Museo Néstor
»Atlanterhavets digt«, »Jordens digt« og resten af hans værk. Billig entré og femogfyrre minutter, der kræver ro.

En symbolistisk maler og en rationalistisk arkitekt satte sig for at skabe en egen æstetik for øerne. En god del af det, man i dag fotograferer i Las Palmas, er deres værk.
🎧 På ruten Ciudad Jardín, Parque Doramas og Pueblo CanarioNéstor Martín-Fernández de la Torre var maler og hans bror Miguel arkitekt, og sammen formede de Las Palmas' moderne ansigt. Villakvarteret, den store park, det genopbyggede teater og en traditionel landsby, der aldrig har eksisteret: alt det kom ud af det samme dobbelte hoved.
Néstor var symbolistisk maler og jugendstilmaler, rejste rundt i Europa, slog igennem i Madrid, Barcelona og London og vendte hjem til sin ø med én besættelse: at skabe en egen æstetisk identitet for det kanariske, forskellig både fra turistidyllen og fra efterligningen af det spanske fastland.
Hans mest ambitiøse malerier er »Atlanterhavets digt« og »Jordens digt«, hvor havet og øernes landskab næsten bliver til mytologi: kroppe og bølger flettet ind i hinanden i intense farver, med en behersket erotik og en blanding af fantasi og rødder, der ikke ligner noget andet.
»Atlanterhavets digt« er ikke et enkeltstående maleri, men en cyklus tænkt som en symfoni om havet, med oceanet i forskellige sindsstemninger. Bagefter ville han gøre det samme med jorden. Han nåede ikke at gøre nogen af dem færdig: han døde i 1938, enoghalvtreds år gammel.
Og han var meget mere end en staffelimaler: han tegnede kostumer, teaterkulisser og møbler, og han forsøgte at opfinde sin egen arkitektoniske stil, neocanario, så øens huse og hoteller fik deres eget præg. Alt det kan ses i dag i Museo Néstor.
»Atlanterhavets digt«, »Jordens digt« og resten af hans værk. Billig entré og femogfyrre minutter, der kræver ro.
En opfundet traditionel landsby: Néstor udtænkte den i 1937, og hans bror Miguel byggede den. Om søndagen er der folklore i de dragter, han tegnede.
Download appen og oplev Las Palmas offline, når du vil. Gå turen Ciudad Jardín, Parque Doramas og Pueblo Canario med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Miguel Martín-Fernández de la Torre blev uddannet i Madrid, var Las Palmas' første stadsarkitekt og bragte den moderne arkitektur til øen. Hans signatur er overalt i byen.
Fra 1922 tegnede han Ciudad Jardín med inspiration fra de engelske havebyer, som Ebenezer Howard havde forestillet sig i slutningen af 1800-tallet: huse i en eller to etager med have foran og bagved, gader med træer, afskårne hjørner og små pladser med træer.
Hans er også Doramas-parken, indviet i 1950, da kommunen købte nogle haver af englænderne, der indtil da havde været private, for at åbne dem for alle.
Og hans er genopbygningen af Teatro Pérez Galdós efter branden i 1918, fuldført mellem 1925 og 1928. Det er der, de to brødre arbejdede tydeligst sammen: han stod for bygningen og Néstor for freskerne, glasmalerierne og lærrederne i Saint-Saëns-salen.
Det er svært at finde et sammenligneligt tilfælde i Spanien, hvor to brødre på den måde har formet en bys ansigt, hver fra sin egen disciplin og med et fælles æstetisk projekt.
Det værk, der bedst opsummerer projektet, er Pueblo Canario: hvidkalkede mure, balkoner af tea, den harpiksrige kerne af kanarisk fyr, træskodder med tremmeværk og en brolagt plads, der ser ud, som om de hører til en traditionel landsby. Det gør de ikke. Det er en perfekt kulisse, en opfundet landsby.
Néstor udtænkte den i 1937 som en »levende udstilling« af de kanariske skikke, og Miguel byggede den i stilen neocanario og blandede folkelig, kirkelig og militær arkitektur fra hele øgruppen. Den gengiver ingen virkelig landsby: den destillerer mange for at skabe et idealbillede.
Néstor nåede ikke at se den færdig: han døde i 1938, og anlægget blev først indviet i 1956. Næsten tyve år mellem idéen og virkeligheden.
Og den lever stadig: mange søndage danser folkedansergrupper isa, folía og malagueña på den plads til lyden af timplen, i de traditionelle dragter, som Néstor selv tegnede. Det var præcis, hvad han ville: at det kanariske ikke skulle være noget til montrer, men noget, man danser og synger.
Det samme formsprog ses på Hotel Santa Catalina, få meter derfra, hvis nuværende bygning er en genopbygning fra trediverne med tårne, balkoner og patioer i regionalistisk ånd.
Her arbejdede de to brødre sammen: Miguel genopbyggede bygningen efter branden i 1918, og Néstor signerede fresker, glasmalerier og lærreder.
Tegnet af Miguel og indviet i 1950, da kommunen købte nogle private haver af englænderne for at åbne dem for folket.
Nok den vigtigste kanariske kunstner i 1900-tallet: en symbolistisk maler og jugendstilmaler, der slog igennem i Madrid, Barcelona og London og vendte hjem til sin ø med en besættelse af at skabe en egen æstetisk identitet for det kanariske. Ud over at male tegnede han kostumer, kulisser og møbler, og han udtænkte en arkitektonisk stil, neocanario.
Et arkitektonisk formsprog, der skulle give øernes huse og hoteller deres eget præg ved at blande elementer fra øgruppens folkelige, kirkelige og militære arkitektur: hvidkalkede mure, balkoner af tea, tremmeværk, tårne. Néstor udtænkte det, og hans bror Miguel byggede det, og dets mest fuldstændige eksempel er Pueblo Canario.
Nej, og netop det er det interessante. Det er en opfundet landsby: Néstor udtænkte den i 1937 som en »levende udstilling« af de kanariske skikke, og hans bror Miguel byggede den ved at destillere elementer fra mange virkelige landsbyer for at skabe et idealbillede. Néstor døde i 1938, og anlægget blev først indviet i 1956.
Néstors to mest ambitiøse malericyklusser. Den første er tænkt som en symfoni om havet, med oceanet i forskellige sindsstemninger, fra stille vejr til storm; med den anden ville han gøre det samme med landskabet på land. Han nåede ikke at gøre nogen af dem færdig: han døde i 1938, enoghalvtreds år gammel.
Han var Las Palmas' første stadsarkitekt og bragte den moderne arkitektur til øen. Hans er planen for Ciudad Jardín fra 1922, inspireret af de engelske havebyer, Doramas-parken fra 1950, Pueblo Canario og genopbygningen af Teatro Pérez Galdós efter branden i 1918.
Tydeligst på Teatro Pérez Galdós: Miguel genopbyggede bygningen mellem 1925 og 1928 efter branden i 1918, og Néstor signerede den indvendige udsmykning med loftsfreskerne, glasmalerierne i jugendstil og lærrederne i Saint-Saëns-salen. Også i Pueblo Canario, udtænkt af den ene og bygget af den anden.
Isa, munter og hoppende; folía, langsom og inderlig, næsten en klagesang; og malagueña, med den tone, der kom fra Sydspanien og her blev til noget eget. Det hele til lyden af timplen, det lille kanariske instrument med fem strenge og hvælvet resonanskasse. Dragterne, som grupperne bærer, tegnede Néstor selv.
Download Viavoy og gå gennem Las Palmas offline, når du vil.

Læs videre



