En kvadratisk plads med gamle træer, slidte bænke, legende børn, hunde uden snor og en bar med stolene ude. Her er ikke et eneste monument at fotografere, og alligevel er det et af de steder, hvor du bedst forstår Sevilla. Pladsen domineres af en stor bygning fra 1700-tallet, Palacio del Pumarejo, der blev bygget til en fornem herre, endte som en corrala – en lejekaserne omkring en fælles gård – med over tres familier og i dag i vid udstrækning drives af kvarteret selv. Det forløb er hele pladsens historie.
Halvfjerds huse revet ned for et lune
Paladset blev bygget omkring 1770 for en købmand, der var blevet rig, Pedro Pumarejo, og planen var ikke ligefrem beskeden: for at give plads til hans hus og åbne en plads foran det efter hans eget mål blev over halvfjerds boliger i kvarteret revet ned. Pladsen er ikke et offentligt rum arvet fra middelalderen, men det tomrum, en nedrivning efterlod.
Bygningen fik siden et yderst omtumlet liv. Den var kaserne for Napoleons tropper under besættelsen, derefter børnehjem, så skole, og til sidst blev den delt op i boliger, indtil den blev en corrala de vecinos, Sevillas form for folkelig bolig: små boliger, der vender ud mod gennemgående svalegange omkring en gård, med fælles toilet og vask.
Først i nullerne kom der planer om at gøre den til hotel. Beboerne organiserede sig, besatte bygningen og kæmpede i årevis. De fik den erklæret fredet kulturminde (Bien de Interés Cultural) i 2003 og fik den til at forblive, hvad den var. I dag lever gamle beboere, foreninger, værksteder og et værtshus side om side derinde.
Kvarteret, der ikke har solgt sig selv
Pumarejo fungerer som det sociale centrum for denne del af Macarena-kvarteret, og det, du ser på pladsen sidst på eftermiddagen, er ikke arrangeret for nogen: ældre mennesker i en rundkreds, unger på cykel, bordene ved baren optaget i tre timer af én kop kaffe. Det er præcis den slags scene, der er forsvundet fra den historiske bykerne.
Der er en konkret grund. Området lå uden for den monumentale rute og presset fra turistudlejning langt længere end Santa Cruz-kvarteret eller området omkring katedralen, og det gjorde, at livet i kvarteret kunne fortsætte. Det er også et af de områder i byen med flest indvandrere, hvilket har bragt butikker, smage og accenter med sig.
Beboerbevægelsen i Pumarejo har i to årtier været et forbillede i Spanien for, hvordan et kvarter kan bevare en bygning uden at gøre den til en attraktion. Hvis du går ind i paladsets gård, så gør det, som når man træder ind i et hjem: der bor mennesker derinde.
Gå ikke glip af
Halvfjerds huse for en plads
Det tomrum, du ser, er hullet efter en nedrivning i 1700-tallet for en privatmands lune.
Palads, kaserne, børnehjem, corrala
Bygningen har været det hele. I dag drives den delvis af kvarteret selv.
Kampen i 2003
Beboerne stoppede ombygningen til hotel og fik den erklæret fredet kulturminde.
El Jueves i calle Feria
Loppemarked dokumenteret siden 1200-tallet, fem minutter væk. Sandsynligvis Spaniens ældste.
Sådan passer den ind i dit besøg i Sevilla
Den ligger i calle San Luis, mellem Iglesia de San Luis de los Franceses, fem minutter væk, og Alameda de Hércules, yderligere fem. Mod nord fortsætter gaden til Basílica de la Macarena og Arco de la Macarena.
Lige i nærheden ligger markedshallen i calle Feria, Sevillas ældste, og om torsdagen stilles El Jueves op omkring den, et loppemarked, der er dokumenteret siden 1200-tallet og sandsynligvis er Spaniens ældste. Hvis dit besøg falder på en torsdag formiddag, så læg planen om, og tag derhen.
Det er ikke et stop på tyve minutter med et foto. Det er et sted, hvor du sætter dig på en terrasse, bestiller noget og ser kvarteret gå forbi. Det er præcis så meget værd, som du vil give det.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er en corrala helt præcist?
Det er den mest beskedne og mest sevillanske måde at bo sammen på. En corrala er et stort hus bygget op om en central gård, med gennemgående svalegange på hver etage, som alle boligernes døre vender ud mod. Bad og vaskekar var som regel fælles, og hele livet foregik i den gård: tøjet på snorene, gryderetterne, skænderierne og festerne for alle beboerne. Forestil dig dette fornemme gamle hus fyldt op til taget med familier, der delte én og samme gård. Fællesliv i ren form.
Og hvordan endte det i kvarterets hænder?
Ved at kæmpe. I begyndelsen af totusinderne ville man lave det gamle hus om til et hotel, og beboerne sagde stop: De dannede en forening, besatte bygningen og kæmpede i årevis for at redde den. Takket være dem blev den erklæret fredet kulturminde (Bien de Interés Cultural) i 2003 og forblev, hvad den var, et sted for folket. Her var det hverken en konge eller en rigmand, der reddede den: Det var almindelige mennesker. Og det er, i Sevilla, ikke så lidt.
