Museo Canario
Verdens største samling af levn efter Gran Canarias gamle indbyggere, samlet siden 1879. En god time i roligt tempo.

Før 1478 levede her mennesker, hvis oprindelse og sprog der stadig diskuteres. Det, der er tilbage af dem, opbevares på et museum i Vegueta, grundlagt af en læge, som Rom forbød bogen for.
🎧 På ruten Vegueta: katedralen, Columbus og grundlæggerkvarteretDet mest fascinerende kapitel i Gran Canarias historie er det, der fandt sted, før nogen fra Europa kom hertil. De gamle kanarier havde levet her i århundreder, da Juan Rejón gik i land i 1478, og de gjorde modstand i fem år. Det, vi ved om dem, kan være i et museum i Vegueta, og det er langt mindre, end vi kunne ønske.
Museo Canario blev grundlagt i 1879 af Gregorio Chil y Naranjo, en læge fra øen, midt i 1800-tallets videnskabelige gæring, da halvdelen af Europa diskuterede Darwin og menneskets oprindelse.
Chil ville studere de gamle kanarier med en videnskabsmands stringens, og han samlede en kollektion, der i dag er enestående i verden. Det kostede ham dyrt: hans store værk om disse øers fortid havnede på Kirkens indeks over forbudte bøger, fordømt af Rom.
Museet har bevaret den ånd fra 1800-tallet – montrer af træ, systematisk orden, en stemning af kuriosakabinet – og det er en del af dets styrke. Det er ikke et moderniseret museum med skærme: det er et arkiv fra en anden tid, som stadig fungerer.
Det, der gør størst indtryk, er den antropologiske samling: hundredvis af kranier og mumier ordnet i montrer. Det er ikke sensationslyst. Det er den eneste måde, der findes, at se de mennesker i øjnene, som levede her, før nogen udefra kom.
Verdens største samling af levn efter Gran Canarias gamle indbyggere, samlet siden 1879. En god time i roligt tempo.
Download appen og oplev Las Palmas offline, når du vil. Gå turen Vegueta: katedralen, Columbus og grundlæggerkvarteret med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Pintaderas er stempler af ler med geometriske mønstre, og hvad de blev brugt til, diskuteres stadig: ejermærke på de fælles kornlagre, kropsudsmykning, familiesymbol. Ingen ved det med sikkerhed, og den usikkerhed er netop det, der gør dem fascinerende.
Tara-idolet er en siddende figur af brændt ler med stærkt fremhævede kropsformer, og den er blevet et symbol for øen. Forskerne mener, at den legemliggjorde frugtbarheden, men vi kender hverken dens rigtige navn eller den tro, den hørte til. Den er opkaldt efter området Tara, nær Telde, hvor den blev fundet.
Uvidenheden er grundtonen i hele dette kapitel. Vi ved, at de gamle kanarier var i slægt med berberfolkene i Nordafrika, at de mumificerede deres døde, at de boede i huler og stenhuse, og at de havde befæstede fælles kornlagre. Om resten diskuteres næsten alt.
Mumificeringen er også bevaret, et iøjnefaldende træk: de præparerede ligene og lagde dem i gravhuler, og flere af de mumier står i dag i museets montrer.
Erobringen tog fem år, fra 1478 til 1483, en voldsom tid for en ø af denne størrelse. De gamle kanarier forsvarede sig ved at udnytte terrænet – klipper og kløfter – indtil Gáldars guanarteme blev taget til fange og endte med at slutte aftale med Kastilien.
Den skikkelse, der bedst legemliggør den modstand, er Doramas, en høvding af ydmyg herkomst, der vandt kommandoen alene ved sit mod, noget yderst sjældent blandt de gamle kanarier. Han faldt i kamp omkring 1481, ifølge traditionen i en tvekamp nær Arucas.
Hans navn står i dag på Doramas-parken, den store have i centrum, der fik det navn allerede i 1900-tallet. Det var en bevidst måde at hævde øens førspanske rødder på og minde om, at der før erobringen allerede boede et folk her med sine egne helte.
Modstykket ser du i Vegueta: kapellet San Antonio Abad, hvor den første messe blev holdt i 1478, eller Casa de Colón, der var residens for guvernøren over den nyerobrede ø. De to fortællinger lever side om side i samme kvarter, fem minutter fra hinanden.
Den bærer navnet på den indfødte høvding, der gjorde modstand mod Kastilien og faldt i kamp omkring 1481. At give den det navn i 1900-tallet var en bevidst markering.
Her blev byens første kirke rejst i 1478, og her blev den første messe holdt. Kilometer nul i den anden fortælling, erobrernes.
Den befolkning, der boede på Gran Canaria før den kastilianske erobring, i slægt med berberfolkene i Nordafrika. De boede i huler og stenhuse, havde befæstede fælles kornlagre og mumificerede deres døde. Om deres sprog, deres religion og en stor del af deres samfundsorden diskuteres stadig næsten alt.
Stempler af ler med geometriske mønstre, typiske for Gran Canaria, hvis brug stadig diskuteres: de kan have været ejermærker på de fælles kornlagre, stempler til kropsudsmykning eller familiesymboler. Mange er bevaret i El Museo Canario, og de er et af de mest genkendelige billeder af øens førspanske fortid.
En lille siddende figur af brændt ler med stærkt fremhævede kropsformer, som er blevet et symbol for øen. Den er opkaldt efter området Tara, nær Telde, hvor den blev fundet. Forskerne mener, at den legemliggjorde frugtbarheden, men man kender hverken dens rigtige navn eller den konkrete tro, den hørte til.
Fem hele år, fra 1478 til 1483, hvilket er overordentlig længe for en ø af denne størrelse. De gamle kanarier forsvarede sig ved at udnytte hver klippe og hver kløft. Til sidst blev deres leder, Gáldars guanarteme, taget til fange og endte med at slutte aftale med Kastilien.
En indfødt høvding, der ledte modstanden mod de kastilianske tropper. Hans skikkelse har noget særligt: han kom ikke fra en adelig familie, han var af ydmyg herkomst, og alligevel vandt han kommandoen alene ved sit mod, noget yderst sjældent blandt de gamle kanarier. Han faldt i kamp omkring 1481, ifølge traditionen i en tvekamp nær Arucas.
Fordi de gamle kanarier mumificerede deres døde: de præparerede ligene og lagde dem i gravhuler, og det har gjort, at de er bevaret. El Museo Canario har siden 1879 samlet verdens største samling af disse levn, og det er den eneste måde, der findes, at studere den befolkning direkte.
Den gør indtryk, ja: det er hundredvis af kranier og flere mumier ordnet i montrer af træ fra 1800-tallet. Men den er ikke tænkt som et skue eller som sensationslyst, men som et videnskabeligt arkiv, og virkningen er mere bevægelse end afsky. Det er nok det besøg, der mest ændrer den måde, du ser øen på.
Download Viavoy og gå gennem Las Palmas offline, når du vil.

Læs videre



