Seville · Seværdigheder

Plaza de España

Hundrede og halvfjerds meter i diameter, en halvcirkel af mursten og keramik, der åbner sig som to arme, to tårne på fireoghalvfjerds meter i enderne og en sejlbar kanal hele vejen rundt. Plaza de España er Aníbal González' hovedværk og det største værk i den andalusiske regionalisme, bygget til Den Iberoamerikanske Udstilling i 1929. Det er også med afstand det mest fotograferede sted i Sevilla og et af de få, der lever op til enhver forventning, hvor høj den end er.

En omfavnelse mod Amerika

Formen er ikke et æstetisk lune. Aníbal González tegnede pladsen som en gestus: en halvcirkel, der ikke lukker sig om sig selv, men åbner sig mod Guadalquivir, altså mod den flod, som skibene til og fra Amerika i to århundreder sejlede ad. Udstillingen i 1929 skulle være en forsoning med de tidligere kolonier, og denne bygning er den idé oversat til mursten.

Byggeriet trak ud i næsten femten år, fra 1914 til indvielsen i maj 1929. Budgettet eksploderede, González trådte tilbage som leder af udstillingen, træt af stridighederne om omkostningerne, og satte sit omdømme og en god del af sine egne penge ind på pladsen. Han døde få uger efter at have set den indviet, tooghalvtreds år gammel.

Stilen er det, man her kalder regionalisme: blank mur, azulejo-fliser fra Triana, smedejern og marmor, blandet med træk fra mudéjar, gotik og renæssance. Det er ikke en efterligning af fortiden, men en opfindelse fra 1900-tallet, der bruger lokale materialer og håndværk. En god del af det billede, verden har af Sevilla, blev født her.

Naboo, Kairo og ekkoet under arkaderne

Filmen har brugt den meget og godt. Den var det britiske hovedkvarter i Kairo i Lawrence af Arabien og frem for alt kongepaladset på planeten Naboo i Star Wars Episode II, en scene, der hvert år bringer tusindvis af besøgende hertil på jagt efter præcis det sted, den blev optaget fra.

Prøv ekkoet. Under arkadegangen sender hvælvingen visse steder lyden tilbage med overraskende klarhed; gademusikanterne ved det og stiller sig altid de samme steder. Det er en af de ting, der ikke står i nogen guide, og som du kun opdager ved at gå langsomt under arkaderne.

Gå op i det øverste galleri, hvis det er åbent, og gå halvcirklen rundt oppefra: Udsigten over hele pladsen, med kanalen, broerne og Vicente Travers springvand i midten, er langt bedre end fra jorden. Bygningerne huser i dag offentlige kontorer, så adgangen til nogle områder er begrænset.

Gå ikke glip af

Halvcirklen, der åbner sig mod floden

Den lukker sig ikke: Den åbner sig mod Guadalquivir, altså mod Amerika. Formen er budskabet.

De to tårne på 74 meter

Byens højeste efter Giralda, tilføjet mod halvdelen af komitéens vilje.

Naboo og Lawrence af Arabien

Kongepalads i Star Wars og britisk hovedkvarter i Kairo, uden at flytte en eneste mursten.

Ekkoet under arkaderne

Visse steder i galleriet sender hvælvingen lyden tilbage. Gademusikanterne kender dem udenad.

Sådan passer den ind i dit besøg i Sevilla

Pladsen ligger i udkanten af Parque de María Luisa, ti minutters gang fra Antigua Real Fábrica de Tabacos og tyve fra katedralen gennem Jardines de Murillo.

Før du går, så tag turen langs de 48 provinsbænke – find din egen, det er det obligatoriske ritual – og gå ned til kanalen for at ro en tur: Bådene koster ikke meget og er den bedste måde at se halvcirklen nedefra.

Det bedste tidspunkt er tidligt om morgenen eller i eftermiddagens sidste lys. Midt på dagen om sommeren er pladsen en stegepande uden skygge: Murstenene samler varme, og der er ingen steder at søge ly. Tager du dertil i juli eller august, så kom tidligt, og fortsæt bagefter ind i parken, hvor der faktisk er skygge.

Ofte stillede spørgsmål

Og hvad blev der af manden, der forestillede sig den?

Aníbal González satte livet til her, og næsten bogstaveligt. År før indvielsen trådte han tilbage som leder af byggeriet, træt af stridighederne om omkostningerne, og han hældte sit prestige og en god del af sin egen formue i pladsen. Han døde i 1929, blot nogle uger efter at have set den indviet, i meget beskedne økonomiske kår. Manden, der gav Sevilla dens mest fotograferede hjørne, gik bort næsten ruineret. Hvert billede, der bliver taget her i dag, er uden at nogen ved det en lille hyldest til ham.

Hvorfor lige i 1929?

Fordi Spanien ville prale over for verden på to fronter på én gang. Samme år holdt man to store udstillinger samtidig: denne, Den Iberoamerikanske Udstilling i Sevilla, med blikket mod Amerika, og verdensudstillingen i Barcelona, med blikket mod Europa. I Barcelona blev i øvrigt Mies van der Rohes berømte tyske pavillon opført, et ikon i moderne arkitektur. To byer, to udstillinger, samme år: det var datidens Spaniens store udstillingsvindue, fast besluttet på at blive set.

Oplev Seville og lyt i dit eget tempo

Oplev den med lokale guider, i dit eget tempo og offline.

Viavoy-appen

Flere steder i Seville

Plaza de Santa Cruz

Tyrefægterarenaen Real Maestranza

Plaza del Altozano

Plaza del Pumarejo

Plaza del Triunfo

Plaza Nueva