El Tubo: tapas i Zaragoza, og hvad du skal bestille
Et virvar af smalle gyder midt i den gamle bydel, hvor barerne ligger tæt, et marked fra 1903 oven på den romerske bymur og en grøntsag, der næsten ikke spises uden for Aragonien.
El Tubo er en håndfuld smalle gyder, tilsyneladende uden udgang, gemt mellem Coso og plaza de España, hvor en stor del af Zaragozas traditionelle tapasliv er samlet. Navnet kommer af formen: gader så snævre, at de føles som et rør. Og historien er mindre elegant, end den ser ud i dag.
Mercado Central fra 1903 er stadig et rigtigt marked, hvor kvarterets kunder gør deres ugentlige indkøb. Det lukker midt på eftermiddagen og har lukket om søndagen: du skal passe det ind om formiddagen.
Hvad El Tubo er
Gyder, teatre og en omstilling.
Det net af smalle gader, der kaldes El Tubo, var i en stor del af 1900-tallet et ret hæmningsløst natteliv, med varietéteatre, forlystelsessale og steder af enhver art, og et ry, der ikke ligefrem var familievenligt.
Den periode har sat sine spor: flere af de nuværende barer ligger i lokaler, der var kabaretter eller dansesteder, og nogle har bevaret indretningen eller navnet. Omstillingen til tapas skete fra firserne og halvfemserne, og i dag er stedet et af byens kendetegn.
Systemet er det, der er almindeligt i det nordlige Spanien: du går ind, tager en tapa eller et glas vin, betaler og skifter bar. Fire eller fem steder på en aften er det normale, og pointen ligger i runden. At sætte sig og spise aftensmad på ét sted med tapas er den besøgendes fejltagelse.
Gaderne er smalle, og i myldretiden er det svært at komme frem, især i weekenden. Tiden til aperitif er fra klokken et til tre, og aftenrunden begynder omkring halv ni.
Jern, glas og mursten fra 1903 efter forbillede af Les Halles, med en konstruktion af støbejern og en langsgående lanterne. Boderne med fisk og grøntsager ligger bagest, og der er et område med barer. Markedet blev bygget lige oven på linjen af den romerske bymur, som kan ses i gaden ved siden af.
I Zaragoza kalder man den San Cayetano, og den ligger to minutter fra El Tubo, så du kommer forbi den på vej ud at spise. Facaden er hæmningsløs churrigueresk barok med snoede søjler og ikke en eneste glat flade. Det er om aftenen, i belysningen, at den for alvor virker.
Ternasco de Aragón er det produkt, der vejer tungest: ungt lam med sin egen oprindelsesbetegnelse, opdrættet i regionen og ovnstegt eller grillet over gløder. En ternasco-kotelet eller et stykke ribben er den lokale reference, og de findes både som tapa og som hovedret.
Borraja, hjulkrone, er det, der overrasker mest. Det er en vintergrøntsag med tyk stilk og ru blade, som næsten ikke dyrkes eller spises uden for Aragonien. Den serveres kogt med kartofler og et refrito, en dressing af stegt hvidløg, og den hører til de ting, du skal smage her, for du finder dem ikke andre steder.
Blandt barsnacksene: migas (stegte brødkrummer), bacalao ajoarriero, longaniza de Graus, jamón de Teruel – også med oprindelsesbetegnelse –, champignoner fra panden med hvidløg og patatas bravas, der i Zaragoza har deres egen udgave med en tyk og ret stærk sauce.
Til dessert frutas de Aragón: kandiseret frugt overtrukket med chokolade, en traditionel specialitet, der sælges i konditorierne i centrum. Og til at drikke vin fra de fire aragonske oprindelsesbetegnelser: Cariñena, Campo de Borja, Calatayud og Somontano.
Hvor ellers, ud over El Tubo
Selve den gamle bydel, omkring plaza de Santa Marta og Magdalena-kvarteret, har et yngre og mindre besøgt udbud, med små steder og lidt bedre priser. Det er her, byens egne indbyggere går ud.
Mercado Central klarer frokosten bedre end nogen restaurant: varerne for øjnene af dig, et område med barer og lokale kunder. Det lukker midt på eftermiddagen og har lukket om søndagen, så du skal passe det ind om formiddagen. Og det ligger lige oven på den romerske bymur, som kan ses i gaden ved siden af.
