Det er en kort, hvid og stille gyde, af den slags, hvor man kun hører sine egne skridt. På en mur, i øjenhøjde, sidder en azulejo med et malet kranium. Det er hverken pynt eller en spøg for turister: Den minder om den mørkeste historie, der fortælles i Santa Cruz-kvarteret, om en ung jødisk kvinde fra 1400-tallet, der angav sin far af kærlighed og bad om, at hendes hoved blev hængt op over denne dør, når hun døde. I generationer hed gaden calle de la Muerte, Dødens gade.
Legenden om Susona
Den fortælles sådan: Susona Ben Susón, datter af Diego de Susán, en af de rigeste conversos – konverterede jøder – i det jødiske kvarter, var forelsket i en kristen ridder. En nat hørte hun sin far og andre fremtrædende conversos, samlet i hans hus, sammensværge sig mod Inkvisitionens domstol, der netop var blevet indsat i byen. Rædselsslagen ved tanken om, at hendes elskede kunne dø i opgøret, slog hun alarm.
De sammensvorne blev arresteret og henrettet, hendes far iblandt dem. Legenden siger, at ridderen forlod hende, at hun blev kristen og endte sine dage i et kloster, og at hun i sit testamente bad om, at hendes hoved blev hængt op over døren til hendes hus som en advarsel til enhver, der gik forbi. Man siger, at kraniet hang der i mere end hundrede år.
Bécquer, Fernán Caballero og en stor del af romantikkens litteratur i 1800-tallet sørgede for at fastlægge den version, der gentages i dag. Den nuværende azulejo er fra 1900-tallet: Byen besluttede, at historien fortjente at blive på muren, om så i keramik.
Hvor meget er sandt
Den historiske kulisse er fuldstændig ægte. Den spanske inkvisitions første domstol blev indsat i Sevilla i 1480 og holdt sin første autodafé i 1481, hvor seks dømte døde. Diego de Susán er ikke en opdigtet person: Han optræder i krønikerne som leder af den sammensværgelse af conversos, som Inkvisitionen slog ned samme år, og han blev henrettet.
Det, der ikke har dokumentarisk belæg, er datterens angiveri og det ophængte kranium. Skikkelsen Susona begynder at dukke op mere end hundrede år efter begivenhederne, i lokale krøniker, der allerede blandede arkiv og mundtlig overlevering. Det er en legende bygget på en sand begivenhed, som er den sædvanlige opskrift i dette kvarter.
Det er værd at have i tankerne, når du går forbi. Denne lille gade ligger to hundrede meter fra Alcázar og de fyldte udeserveringer, og alligevel er det, den minder om, enden på et samfund: Det jødiske kvarter i Sevilla, det næststørste i Kastilien efter Toledos, blev stormet i 1391 og forsvandt som sådan et århundrede før fordrivelsen.
Gå ikke glip af
Azulejoen med kraniet
På muren til venstre, når du kommer fra Doña Elvira. Den er meget let at gå forbi.
Det gamle navn
I generationer stod gaden opført som calle de la Muerte. Navneskiftet er nyt.
Diego de Susán fandtes
Han optræder i krønikerne som leder af sammensværgelsen af conversos i 1480. Datteren er derimod legende.
De omdannede synagoger
Santa María la Blanca og San Bartolomé, fem minutter væk, var jødiske gudshuse indtil 1391.
Sådan passer det ind i dit besøg i Sevilla
Calle Susona er en ganske kort strækning mellem Plaza de Doña Elvira og Callejón del Agua. Du krydser den på et minut, og det er let at gå forbi uden at se azulejoen, der sidder på muren til venstre, når du kommer fra Doña Elvira.
Den passer ind i kvarterets logiske rute: Patio de Banderas, arco de la Judería, Callejón del Agua, Susona, Doña Elvira og ud på Plaza de Santa Cruz. Hele runden er mindre end et kvarters reel gang.
Interesserer du dig for de jødiske spor i Sevilla, så to bemærkninger: De gamle synagoger blev til kirkerne Santa María la Blanca og San Bartolomé, begge fem minutter væk, og besøgscentret Centro de Interpretación de la Judería i calle Ximénez de Enciso fortæller den samme historie med dokumenter og genstande.
Ofte stillede spørgsmål
Er der noget sandt i denne legende?
Den historiske baggrund er helt ægte, selv om det med kraniet er legende. Den spanske inkvisitions første domstol blev netop indsat i Sevilla, og dens første autodafé blev holdt her i 1481. Og Diego de Susán er ikke en opdigtet person: han optræder i tidens krøniker som anfører for den sammensværgelse af conversos – konverterede jøder –, som inkvisitionen afslørede og straffede. Oven på den barske og veldokumenterede begivenhed broderede man senere historien om kærlighed og forræderi.
