Messeområdet på Tenerife
Calatrava i 1996, syv år før Auditorio. Over 40.000 m² med en øverste hal på 12.000 uden en eneste søjle. Karnevallet søger ly her, når det regner.

En hovedstad med to hundrede tusind indbyggere og fem bygninger af internationale navne på under to kilometer. Hvordan det kom dertil, og i hvilken rækkefølge du skal se dem.
🎧 På ruten Koncerthuset, Palmetum og havnefrontenDet er en anomali, der er svær at forklare og meget let at nyde: i en by på Santa Cruz' størrelse findes der to værker af Santiago Calatrava, to af Herzog og de Meuron og César Manriques sidste store værk, alle inden for gåafstand. Her er ruten og frem for alt den rækkefølge, der får dem til at give mening.
Messeområdet på Tenerife, øens messe- og kongrescenter, blev indviet i maj 1996 og var arkitektens første store værk i byen. Det er afdæmpet, symmetrisk, helt hvidt, og bedriften er skjult: den øverste hal fylder omkring tolv tusind kvadratmeter uden en eneste søjle i midten, det største overdækkede rum på øgruppen.
De buede ribber, du ser udefra, er ikke pynt: de er det bærende system, der gør det store frie spænd muligt. Det er Calatrava, der løser et problem, før hans formsprog blev et genkendeligt varemærke.
Auditorio de Tenerife, påbegyndt i 1997 og indviet den 26. september 2003, er det modsatte: ren gestus. Den store hvide bølge hviler på kun to punkter og svæver, og den er beklædt med trencadís, mosaikken af knuste keramikstykker, som Gaudí gjorde populær i Barcelona.
Den kostede også langt mere end planlagt, tæt på mere end det dobbelte af budgettet, et mønster, der går igen i denne arkitekts værker, og som er en del af den offentlige debat om bygningen. Fra den dag, den åbnede, begyndte man at kalde Santa Cruz Atlanterhavets Sydney.
Calatrava i 1996, syv år før Auditorio. Over 40.000 m² med en øverste hal på 12.000 uden en eneste søjle. Karnevallet søger ly her, når det regner.
Den hvide bølge fra 2003, beklædt med trencadís og hvilende på to punkter. Hjemsted for Tenerifes symfoniorkester og med sit eget operakompagni.
Download appen og oplev Santa Cruz de Tenerife offline, når du vil. Gå turen Koncerthuset, Palmetum og havnefronten med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Den schweiziske tegnestue bag Tate Modern stod i 2006 for ombygningen af Plaza de España med den kunstige sø af saltvand, pumpet op fra Atlanterhavet, midt på den største plads på De Kanariske Øer.
Og i 2008, sammen med Virgilio Gutiérrez fra Tenerife, TEA ved bredden af Santos-kløften: beton og lys med ramper, der inddrager selve kløften i ruten i stedet for at vende den ryggen.
Den beslutning er nøglen til bygningen. Kløfterne er De Kanariske Øers geologiske kendemærke – dybe løb skåret ind i den vulkanske klippe – og i byerne bliver de som regel bagsiden af det hele. Her bliver kløften en facade.
Inde i TEA ligger desuden verdens bedste samling af Óscar Domínguez, surrealisten fra Tenerife, der slog igennem i mellemkrigstidens Paris side om side med Breton og Picasso og opfandt dekalkomanien. Det er et af de få tilfælde, hvor indholdet lever op til bygningen.
Og der er et tredje kapitel fra samme tegnestue i byen, som næsten ingen sætter i forbindelse med det: det var anlægsarbejdet på pladsen, der bragte San Cristóbal Slot frem i lyset, fæstningen fra 1500-tallet, der lå begravet under jorden, og som i dag kan besøges i et underjordisk galleri.
