En tapasrunde i Sevilla er ikke en billig måde at spise aftensmad på: Det er et format med sine egne regler, og de fleste rejsende bryder dem uden at vide det. Man spiser stående. Man bestiller lidt af mange ting. Man optager ikke et bord i to timer. Og man skifter sted: Pointen er at nå tre eller fire barer på en aften, ikke at slå sig ned på én. Hvis du også respekterer tiderne – frokost fra 14:00 til 16:00, aftensmad fra 21:00 – åbner hele byen sig. Hvis ikke, ender du med at spise på det eneste sted, der serverer klokken syv, og det er aldrig det gode.
På mange klassiske barer skrives regningen med kridt direkte på træbardisken. Det er ikke folklore for turister: Sådan har man altid gjort, og det fungerer stadig.
Sevillas fire tapasregler
Første regel: Bardisken bestemmer. På de klassiske steder er der ingen borde med dug, og hvis der er, er de til noget andet. Man spiser stående, lænet mod disken eller med sin caña, en lille fadøl, på en tønde midt på gaden, albue mod albue med dem, der kom først. Det er ikke et ubehag, man finder sig i, det er selve planen.
Anden regel: Man bestiller i korte runder. En eller to tapas, en caña, og så beslutter man, hvad der kommer bagefter. At bestille otte ting på én gang afslører den fremmede, og desuden bliver det hele koldt.
Tredje regel: Man skifter bar. Hver bar har to eller tre ting, den laver bedre end nogen anden, og resten laver den ordentligt. En tapasrunde handler om at sætte de to eller tre ting sammen fra sted til sted.
Fjerde regel: Der er en reel forskel på en tapa, en media ración og en ración, og den handler ikke kun om størrelse, men om prisen pr. mundfuld. Er I to, så tapas; er I fire, er medias raciones bedre og deles uden slagsmål.
Trekanten med flest gode barer pr. kvadratmeter i hele byen.
Det er det klassiske tapasområde, og det har en logistisk fordel: Barerne ligger så tæt på hinanden, at du kan nå fire på halvanden time uden at tage en taxa. Plaza del Salvador og Plaza de la Alfalfa fungerer som de to poler, og imellem dem ligger en sværm af smalle gader med barer af enhver slags.
Navnet Alfalfa afslører, hvad stedet var: Her solgte man i den muslimske tid og i århundreder efter lucerne og foder til dyrene. Det var souk, fødevaremarked og endda en plads, hvor man solgte fugle om søndagen. Denne bid af byen har i mere end tusind år været et sted for køb, salg og travlhed næsten uden pause. Det, der sælges, skifter; larmen gør ikke.
1
El Rinconcillo
📍 Calle Gerona, 40
Åbnet i 1670: Det er Sevillas ældste værtshus, der stadig er i drift, med mere end tre og et halvt århundredes servering bag sig. Bardisk i mørk mahogni, gamle lofter, azulejos overalt og skinker, der hænger ned. Retten, du ikke kan springe over, er espinacas con garbanzos, spinat med kikærter, en beskeden opskrift af arabisk oprindelse, mild og krydret, som er husets stjernetapa. Med den og lidt iberisk skinke spiser du fortrinligt. Her skrives regningen stadig med kridt på disken.
En af de mest livlige barer i centrum og en af dem, der bedst opsummerer formatet: lille, larmende, med folk, der flyder ud på pladsen. Den fungerer særlig godt tidligt på aftenen, når kvarteret begynder at blive fyldt, og man stadig kan komme hen til disken. Det er et godt sted at begynde en rute, for herfra ligger alt det andet mindre end fem minutters gang væk.
Det er ikke en tapasbar, men det obligatoriske søde stop, og det har været åbent siden 1885: længere end Eiffeltårnet har stået. Det blev grundlagt af konditormester Antonio Hernández og drives nu af fjerde generation. Diske i træ, montrer med marengs og modernistisk stukkatur med engle i loftet. Bestil en yema de San Leandro – små kugler af æggeblomme og sukker, der er rent sevillansk klosterbageri – eller en tocino de cielo. Konditoriet var leverandør til kongehuset og praler af det med et forgyldt våbenskjold på væggen.
Sevillas handelsgade frem for nogen, gågade uden en eneste bil, og det har den været, så længe byen kan huske. Om sommeren skal du se op: Fra facade til facade spænder store markiser af stof, som lægger gaden i en kølig, gylden skygge. De er blevet sat op hvert år siden midten af 1800-tallet, og at gå under dem i august er en af de små visdomme, denne by har mod varmen. Sierpes munder ud i plaza de la Campana, og det er der, enhver tapasrute med respekt for sig selv begynder.
🎧 På turen Tapas gennem centrum: Sierpes, Salvator og Alfalfa📍 Se på Google Maps
Santa Cruz: spis historie uden at opdage det
Tapas i det jødiske kvarter har stået på menuen i tusind år.
I Santa Cruz skal du vælge med omhu, for tætheden af turistfælder er den højeste i byen. Tommelfingerreglen: Hvis stedet har billeder af retterne ved døren eller et lamineret menukort på seks sprog, så gå videre.
