Du skal bare krydse trægrænsen for at mærke forskellen: Temperaturen falder flere grader, trafikstøjen forstummer, og jorden bliver til albero, den gule, bløde jord, der dæmper skridtene. Glorieta de San Diego er en af de naturlige porte til Parque de María Luisa, og den fungerer som en sluse mellem to byer: den monumentale af sten og sol og den anden af skygge, vand og fugle.
En have tænkt imod varmen
Parken, som du ser den, blev tegnet mellem 1911 og 1914 af den franske landskabsarkitekt Jean-Claude Nicolas Forestier, konservator for de store parker i Paris og ophavsmand til haver i Barcelona, Havana og Buenos Aires. I stedet for at påtvinge stedet en fransk have med lige kig og symmetriske bede gjorde han noget, der var langt klogere.
Han så på Alhambra og på haverne i Real Alcázar, som lå ti minutter væk, og overtog deres logik: stier, der bugter sig og krydser hinanden, så der aldrig er en lang lige strækning i solen, høje hække, der fungerer som mure, glorietas med bænke, der altid står i skygge, springvand, der køler ved fordampning, og azulejo-fliser overalt.
Resultatet er en have, der ikke er lavet til at blive set på afstand, men til at gå ind i. I august, med fyrre grader på gaden, er der mærkbart flere grader koldere inde i parken. Det er aircondition lavet med træer, og den har virket i over hundrede år.
Det, der begynder her
Fra denne indgang udgår de store promenader, som giver parken dens struktur. Én fører til Glorieta de Bécquer, en anden til Fuente de los Leones, og en tredje går ned mod Plaza de América i den sydlige ende. Ingen af dem går lige ud, og det er hele pointen.
Parken er strøet med glorietas tilegnet forfattere, og at finde dem er den bedste måde at gå rundt i den på: brødrene Álvarez Quinteros, Cervantes' med bænke af azulejo-fliser, der viser scener fra Don Quixote, Ofelia Nietos, Rodríguez Maríns. De er ikke tydeligt skiltet: De dukker op.
Læg mærke til jorden. Albero er sammenpresset jord fra Alcalá de Guadaíra, den samme som i tyrefægterarenaen Maestranza og ved processionerne. Den dæmper skridtene, kaster ikke solen tilbage og suger vandet til sig, og den forklarer, hvorfor det er langt mindre trættende at gå her end inde i centrum.
Gå ikke glip af
Forestiers design
Konservatoren for parkerne i Paris så på Alhambra og plantede en have imod varmen.
Albero under fødderne
Sammenpresset jord fra Alcalá: Den dæmper skridtene, kaster ikke solen tilbage og suger vandet til sig. Man går anderledes.
De litterære glorietas
Bécquer, Cervantes, brødrene Álvarez Quintero. De er ikke skiltet: De dukker op, når du drejer om en hæk.
Costurero de la Reina
Sevillas ældste regionalistiske bygning, der ligner et legetøjsslot, ved siden af denne indgang.
Sådan passer den ind i dit besøg i Sevilla
Denne indgang ligger et stenkast fra Plaza de España og fra Antigua Real Fábrica de Tabacos, hvilket gør den til den logiske fortsættelse af det besøg: Man går ud af den brændende halvcirkel og ind i skyggen.
Tæt på ligger også Costurero de la Reina, Dronningens Syværelse, en lille nymudéjar-bygning, der ligner et legetøjsslot, og som var lystpavillon for hertugerne af Montpensier og i dag huser et turistkontor. Det er den ældste bygning i regionalistisk stil i Sevilla.
Regn med mindst en time til parken, og hellere to, hvis du tager den, som den skal tages: sætte dig i en glorieta, lave ingenting og lade tiden gå. Det er, hvad sevillanerne gør, og i denne by gør man klogt i at efterligne dem, når det gælder varmen.
Ofte stillede spørgsmål
Og hvem var den franske landskabsarkitekt?
Han hed Jean-Claude Nicolas Forestier, og han var ikke en hvilken som helst gartner: han var konservator for de store parker i Paris, med Bois de Boulogne som den første. Han tegnede haver over halvdelen af verden, fra Barcelona til Havana og Buenos Aires. Og af dem alle regnes denne sevillanske park for et af hans store mesterværker. En franskmand fra Paris, der endte med at signere den mest andalusiske have, du kan forestille dig.
