, der ikke kommer forbi her.
Det er ikke én skulptur, men tre, og de står der ikke for at blive set på
Den mest almindelige fejl er at lede efter ét værk og finde det. Det er tre stålkamme fordelt på klipperne, hver med sin form og i sin position, og du må bevæge dig rundt på platformen for at se dem alle. Ingen af dem er placeret ved et bekvemt udsigtspunkt.
Chillida var tydelig om hensigten: han satte dem op, for at de skulle rede vinden, der kommer op fra Biscayabugten, ikke for at den besøgende skulle betragte dem fra en bænk. Værket er i dialog med havet, klippen og horisonten, og han gik så vidt som til at sige, at det ikke var hans, men en hyldest til vinden.
Læg mærke til, hvordan jernet, det stiveste materiale, der findes i skulptur, her bøjer sig, som om det var stof bevæget af et vindstød. Hver kam vejer omkring ti tons og blev smedet på Patricio Echeverrías støberi i Legazpi, midt i jernværkernes egn, før den blev forankret direkte i den faste klippe.
Pladsen, som også er værket
Peña Ganchegui løste underlaget med en trappeformet platform af rosa sten, der ser ud til at vokse op af klippen og går ned mod vandet i uregelmæssige trin. Det er ikke en belægning: det er den del af helheden, der lader dig komme helt ned til havet uden rækværk og mærke stedets dimensioner.
I platformen er der nogle runde huller i stenen, og dér ligger den detalje, som næsten ingen opdager. Når havet slår kraftigt ind, presses vandet sammen i hulrummene nedenunder og skyder op gennem hullerne i søjler af skum med en dump lyd. Det er et værk, der lyder og sprøjter, og det fungerer helt af sig selv.
Derfor er det bedste tidspunkt ikke den rolige, solrige dag, men dagen med hård sø. Under storm lukkes platformen af sikkerhedshensyn, men med dønninger og vind gør helheden præcis det, den blev tænkt til, og den ligner ingen anden offentlig skulptur i Spanien.
Gå ikke glip af
Det er tre værker
Fordelt på klipperne og i forskellige positioner. Du må bevæge dig rundt på platformen for at se dem alle.
Hullerne i stenen
I hård sø skyder vandet op gennem dem i søjler af skum. Værket lyder og sprøjter helt af sig selv.
Ti tons hver
Smedet på Patricio Echeverrías støberi i Legazpi og forankret direkte i den faste klippe.
En hyldest til vinden
Chillida satte dem ikke op for at blive betragtet, men for at de skulle rede luften, der kommer op fra Biscayabugten.
Sådan passer det ind i dit besøg i San Sebastián
Den ligger for enden af promenaden, i den vestlige ende, efter Ondarreta-stranden, omkring femogtyve minutters gang fra centrum langs bugten. Hele vejen er flad og går langs vandet, og den er i sig selv en af byens bedste gåture.
Lige ovenover ligger pladsen ved kabelbanen, der kører op på Monte Igueldo, så det logiske er at sætte de to ting sammen: kammen først, kabelbanen bagefter og udsigten over bugten fra toppen til sidst. På vej ned ad avenuen kommer du forbi Miramar-paladset.
Tidspunktet er solnedgang, når solen går ned lige foran dig, og stålet tegner sig mod vandet. Det er også dér, der er flest mennesker, så hvis du vil have billedet uden nogen på, så tag af sted tidligt eller i dårligt vejr.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem var Eduardo Chillida, før han blev billedhugger?
Ja, det overrasker dig måske, men han var fodboldmålmand. Som ung stod han på mål for Real Sociedad, vores hold, og han var lovende. Men en alvorlig knæskade satte en brat stopper for karrieren. Han tog til Madrid for at læse arkitektur, droppede halvvejs og opdagede til sidst, at hans ting var jern og sten. Så den samme hånd, der stoppede bolde, endte med at smede et af de mest beundrede værker i 1900-tallets kunst. Fra målet til evigheden, hverken mere eller mindre.
Hvordan fik de anbragt det jern på klipperne?
Det var slet ikke let. Hver af de tre kamme er en kæmpe klump stål på omkring ti tons, smedet på Patricio Echeverrías støberi i Legazpi, et baskisk smedeland fra gammel tid. Bagefter skulle de enorme stykker fragtes herhen og forankres direkte i den levende klippe, i kamp med havet og tidevandet. Tænk på det, næste gang du ser dem så lette, som om vinden kunne flytte dem: hver af dem vejer som en lastbil.
Er det rigtigt, at der findes en »Peine del Viento nummer femten«?
Ja, og det er netop denne. Chillida havde i næsten tredive år vendt og drejet den samme idé, en kam, der skulle føre en samtale med vinden, og han skabte en hel serie gennem sit liv. Den, du har foran dig, er den femtende, »Peine del Viento XV«, og for ham var det som at slutte en cirkel: at plante kronen på den søgen på klipperne i sin egen by, med udsigt over det hav, han voksede op ved. Det er ikke et isoleret indfald; det er afslutningen på en lang rejse.