Det er værd at vide, hvad man spiser. Spinat med kikærter og friturestegte auberginer med sukkerrørshonning har rødder i det mauriske og det sefardiske køkken, muslimernes og jødernes, som boede netop i dette kvarter. Auberginen var så tæt knyttet til de spanske jøder, at den næsten kendetegnede dem. Og den sukkerrørshonning er ikke bihonning, men sirup af sukkerrør, endnu en sødme arvet fra al-Andalus. Man spiser historie uden at opdage det.
4
Bodega Santa Cruz »Las Columnas«
📍 Calle Rodrigo Caro, 1
En af byens mest legendariske barer og en af de mest larmende. Her er ingen borde med dug: Man spiser stående, ved disken eller med sin caña stillet på en tønde midt på gaden, sevillanere og besøgende blandet sammen. Bestil montadito de pringá – det sammenkogte kød fra cocidoen presset ind i varmt brød –, spinat med kikærter eller den friturestegte aubergine med sukkerrørshonning. Bestil lidt af mange ting, en iskold caña, og bliv stående udenfor: Det er præcis pointen.
Det åbnede i 1870 og er et af Sevillas ældste og mest elskede værtshuse. Det første, der når dig, er duften af skinke: Loftet er et stjernebillede af ophængte skinkekøller, der parfumerer luften over en bardisk i marmor, gamle fotografier og tyrefægterplakater. Specialiteten er klar: en tapa med iberisk skinke skåret på stedet og en veltappet caña. Gaden er opkaldt efter den hellige Teresa af Ávila, som grundlagde et karmeliterkloster i nærheden i 1575 under et hårdt ophold i byen.
Et stenkast fra katedralen og med en arkitektonisk overraskelse indenfor: Lokalet ligger i et tidligere arabisk badehus fra 1100-tallet, og hvælvingerne med stjerneformede ovenlysvinduer kom frem ved en nylig restaurering. Maden er ordentlig, og der drikkes godt, men man kommer først og fremmest for loftets skyld. Det er et af de få steder i monumentområdet, hvor stoppet giver mening ud over nærheden.
Hvis du har mere end to dage, er det denne del, der skiller et turistbesøg fra et godt besøg. Nord for centrum samler Alameda de Hércules og calle Feria de barer, hvor byen går på tapasrunde uden forbipasserende publikum. På den anden side af floden har Triana sin egen rute, mere med fisk og friturestegt.
Calle Feria gemmer desuden på en kuriositet, der er omvejen værd: Hver torsdag formiddag dækkes fortovet af tæpper og borde med gammelt skrammel, bøger, mønter og malerier. Det er El Jueves, Sevillas ældste loppemarked: Første gang, det nævnes på skrift, er i 1292, da Sancho IV regulerede afholdelsen. Syv hundrede års ugentligt loppemarked, og det kører stadig.
Alameda er for sin del ikke en hvilken som helst plads: Den blev anlagt i 1574, hvilket gør den til den ældste bevarede offentlige have og træbeplantede promenade i Spanien og en af de ældste i Europa. Fire og et halvt århundrede med mennesker, der spadserer under de samme træer, og i dag desuden byens bohemeagtige hjerte.
7
Eslava
📍 Calle Eslava, 3 · ved siden af San Lorenzo
For mange er det de bedste tapas i Sevilla. Udefra ligner det ikke noget særligt, og derfor er der som regel kø – mest af sevillanere. Bestil huevo sobre bizcocho de boletus, en æggeblomme, der brister over en cremet svampekage med et strejf af vin, og som for år tilbage vandt prisen for byens bedste tapa. Og gå ikke uden de honningglaserede svineribben, klæbrige og møre, så kødet falder af benet. Er der plads ved disken, er det bedst; hvis ikke, så vent, for det er det værd.
En knejpe med vermouth og manzanilla af den gamle skole, hvor gæsterne læner sig op ad muren udenfor, fordi der ikke er plads til nogen indenfor. Det er ikke et sted at spise aftensmad, men til et glas vin og en tapa stående, før du går videre. Den ligger midt i calle Feria, så den passer særlig godt til torsdag formiddag, når loppemarkedet indtager fortovet.
Kvarterets stop frem for noget i Triana, midt i området med de gamle pottemagerværksteder. Azulejos op til loftet, tjenere, der har været der altid, og et kort menukort, der ikke er blevet ændret, fordi det ikke behøver det: grillede champignoner, mørbradspidser, sepia. Det er her, kvarterets folk går hen, når de ikke gider tænke. Der tages ikke imod reservationer, og som regel må man vente lidt stående.
Diskret udefra og et af de steder, hvor man spiser bedst i hele El Arenal, hvad halvdelen af byen ved: Der er næsten altid kø, eller det betaler sig at reservere. Tapas fra det moderne køkken med idéer, men uden at ville være for kloge. Den cremede risotto med svampe og ost er værd at bestille igen; har du lyst til kød, så de svinekæber, der er braiseret, til de falder fra hinanden, eller andeconfiten. Med tre eller fire tapas og et glas hvidvin bliver du mere end mæt.