Parque Marítimo César Manrique er kunstneren fra Lanzarotes sidste store værk på Tenerife: saltvandsbassiner, vandfald og sort vulkansk klippe på toogtyve tusind kvadratmeter vundet fra havet. Manrique døde i en ulykke i 1992, og parken blev indviet i 1995, uden ham.
Hans bidrag er ikke formelt, men ideologisk: han mente, at arkitekturen på De Kanariske Øer skulle vokse ud af det vulkanske landskab i stedet for at blive tvunget ned over det, og på en øgruppe, der var ved at blive fyldt op med vilkårligt turistbyggeri, var det en radikal holdning.
Ruten slutter med Palmetum, som ikke er arkitektur af et stort navn, men byens bedste byplanidé: tolv hektar botanisk have anlagt oven på den gamle kommunale losseplads, forseglet og beplantet på ny og åbnet i 2014.
Og som historisk modvægt to bygninger, der forklarer, hvor alt det her kommer fra: Palacio de Carta, kanarisk barok fra 1721-1752 med sin gård af tea, den harpiksrige kerne af kanarisk fyr, og Frimurertemplet, Spaniens største, med en facade af sfinkser og egyptiske søjler, rejst fra 1900.
Herzog og de Meuron med Virgilio Gutiérrez, 2008. Den inddrager kløften i ruten og rummer verdens bedste samling af Óscar Domínguez.
Manriques sidste store værk, indviet i 1995, tre år efter hans død. Saltvand, vulkansk klippe og ikke én skurrende lige linje.
Fem af internationale navne inden for gåafstand: to af Santiago Calatrava – Recinto Ferial fra 1996 og Auditorio fra 2003 –, to af Herzog og de Meuron – Plaza de España fra 2006 og TEA fra 2008 – og César Manriques Parque Marítimo, indviet i 1995. Det er en meget usædvanlig koncentration i en by af den størrelse.
Auditorio de Tenerife, uden diskussion. Dens store hvide bølge beklædt med trencadís hviler på kun to punkter og gjorde Santa Cruz til et arkitektonisk ikon i hele verden fra indvielsesdagen i september 2003. Den kaldes Atlanterhavets Sydney, og sammenligningen er uundgåelig.
En beklædning lavet af knuste keramikstykker, der er sat sammen igen til en sammenhængende overflade. Gaudí gjorde den populær i Barcelona, i Park Güell og Casa Batlló, og Calatrava tager den op igen her til Auditorio. På afstand ser den glat og hvid ud; tæt på bliver den til et tæppe af fragmenter.
Den endte tæt på mere end det dobbelte af budgettet, et mønster, der går igen i næsten alle Calatravas store projekter, og som er en del af den offentlige debat om hans værker. Resultatet er uomtvisteligt som ikon, men merprisen er en oplysning, der er værd at kende, når du vurderer bygningen.
En idé snarere end en form: at arkitekturen på De Kanariske Øer skulle vokse ud af det vulkanske landskab i stedet for at blive tvunget ned over det. På en øgruppe, der i tresserne og halvfjerdserne var ved at blive fyldt op med vilkårligt turistbyggeri, var det en radikal holdning, og på Lanzarote blev den ligefrem øens politik. Parque Marítimo er hans sidste store værk.
To, og de er omvejen værd. Palacio de Carta, kanarisk barok fra 1721-1752, med en gård af tea, der har stået urørt i tre århundreder; og Frimurertemplet, rejst fra 1900 og det største frimurercenter, der nogensinde har eksisteret i Spanien, med sfinkser og egyptiske søjler på facaden.
En lang halv dag. Havnefronten – Auditorio, Parque Marítimo, Recinto Ferial og Palmetum – kan gås fra ende til anden ad en flad og sammenhængende promenade, og TEA og Plaza de España ligger i centrum, ti eller tyve minutters gang væk. Hvis du også går ind i Auditorio og TEA, så regn med en hel dag.
Download Viavoy og gå gennem Santa Cruz de Tenerife offline, når du vil.

Læs videre



