Mercado de Nuestra Señora de África
»La Recova« for alle her. Nykolonial stil fra 1944, med en gård i midten og gallerier. Kanarisk ost, gofio, gamle kartoffelsorter og dagens fisk.

Kartoffelsorter bragt fra Amerika i 1500-tallet, som har overlevet her, ristet mel, der er ældre end erobringen, og gedeoste, der næsten aldrig forlader øerne.
🎧 På ruten García Sanabria-parken og Mercado de ÁfricaDet kanariske køkken ligner intet andet spansk køkken, og grunden er geografisk: øerne lå tusind kilometer tættere på Amerika end det spanske fastland i de århundreder, hvor det blev afgjort, hvad Europa skulle spise. Resultatet er et spisekammer med råvarer, der ikke er hverdagskost noget andet sted i landet.
Papas arrugadas, rynkede kartofler, er den emblematiske ret: små kartofler kogt med skrællen på i masser af salt, til vandet er fordampet, og skindet er rynket og dækket af en tynd saltskorpe. De spises hele, med skindet, og dyppes.
Det interessante er sorterne. De gamle kanariske kartofler nedstammer fra knolde bragt fra Amerika i 1500-tallet, og mange af dem er praktisk talt forsvundet der, hvor de kom fra: her dyrkes de stadig på små lodder i bjergene, med navne som papa negra, bonita eller borralla.
Mojos er de to saucer, der følger med næsten alt. Mojo rojo, eller picón, laves af tørret peber, hvidløg, spidskommen, olie og eddike og hører til kødet. Mojo verde, med koriander eller persille, hører til fisken. De serveres for sig, i en skål, og man dypper.
Og fisken er i en havneby det mest pålidelige på ethvert menukort: vieja, cherne, sama og chicharro, den rigelige og billige fisk, der var grundlaget for byens fiskeres kost, og som gav folk fra Santa Cruz deres øgenavn, chicharreros.
»La Recova« for alle her. Nykolonial stil fra 1944, med en gård i midten og gallerier. Kanarisk ost, gofio, gamle kartoffelsorter og dagens fisk.
Download appen og oplev Santa Cruz de Tenerife offline, når du vil. Gå turen García Sanabria-parken og Mercado de África med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Gofio er mel af ristet korn – millo (majs), hvede eller byg – og det er den ældste føde på De Kanariske Øer: guancherne, øens oprindelige befolkning, spiste det, før nogen kom fra Europa. Det er et af de meget få elementer fra den kultur, der har overlevet intakt.
Det bruges på tusind måder: æltet med bouillon, drysset over gryderetten, pisket med mælk eller banan, i desserter. I begyndelsen forvirrer det, og så viser det sig at være temmelig vanedannende. At bestille det er den hurtigste måde at spise noget ægte førspansk på.
Ostene er det andet store kapitel. De kanariske oste er for det meste gedeoste, med egne oprindelsesbetegnelser på flere af øerne, og de spises friske, halvlagrede eller røgede. De forlader næsten aldrig øgruppen, så de er en af de ting, du kun kan smage her.
Blandt gryderetterne er der rancho canario og puchero, med kikærter, kød og grøntsager, og sancocho, saltfisk med papas og mojo, som er en ret til Semana Santa (påskeugen). Og til dessert bienmesabe, med mandler og honning, og frangollo, igen lavet af millo.
Til at drikke de kanariske vine, der oplever en fremragende periode. De dyrkes i vulkansk jord, med vinmarker, der på nogle af øerne vokser i huller gravet ned i asken, og sorterne – listán negro, malvasía, marmajuelo – findes ikke noget andet sted.
Mercado de Nuestra Señora de África er det første obligatoriske stop, og om formiddagen: det er her, du ser hele spisekammeret på én gang, og her forklarer sælgerne, hvad hver ting er. Efter middagstid stilner det meget af.
Vil du sætte dig, har området i den gamle bydel omkring calle del Castillo og dens parallelgader ægte kanarisk mad til rimelige priser, med den fordel, at det ligger på samme rute som Plaza de España og Palacio de Carta.
Området La Noria og gaderne ved kløften, nær TEA og kirken La Concepción, samler udeserveringer og aftenliv. Det er her, byen går ud.
Et nyttigt råd: på De Kanariske Øer er restaurantpriserne som regel lidt lavere end på det spanske fastland, og IGIC – den lokale afgift – er lavere end momsen på fastlandet. At spise godt her er til at betale.
Udgangspunktet for den gamle bydel, med restaurantgaderne et stenkast væk. Omkring calle del Castillo finder du kanarisk mad til rimelige priser.
Området La Noria omkring den samler udeserveringer og aftenliv. Det er kvarteret, hvor byen går ud.
Små kartofler kogt med skrællen på i masser af salt, til vandet er fordampet, og skindet er rynket og dækket af en tynd saltskorpe. De spises hele, med skindet, dyppet i mojo. Mange af de sorter, der bruges, nedstammer fra knolde bragt fra Amerika i 1500-tallet, som næsten er forsvundet der, hvor de kom fra.
Mojo rojo, eller picón, laves af tørret peber, hvidløg, spidskommen, olie og eddike og hører traditionelt til kødet og kartoflerne. Mojo verde laves med koriander eller persille og hører til fisken. De serveres for sig, i en skål, og den lokale regel er enkel: man dypper, man hælder ikke saucen over.
Mel af ristet korn – millo (majs), hvede eller byg – og den ældste føde på De Kanariske Øer: guancherne, den oprindelige befolkning, spiste det før den europæiske erobring. Det er et af de meget få elementer fra den kultur, der har overlevet intakt. Det spises æltet med bouillon, drysset over gryderetten, pisket med mælk eller i desserter.
På grund af chicharro, en rigelig og billig fisk, der var grundlaget for byens fiskeres kost. Det begyndte som drillerier fra nabobyen La Laguna, dengang hovedstad og fornem adelsby, og folk fra Santa Cruz endte med at tage navnet til sig med stolthed, som det plejer at gå med træffende øgenavne.
I høj grad, og den oplever en fremragende periode. Den dyrkes i vulkansk jord, med vinmarker, der på nogle af øerne vokser i huller gravet ned i asken for at beskytte dem mod vinden, og sorterne – listán negro, malvasía, marmajuelo – findes ikke noget andet sted. Det er en af de ting, det bedst kan betale sig at smage her.
Markedet La Recova om formiddagen, for at forstå spisekammeret. Vil du sætte dig, har gaderne i den gamle bydel omkring calle del Castillo ægte kanarisk mad til rimelige priser. Og området La Noria, ved kløften, samler udeserveringer og aftenliv: det er her, byen går ud.
Det er som regel lidt billigere end på det spanske fastland, blandt andet fordi IGIC, den lokale indirekte afgift, er lavere end momsen på fastlandet. I en hovedstad som Santa Cruz arbejder de fleste restauranter desuden for byens egne folk og ikke for gennemrejsende turister, og det hjælper en hel del på forholdet mellem pris og kvalitet.
Download Viavoy og gå gennem Santa Cruz de Tenerife offline, når du vil.

Læs videre