En bemærkning om kalenderen: under Fiestas del Pilar, i ugen omkring den 12. oktober, bliver byen helt fyldt op, og både El Tubo og resten af den gamle bydel kører i en anden skala, med køer og andre priser. Uden for de datoer er Zaragoza en billig by at spise i.
Og et råd om tidspunktet: om sommeren kommer temperaturen ofte over fyrre grader, så livet flytter over i natten. I juli og august giver aperitiffen ved middagstid ikke meget mening, og terrasserne fyldes fra klokken ti om aftenen.
Et pejlemærke for den anden tapasrute: Magdalena-kvarteret, med middelalderens gadenet intakt, har den gamle bydels yngste og mindst besøgte udbud, med små steder og lidt bedre priser. Det er her, de, der bor i byen, går ud.
At komme ud fra et indkøb og stå over for et stykke bymur fra 200-tallet er ret almindeligt i denne by. Markedet blev bygget præcis på murens linje, og stykket med de halvrunde tårne står frit fremme i gaden ved siden af.
Et net af smalle gyder gemt mellem Coso og plaza de España, midt i den gamle bydel, hvor en stor del af Zaragozas traditionelle tapasliv er samlet. Navnet kommer af formen: gader så snævre, at de føles som et rør. I 1900-tallet var det et kvarter med varietéteatre og natteliv.
Hvordan går man på tapasrunde i Zaragoza?
Som i resten af det nordlige Spanien: du går ind på en bar, tager en tapa eller et glas vin, betaler og skifter sted. Fire eller fem steder på en aften er det normale, og pointen ligger i runden. At sætte sig og spise aftensmad på ét sted med tapas er den besøgendes mest almindelige fejltagelse.
Hvad er borraja?
En vintergrøntsag – hjulkrone – med tyk stilk og ru blade, som næsten ikke dyrkes eller spises uden for Aragonien. Den serveres kogt, med kartofler og et refrito af hvidløg, og den hører til de ting, det er værd at smage her, for du finder dem næppe andre steder. Den er det mest kendte produkt fra køkkenhaverne langs Ebro.
Hvad skal man ellers bestille?
Ternasco de Aragón, ungt lam med sin egen oprindelsesbetegnelse, ovnstegt eller grillet over gløder; migas; bacalao ajoarriero; longaniza de Graus; jamón de Teruel, også med oprindelsesbetegnelse; og champignoner fra panden. Til dessert frutas de Aragón, kandiseret frugt overtrukket med chokolade.
Er Mercado Central et besøg værd?
Ja, i høj grad. Det er en bygning fra 1903 i jern, glas og mursten efter forbillede af Les Halles, og det er stadig et rigtigt marked, hvor kvarterets kunder gør deres ugentlige indkøb: restaureringen bevarede både bygningen og funktionen uden at gøre det til en madhal. Det lukker midt på eftermiddagen og har lukket om søndagen.
Er Zaragoza dyr at spise i?
Uden for Fiestas del Pilar er den en af de mest rimelige provinshovedstæder i Spanien. I ugen omkring den 12. oktober bliver byen helt fyldt op, og alt kører i en anden skala, med køer og andre priser. Om sommeren, med over fyrre grader, flytter livet over i natten, og aperitiffen ved middagstid mister sin mening.
Praktisk information
HvorEl Tubo, mellem Coso og plaza de España. Og Magdalena-kvarteret, der er mere lokalt.
SpisetiderAperitif fra kl. 13 til 15; aftenrunde fra kl. 20:30.
MarkedetMercado Central, fra 1903. Lukker midt på eftermiddagen og har lukket om søndagen.
Hvad du skal bestilleTernasco de Aragón, borraja, migas, longaniza de Graus og jamón de Teruel.
DrikkeVin fra Cariñena, Campo de Borja, Calatayud eller Somontano.
SommerMed over 40 grader flytter livet over i natten: terrasserne fyldes fra klokken ti om aftenen.
På kortet
🎧 Med Viavoy
Gå gennem Zaragoza og lyt i dit eget tempo
Download Viavoy og gå gennem Zaragoza offline, når du vil.