En lun lysning under et enormt træ med en vid krone, med buede bænke hele vejen rundt og en skulpturgruppe i hvid marmor i midten. Det er monumentet for Gustavo Adolfo Bécquer, den umulige kærligheds sevillanske digter, indviet i 1911 og betalt ved en folkeindsamling. Det er det mest stille hjørne af Parque de María Luisa og det, flest vælger, når de vil sætte sig og lave ingenting, selv om næsten ingen lægger mærke til den fjerde figur, den, der står for sig selv.
Kærlighedens tre aldre
Rundt om stammen sidder tre kvinder i marmor, som forestiller kærlighedens tre aldre: den, der kommer fuld af forhåbning, den, der leves fuldt ud, og den, der går sin vej, allerede visnet. De er hugget med meget forskellige udtryk, og rækkefølgen læses fra venstre mod højre som en hel historie.
Og så er der den fjerde figur, i bronze og adskilt fra gruppen: en nøgen dreng, ramt af en pil i brystet. Det er Den sårede Amor, og at han står for sig selv, er ikke tilfældigt. At det eneste element i bronze og det eneste, der står for sig selv, netop er såret, siger ret præcist, hvad Bécquers poesi handler om.
Gruppen blev hugget af Lorenzo Coullaut Valera, og drivkraften bag var brødrene Álvarez Quintero, de sevillanske dramatikere, gennem en folkeindsamling. Den blev indviet i 1911, mens Forestier var ved at tegne parken om, og er et af de første elementer i den nuværende have.
Digteren og træet
Bécquer blev født i Sevilla i 1836 og døde i Madrid i 1870, fireogtredive år gammel, fattig og så godt som ukendt. Berømmelsen kom bagefter: Nogle venner samlede og udgav hans spredte digte, Rimas, og bogen blev en af de mest læste i den spanske litteratur. Han opfandt nærmest den moderne spanske poesi.
Træet, der dækker det hele, er en sumpcypres, en taxodium, plantet i midten af 1800-tallet, længe før monumentet. Det er et af parkens ældste eksemplarer, og den vide krone fungerer som glorietaens naturlige tag: Anlægget blev tegnet til at passe præcis ind under den.
Skyggen, den giver, er tæt selv ved middagstid, og det er den egentlige grund til, at dette er havens mest besøgte sted. Sevillanerne kommer her for at læse, studere og vente. Det er et af de få monumenter i byen, som folk bruger hver dag i stedet for at fotografere det.
Gå ikke glip af
Kærlighedens tre aldre
I marmor og i rækkefølge: den, der kommer, den, der leves, og den, der går.
Den sårede Amor
I bronze og adskilt fra gruppen. Den eneste figur, der står for sig selv, og den eneste med en pil i brystet.
Sumpcypressen
Plantet i midten af 1800-tallet, før monumentet. Skulpturen blev tegnet til at passe ind under den.
Tæt skygge ved middagstid
Derfor er det parkens mest besøgte hjørne. Her læser, studerer og venter folk.
Sådan passer den ind i dit besøg i Sevilla
Den ligger inde i Parque de María Luisa, få minutter fra Glorieta de San Diego og på den naturlige vej mod Fuente de los Leones og Plaza de América.
Den er ikke tydeligt skiltet, og man kommer til den ved at dreje om en hæk, hvilket er præcis sådan, Forestier ville have parken til at fungere: ved at man opdager den, ikke ved at man følger en rute. Leder du efter den på kortet, finder du den; går du bare, dukker den op.
En bemærkning til dig, der har travlt: Gør du kun ét stop inde i parken, så lad det være dette. Det ligger ti minutter fra Plaza de España, har garanteret skygge og er der, hvor man bedst forstår, hvad en have er til for i en by som denne.
Ofte stillede spørgsmål
Og hvem var Bécquer egentlig?
En digter med et liv som en trist roman. Gustavo Adolfo Bécquer blev født i Sevilla i 1836 og døde i Madrid, kun fireogtredive år gammel, fattig og temmelig ukendt. Berømmelsen kom først efter hans død: nogle venner samlede og udgav hans vers, de »Rimas«, der handler om kærlighed og skuffelse, og de endte som en af de mest elskede bøger i spansk poesi. Derfor er dette hjørne så meget hans: her lever den digter videre, som næsten ingen nåede at læse, mens han levede.
Og hvem rejste denne hyldest til ham?
Den blev hugget af billedhuggeren Lorenzo Coullaut Valera, som står bag hele gruppen, du har foran dig. Men idéen udsprang af kærligheden fra to berømte bysbørn, brødrene Álvarez Quintero, de kendte sevillanske dramatikere, som satte en folkeindsamling i gang for at betale for den. Det vil sige, at dette monument ikke blev rejst af nogen konge eller noget byråd: folk selv betalte for det, med små bidrag, fordi de holdt af deres digter.