Begynd med noget koldt, mens du bestemmer dig: nogle marinerede oliven, en tapa med iberisk skinke skåret på stedet, nogle chicharrones. De giver dig noget i hånden, mens du kigger på tavlen, for det er der, det rigtige menukort står på de gode steder.
Byens ret med mest historie er spinat med kikærter, en opskrift af maurisk oprindelse, som stadig er El Rinconcillos kendetegnende tapa. Med den og den friturestegte aubergine med sukkerrørshonning har du hele den mauriske akse. Bestiller du også en montadito de pringá, har du den folkelige akse: det sammenkogte kød fra cocidoen presset ind i varmt brød, sådan som man brugte resterne fra gryden.
Når det gælder fisk, sætter byen sit ry ind på det friturestegte. Cazón en adobo (marineret pighaj), sepia, ansjoser og puntillitas (bittesmå blæksprutter) bestilles i små portioner, spises lige fra frituregryden og tåler ingen ventetid: Kommer det lunkent på bordet, er der gået noget galt. Det er i Triana, det gøres bedst.
Til at drikke er der tre lokale muligheder, og ingen af dem er komplicerede: en veltappet caña, en manzanilla fra Sanlúcar eller en fino fra Jerez. Manzanilla, iskold og i et lille glas, er det, der passer bedst til det friturestegte og til skinken. Om sommeren er det friske alternativ rebujito, manzanilla med sodavand, som er det, man drikker til Feria (byens årlige fest).
Og desserten står næsten aldrig på baren: Man går ud efter den. Yemas de San Leandro og tocino de cielo fra La Campana er den klassiske måde at slutte aftenen på, og de ligger på vejen til næsten alting.
Ofte stillede spørgsmål
Hvornår går man på tapasrunde i Sevilla?
Frokost serveres fra 14:00 til 16:00 og aftensmad fra 21:00, og de tidsrum overholdes ret strengt. Ind imellem lukker mange køkkener, selv om barerne bliver ved med at servere drikkevarer og noget koldt. Kommer du fra et land med tidligere spisetider, fortjener du advarslen: At spise aftensmad klokken syv i Sevilla er at dømme sig selv til kvarterets værste sted.
Hvilket er Sevillas ældste værtshus?
El Rinconcillo i calle Gerona, åbnet i 1670: mere end tre og et halvt århundredes servering uden afbrydelse. Det har bevaret bardisken i mahogni, azulejos og skikken med at skrive regningen med kridt på disken. Husets kendetegnende tapa er espinacas con garbanzos, spinat med kikærter, en opskrift af arabisk oprindelse, som stadig er den mest bestilte ret i huset.
Hvilke tapas skal man helt sikkert smage i Sevilla?
Fire uundværlige: spinat med kikærter, med mauriske rødder; friturestegte auberginer med sukkerrørshonning, som er sirup af sukkerrør, ikke bihonning; montadito de pringá, det sammenkogte kød fra cocidoen presset ind i varmt brød; og friturestegt fisk – cazón en adobo, sepia, puntillitas –, som byen sætter sit ry ind på. Til dessert yemas de San Leandro.
Spiser man bedst i centrum eller i kvartererne?
I kvartererne, næsten altid. Centrum og Santa Cruz har byens største tæthed af turistfælder, men også nogle af de bedste klassiske barer. Alameda de Hércules, calle Feria og Triana har færre forbipasserende og mere for pengene. Tommelfingerreglen: Er der billeder af retterne ved døren, så gå videre.
Hvad drikker man til tapas?
En veltappet caña, en manzanilla fra Sanlúcar eller en fino fra Jerez. Manzanilla, iskold og i et lille glas, er det, der passer bedst til det friturestegte og til skinken. Om sommeren og til Feria drikker man rebujito, som er manzanilla med sodavand. Rødvin bestilles sjældnere og næsten aldrig til friturestegt fisk.
Skal man reservere for at gå på tapasrunde?
Stort set aldrig: Formatet er bardisk og først til mølle. Den klare undtagelse er La Brunilda i El Arenal, hvor det betaler sig at reservere eller finde sig i køen. Eslava og Las Golondrinas tager heller ikke imod reservationer, så strategien er at komme tidligt eller vente stående, og det hører med til det hele.
Praktisk information
SpisetiderFrokost fra 14:00 til 16:00, aftensmad fra 21:00. Uden for de tidsrum lukker mange køkkener.
FormatetStående ved disken. Tapa til to, media ración til fire.
Hvad det kosterMed tre eller fire tapas og to cañas bliver du mere end mæt pr. person på enhver klassisk bar.
ReservationKun på La Brunilda. Resten går efter først til mølle.
OmråderCentrum (Alfalfa-Salvador-Sierpes), Santa Cruz, Alameda og calle Feria, Triana og El Arenal.
Med ViavoyRuten »Tapas gennem centrum: Sierpes, Salvator og Alfalfa« forbinder barerne og de monumenter, der ligger imellem.
🎧 Med Viavoy
Gå gennem Seville og lyt i dit eget tempo
Download Viavoy og gå gennem Seville offline, når du vil.