Praza da Constitución
Buegange, smedejernsbalkoner og den gamle bydels bedste udendørsserveringer. Her lå byens marked i mere end et århundrede.

Et kvarter, der går i trin fra centrum ned til vandet, med kirken, der blev sprængt i luften i 1809, og fiskerhavnen, hvor det hele begyndte.
🎧 På ruten Casco Vello, Colexiata og A PedraCasco Vello går du rundt i på lidt over en time, og på den strækning kommer du fra borgerskabets hovedplads til et fiskerkvarter med middelalderlige buegange, hele tiden nedad. Det er det gamle Vigo, det, der fandtes, før byen sprængte sine bymure og blev rig på havet.
Kvarteret begynder ved Porta do Sol, som ikke er en port, men en tærskel: ovenfor den borgerlige nye bydel i tilhugget granit, nedenfor de smalle gader, der styrter ned mod havnen. Over den troner Sireno, Francisco Leiros skulptur fra 1991, som splittede byens indbyggere og i dag er deres ikon.
Fem minutter ned ad bakken ligger Praza da Constitución, kvarterets dagligstue under åben himmel: buegange med stenbuer, smedejernsbalkoner og udendørsserveringer. Under de buer bankede byens vigtigste marked i mere end et århundrede, med torvekonernes råb og kurve fyldt til randen.
Den hed Praza da Vila og Praza Real, før den fik navn efter Cádiz-forfatningen fra 1812, »La Pepa«, der fik det øgenavn, fordi den blev udråbt den 19. marts, den hellige Josefs dag. Den vandring mellem navne er i sig selv en læsning af den politiske historie fra 1800-tallet.
I en af bygningerne lå det gamle Concello, rådhuset, som i dag er Casa Galega da Cultura. Og hver langfredag holdes Santo Encontro her, når figurerne af Jomfruen og Kristus »mødes« midt i menneskemængden.
Buegange, smedejernsbalkoner og den gamle bydels bedste udendørsserveringer. Her lå byens marked i mere end et århundrede.
»A Colexiata« for alle her. Nyklassicistisk fra 1816-1838, opført efter eksplosionen, der ødelagde den gotiske kirke i 1809. Den rummer Cristo de la Victoria.
Download appen og oplev Vigo offline, når du vil. Gå turen Casco Vello, Colexiata og A Pedra med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Vigo var besat af franskmændene og var stadig en by lukket inde bag bymure. Den 28. marts 1809 stormede byens indbyggere bymuren gennem Porta da Gamboa, og mange af dem i forreste række var søfolk fra O Berbés.
Man fortæller, at en gammel sømand ved navn Carolo faldt, mens han prøvede at hugge porten ned med en økse, og at det var militærmanden Bernardo González del Valle, kendt som Cachamuiña efter sit hjemsogn i Ourense, der fik den åbnet. Samme dag overgav franskmændene sig.
Vigo var den første by i Spanien, der befriede sig fra besættelsesmagten, selv om Galicien måtte gøre arbejdet færdigt i juni samme år, i slaget ved Ponte Sampaio, ved indgangen til ría (flodmunding).
Men 1809 efterlod også et enormt sår i kulturarven: samme år eksploderede et krudtmagasin nær Castro, og byens gamle gotiske kirke blev sprængt i luften. Den konkatedral, du ser i dag, nyklassicistisk og robust næsten som en fæstning, blev opført bagefter, mellem 1816 og 1838.
Hvert år sidst i marts klæder Casco Vello sig i 1809 til Festa da Reconquista, med marked i tidens stil, genopførelser af stormen og gader fulde af mennesker en hel weekend. Det er en af de historiske fester i Galicien, hvor flest er med.
Går du ned fra konkatedralen, kommer du til A Pedra, kvarterets folkelige sjæl: det gamle, velkendte marked og rækken af stenborde, hvor østerskonerne, ostreiras, i mere end et århundrede har solgt østers under åben himmel, i et fag, der går i arv fra mor til datter.
Læg mærke til underlaget, mens du går ned: sten, der er slidt og poleret af millioner af skridt, med stigninger og trin. Her gik havnens trafik op og ned i århundreder, med kvinder, der bar kurve med fisk på hovedet. Den skråning er navlestrengen mellem ría og byen.
Og til sidst, helt nede ved vandet, O Berbés: buegange af sten, hvor man bødede net og flettede vidieruser, omkring en havn, der er dokumenteret siden 1100-tallet. Indtil for ikke så længe siden nåede vandet næsten op til døren.
Fra denne håndfuld beskedne huse voksede en af verdens store havne frem, og skubbet kom udefra: de catalanske saltere, der fra 1700-tallet byggede fabrikker her til at salte sardiner, og efter dem konservesfabrikkerne, der fyldte Vigo med dåser, værfter og rederier.
Østersgaden og det gamle, velkendte marked. Et dusin åbnet på stedet med et knivslag, citron og stående. Om søndagen loppemarked.
Buegange af sten omkring den gamle San Julián-havn, dokumenteret siden 1100-tallet. Her bødede man net og flettede vidieruser.
Lidt over en time for turen udenfor, og omkring to, hvis du går ind i konkatedralen og gør holdt for at spise østers i A Pedra. Det er et lille og meget lodret kvarter: det går i trin fra centrum ned til vandet, så det bedste er at tage det oppefra og ned, med start ved Porta do Sol.
Fordi byens indbyggere den 28. marts 1809 gjorde oprør og stormede bymuren gennem Porta da Gamboa, og franskmændene overgav sig samme dag. Mange af dem i forreste række var søfolk fra O Berbés. Galicien blev dog først helt fri i juni, i slaget ved Ponte Sampaio.
Den blev sprængt i luften i 1809, da et krudtmagasin nær Castro eksploderede under krigen mod franskmændene. Det var en gotisk kirke, og den gik helt tabt. Den konkatedral, du ser i dag, nyklassicistisk og med rene linjer, blev opført bagefter, mellem 1816 og 1838, og er tegnet af Melchor de Prado y Mariño.
Fordi den, før den blev konkatedral, i århundreder var en kollegiatkirke: en vigtig kirke, som uden at være bispesæde havde sit eget kapitel af kanikker, der ledede den og sang tidebønnerne hver dag. Rangen satte sig så dybt i det lokale sprog, at øgenavnet overlevede ophøjelsen i 1959, da stiftet kom til at hedde Tui-Vigo.
Den årlige fejring af befrielsen i 1809, sidst i marts. Casco Vello klæder sig i tidens dragter en hel weekend, med et marked som i 1800-tallet, genopførelser af stormen på bymuren og tusindvis af mennesker i kostume. Det er en af de historiske fester i Galicien, hvor flest er med, og den forandrer besøget i kvarteret fuldstændigt.
Nej. Kvarteret var i årtier i forfald, men har i flere år været midt i en omfattende renovering og er i dag et af byens mest levende områder, med små butikker, kunstnerværksteder og gadekunst overalt. Forholdsreglerne er de normale for enhver gammel bydel i en storby.
A Pedra, uden tvivl: gaden, hvor østerskonerne i mere end et århundrede har åbnet østers ved stenborde under åben himmel. Dernæst buegangene i O Berbés, som er det synlige spor af den fiskerhavn, dokumenteret siden 1100-tallet, som hele byen voksede ud af.
Download Viavoy og gå gennem Vigo offline, når du vil.

Læs videre



