Det er Trianas dagligstue: stedet, hvor broen munder ud, hvor busserne holder, hvor kvarteret krydser sig selv på alle tider af døgnet. Palmer, et par bronzefigurer, folk, der går ind og ud af markedshallen, og i baggrunden floden. Navnet er ikke pynt: altozano betyder en lille høj, og denne svage forhøjning var det terræn, der var længst om at komme under vand, når Guadalquivir gik over sine bredder. Triana organiserede sig omkring det punkt, der ikke blev oversvømmet.
Kvarteret, der kæmpede mod floden
Triana voksede op på den anden side af vandet som en forstad for søfolk og pottemagere, med sit eget liv og en så markant identitet, at beboerne i århundreder sagde »at tage til Sevilla«, når de mente at gå over broen. Det var keramikernes, sømændenes og fiskernes kvarter og senere også kvarteret for en stor del af byens romafamilier.
Floden straffede det igen og igen. De historiske oversvømmelser satte de lave huse under vand og tvang hele kvarteret til at blive genopbygget; på nogle gamle facader kan man stadig se mærkerne efter højvandet. Altozano holdt sig tør længere og blev derfor mødestedet og forstadens administrative hjerte.
Løsningen kom i 1900-tallet med kolossale ingeniørarbejder: Slyngninger blev skåret over, det levende flodløb blev ledt uden om, og strækningen forbi Triana blev forvandlet til et reguleret bassin. Det stille vand, du ser i dag, er resultatet af at have tæmmet en flod, der åd kvarteret med få års mellemrum.
De to bronzefigurer, og hvad de fortæller
Den ene er monumentet for Juan Belmonte, tyrefægteren, der blev født her, og som forandrede tyrefægtningen i begyndelsen af 1900-tallet: Det var ham, der begyndte at fægte stillestående, på tyrens eget terræn, når det normale var at bevæge sig. Hans figur, slank og med den fremskudte hage, der gjorde ham umiskendelig, ser ud mod kvarteret.
Den anden er Monumento al Arte Flamenco, en hyldest til det, der kom ud af disse gader. Triana var en af vuggerne for cante og baile, sangen og dansen, med hele familiedynastier viet til faget, og en del af den historie bliver fortalt i calle Pureza og i den gamle biograf Cine Triana, der i dag er forsvundet.
Der er et mindre behageligt kapitel, som er værd at kende: I halvtredserne og tresserne blev de corrales de vecinos (lejeboliger omkring en fælles gård), hvor mange af de familier boede, revet ned, og en stor del af Trianas romasamfund blev genhuset i bydele i udkanten. Trianas flamenco overlevede, men det Triana, der skabte den, blev pillet fra hinanden.
Gå ikke glip af
Punktet, der ikke blev oversvømmet
En forhøjning på to håndsbredder, der i århundreder afgjorde, hvor kvarterets centrum skulle ligge.
Juan Belmonte
Trianasønnen, der begyndte at fægte stillestående og forandrede faget. Hans bronzefigur ser ud mod kvarteret.
Monumento al Arte Flamenco
En hyldest til de dynastier, der kom ud af disse gader, før deres gårdboliger blev revet ned.
De små jernbalkoner
Halvrunde, på et hjørne af pladsen. De er med på alle billeder, og ingen ser på dem.
Sådan passer den ind i dit besøg i Sevilla
Altozano er det logiske udgangspunkt for enhver gåtur i kvarteret. Herfra løber Calle Betis langs floden, calle Pureza ind i kvarteret og calle San Jacinto, Trianas store handels- og gågade, mod vest.
På selve pladsen har du markedshallen og under den Castillo de San Jorge, og tyve meter væk Capilla del Carmen og Triana-broen, hvis du vil tilbage til centrum.
Læg, før du går, mærke til de små halvrunde jernbalkoner på et af hjørnerne: De er en meget typisk Triana-detalje og er med på næsten alle billeder af kvarteret, uden at nogen ved, hvad de ser på. Og vil du se det ægte Altozano, så kom en lørdag formiddag, når markedet er fyldt til bristepunktet.
Ofte stillede spørgsmål
Og hvordan holdt floden til sidst op med at oversvømme Triana?
Med enorme ingeniørarbejder, først i 1900-tallet. Sevilla besluttede at tæmme Guadalquivir: Man skar slyngninger af, og flodlejet blev lagt om og kanaliseret, så den vilde flod kom væk fra den gamle bydel. Derfor er det vand, du i dag ser så roligt ved Triana, i virkeligheden en kanal, som menneskehånd styrer, og ikke fortidens vilde flod. Truslen, der i århundreder holdt kvarteret i ånde, hørte endelig fortiden til.
