Palmer, appelsintræer, bænke og en konge af bronze til hest i midten. Plaza Nueva er den store, åbne dagligstue i Sevillas centrum, stedet, hvor byen samles, når der er noget at fejre, og hvor sporvognen kører, der binder den gamle bydel sammen. Navnet – »den nye plads« – skal tages bogstaveligt: den blev åbnet i 1800-tallet på grunden af et kæmpemæssigt kloster, San Francisco, der fyldte hele denne karré og blev revet ned for at give luft til en by, der ingen havde.
Klostret, der fyldte denne karré
Casa Grande de San Francisco var i århundreder Sevillas største kloster med flere klostergange, køkkenhaver, kirke og et fællesskab på flere hundrede munke. Det fyldte alt det, der i dag er pladsen, og en god del af de tilstødende gader, og facaden vendte ud mod nabopladsen, Plaza de San Francisco, hvor Ayuntamiento ligger.
Sekulariseringen af kirkegodset i 1800-tallet tømte det, en brand skadede det, og byrådet besluttede at rive det ned for at åbne et offentligt rum. Det var en af de byplanoperationer, som vi i dag ville kalde en kulturarvsskandale, og som dengang blev oplevet som fremskridt: præcis samme ræsonnement, som fejede bymurene og Caños de Carmona væk.
Det tog pladsen årtier at finde sin form. Den skiftede navn flere gange efter skiftende styrer – de la Infanta, de San Fernando, de la República – indtil den endte med det enkleste af dem alle. Dens nuværende udseende, med den lyse belægning og rækkerne af palmer, stammer fra en ombygning i begyndelsen af dette århundrede.
Ferdinand III, helgenen med de fire sprog
Rytterstatuen i midten er Ferdinand III, den kastilianske konge, der indtog Sevilla i 1248, og som blev helgenkåret i 1671. For byen er han ikke bare endnu en konge: han er San Fernando, byens skytshelgen, og hans legeme opbevares i en sølvurne i Capilla Real i katedralen, hvor det udstilles flere gange om året.
Den detalje, der er rejsen værd, sidder på den grav, ikke her: gravskriften er skrevet på fire sprog – latin, kastiliansk, arabisk og hebraisk. Midt i 1200-tallet anerkender erobrerens grav, at byen blev skabt på samme tid af kristne, muslimer og jøder.
Statuen er fra 1924, og på soklen ses figurer knyttet til erobringen. Den blev rejst i samme fremstød, som gav Sevilla Plaza de España og en god del af byens nuværende ansigt: årene før Den Iberoamerikanske Udstilling i 1929, hvor byen opfandt sig selv helt på ny for at vise sig frem.
Gå ikke glip af
Det forsvundne kloster
Casa Grande de San Francisco fyldte hele karreen. 1800-tallet byttede det for luft.
San Fernando til hest
Kongen, der indtog byen i 1248, blev helgenkåret i 1671 og har været Sevillas skytshelgen lige siden.
Gravskriften på fire sprog
Latin, kastiliansk, arabisk og hebraisk på erobrerens grav inde i katedralen.
Sporvognens endestation
Her ender MetroCentro: det mest praktiske sted at begynde eller slutte dagen.
Sådan passer den ind i dit besøg i Sevilla
Den er trafikknudepunktet i den historiske bykerne: her ender sporvognen MetroCentro, der kører ned til Puerta de Jerez og San Bernardo forbi Archivo General de Indias, og herfra starter eller passerer en god del af byens buslinjer.
Den er også et bekvemt udgangspunkt. Calle Sierpes begynder ved det nordøstlige hjørne, Iglesia de la Magdalena ligger fem minutter væk, katedralen syv og tyrefægterarenaen otte, ned mod floden.
En bemærkning om kalenderen: pladsen er den faste scene for sportsfejringer, julekoncerter og en stor del af byens arrangementer med mange mennesker. Hvis du rammer et af dem, så prøv ikke at krydse den; gå udenom ad calle Barcelona.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor ærer Sevilla denne konge så meget?
Fordi han for os ikke bare er en konge: Han er en helgen. Kirken helgenkårede Ferdinand III i 1671, århundreder efter hans død, og siden da er han San Fernando, byens skytshelgen. Hans legeme opbevares i katedralen, og man fortæller, at det holdt sig forbløffende intakt i lang tid, hvilket gav næring til ryet for hans hellighed. Hver maj tager man det frem, så vi sevillanere kan se det. Den bronzerytter, der troner over pladsen, er ikke en pynt: Det er manden, byen beder til.
Har hans grav noget helt enestående?
Ja, og for mig er det den smukkeste lektie i hele Sevilla. På hans grav i katedralen er gravskriften skrevet på fire sprog: latin, castiliansk, arabisk og hebraisk. Det er en anerkendelse af, at denne by blev skabt af kristne, muslimer og jøder på én gang, og af, at kongen vidste det. Den monark, der erobrede den med våben, ville alligevel huskes på alle dens indbyggeres sprog. Få sten siger så meget med så få ord.
