En facade af sten og azulejo-fliser med to store paneler af blå keramik, der ligner prædikener hængt op på muren. Bagved ligger Sevillas mest imponerende og mest ubehagelige kirke: en bygning fra 1600-tallet, opført for med barokkens fulde kraft at minde den besøgende om, at han skal dø. Den blev rejst af Miguel de Mañara, en adelsmand, der slog en radikal kovending i sit liv, og den fungerer stadig som det, den var: et plejehjem for ubemidlede ældre, drevet af det samme broderskab, tre et halvt århundrede senere.
Miguel de Mañara og et broderskab, der begraver de døde
Hermandad de la Santa Caridad havde eksisteret siden 1400-tallet med en konkret og temmelig utaknemmelig opgave: at samle ligene af de druknede i floden og af de henrettede op og give dem en begravelse. Ingen andre gjorde det. Da Mañara trådte ind i broderskabet i 1662, efter at han var blevet enkemand, genstiftede han det, gav det sin formue og føjede et hospital for forladte fattige til.
Legenden siger, at han blev omvendt, efter at han havde set sin egen begravelse drage forbi i gaden. Det dokumenterede er mere nøgternt: en rig og verdslig mand, der som seksogtredive mistede sin hustru og viede resten af sit liv til de syge. Sit gravskrift, som du kan læse ved indgangen til kirken, skrev han selv, og der står, at her hviler knoglerne af den værste mand, der nogensinde har levet i verden.
Bygningen blev delvis rejst oven på Reales Atarazanas, de kongelige skibsværfter fra middelalderen, som Alfonso X lod bygge ved floden. De gotiske haller ligger der stadig lige ved siden af, under gadeniveau, og er endnu et af Sevillas skjulte rum, som man først nu er ved at genvinde.
Den spanske baroks hårdeste program
San Jorge-kirken er tænkt som en vandring med en handling. Ved indgangen hænger to lærreder af Juan de Valdés Leal: In ictu oculi, hvor Døden med et pust slukker livets lys, mens den træder på kroner og bispehuer, og Finis gloriae mundi, hvor en biskop og en ridder rådner i deres kister. Man fortæller, at Murillo sagde om det sidste, at man måtte holde sig for næsen for at se på det.
Og så, når man går frem mod alteret, skifter tonen fuldstændig: Murillos store lærreder om barmhjertighedsgerningerne – Moses, der slår vand af klippen, og Brødunderet – hænger stadig på deres plads, enorme, lysende, præcis hvor maleren satte dem. Rækkefølgen er bevidst: først døden, så barmhjertigheden som eneste udvej.
På højalteret fuldender altertavlen med Gravlæggelsen, skåret af Pedro Roldán, tanken. Helheden er blevet kaldt det bedst bevarede eksempel på et barokt ikonografisk program tænkt som en enhed, og grunden er enkel: Det blev aldrig skilt ad.
Gå ikke glip af
In ictu oculi
Døden slukker livets lys og træder på kroner og bispehuer. Valdés Leal helt uden finesse.
Murillo-malerierne på deres plads
To enorme lærreder om barmhjertighedsgerningerne, præcis hvor maleren hængte dem op.
Mañaras gravskrift
Han skrev det selv: Her hviler knoglerne af den værste mand, der nogensinde har levet i verden.
Alfonso X's Atarazanas
De middelalderlige skibsværfter, som hospitalet blev rejst på, ligger der stadig lige ved siden af, under gaden.
Sådan passer det ind i dit besøg i Sevilla
Det ligger i calle Temprado, i kvarteret El Arenal, fem minutter fra Torre del Oro og tre fra tyrefægterarenaen Maestranza. Det er områdets indendørs besøg og det mest undervurderede i centrum: Mange går forbi på vej til floden uden at vide, hvad der gemmer sig indenfor.
Har Valdés Leal fanget din interesse, er det naturlige supplement Hospital de los Venerables i Santa Cruz, hvor han malede hvælvingerne. De to barokhospitaler set på samme dag forklarer 1600-tallets Sevilla bedre end noget museum.
Regn med femogfyrre minutter. Og husk, at broderskabet stadig er aktivt: Den indre gård vender ud mod det plejehjem, som det driver lige her, så nogle områder er lukket, og det er en god idé at dæmpe stemmen. Det er ikke et museum, det er et hus i brug.
Ofte stillede spørgsmål
Er det sandt, at Mañara inspirerede myten om Don Juan?
Det siger man, og her tager vi det næsten for givet, selv om historien snyder lidt på vægten. Skikkelsen, forføreren, der narrer alle, gik allerede rundt på teatrene, før Mañara blev berømt, så han kan ikke have været den første Don Juan. Men hans legende, den kvindeglade og udsvævende adelsmand, der pludselig omvender sig, passede så godt, at folk smeltede dem sammen til én, og århundreder senere hentede Zorrilla næring fra den stemning til sin Tenorio. En synder af kød og blod, der lånte sit ansigt ud til en opdigtet synder.
Findes det broderskab stadig i dag?
Ja, og det er det, der rører mig mest: broderskabet Hermandad de la Santa Caridad blev ikke stående i bøgerne. Mere end tre og et halvt århundrede efter Mañara er det stadig levende og gør stadig det samme, som han ville: tager sig af dem, ingen tager sig af. I dag driver det her indenfor et hjem for ubemidlede ældre. Det vil sige, at bag de voldsomme malerier om døden er der den dag i dag mennesker, der passer andre mennesker. Mañaras værk er ikke et museum: det fungerer stadig.
