Guggenheim og Abandoibarra den første dag, den gamle bydel og Artxanda den anden. Med kabelbanen fra 1915, den offentlige elevator, som ingen kender, og stederne, hvor de ægte pintxos bliver spiddet.
Bilbao organiserer sig selv, for alt hænger på ría (flodmunding). Den ene bred har Ensanche fra 1800-tallet, bydelen med de skakbrætformede gader, og den by, der blev genopfundet i halvfemserne; den anden har middelalderbyen fra 1300 og arbejderkvartererne. Broerne syr dem sammen, og promenaden langs vandet er flad fra ende til anden, så to dage er nok uden at stresse. Det eneste, du skal beslutte, er, hvilken dag du tager op på bjerget, for i tåge ser du ingenting.
Bilbaos Kunstmuseum ligger fem minutter fra Guggenheim, har en samling, der spænder over otte århundreder, og har stadig tidsrum med gratis adgang. Det er det museum, folk i Bilbao virkelig holder af, og næsten alle besøgende går lige forbi det.
Dag 1, formiddag: Guggenheim og det, der står udenfor
Reservér et tidsrum, og kom tidligt.
Begynd med museet, og brug tyve minutter på at gå rundt om det, før du går ind. De treogtredive tusind titanplader, der beklæder det, er en halv millimeter tykke og sat op som skæl, aldrig helt plane: derfor vibrerer overfladen i stedet for at spejle, og bygningen skifter farve med hver sky.
Der er lige så meget udenfor som indenfor, og det er gratis. Puppy vogter trappen fra bysiden, Maman har plantet sig på terrassen ud mod vandet, og under La Salve-broen rejser sig en rød bue af Daniel Buren. Med jævne mellemrum indhyller en installation af Fujiko Nakaya desuden bygningens fod i tæt tåge i nogle minutter.
Indenfor går du direkte til den lange sal i østfløjen, hvor Richard Serras »Tidens materie« står: spiraler af rustent stål, højere end et menneske, som du går igennem indefra. Den fysiske forvirring, når du går mellem dem, er præcis værket, og det ville ikke kunne være i næsten noget andet museum i verden.
Regn med to en halv time, hvis der er to midlertidige udstillinger, for det er dem, der virkelig gør billetten værd: museets egen samling er beskeden og skifter. Se programmet, før du køber.
Indviet i oktober 1997 og tegnet af Frank Gehry, som ikke kunne have rejst det uden software fra flydesign, der kunne oversætte hans håndsnoede modeller til dele, der kunne bygges. Titan blev valgt, fordi prisen på materialet var faldet. Reservér et tidsrum.
Tretten meter hvalp lavet af titusinder af levende blomster med indbygget vanding, genplantet to gange om året. Den er ældre end museet: den kom fra Sydney som et midlertidigt lån, og byen gav den aldrig tilbage. Ved siden af mindes en plade den ertzaina, en baskisk politibetjent, der blev myrdet dagene før indvielsen.
Ni meter edderkop med tyve marmoræg hængende i sækken mellem benene. Bourgeois lavede den som en hyldest til sin mor, der restaurerede gobeliner: at væve og reparere med tålmodighed var pointen. Hun skulpturerede den, da hun var omkring de halvfems. Gå rundt om den: forfra ser den symmetrisk ud, og det er den ikke.
Følg promenaden langs ría mod vest. Hele Abandoibarra var havn og skibsværft for tredive år siden, og ruten ender ved Palacio Euskalduna, en klods af cortenstål, der er tænkt som det sidste skib fra værftet, der lå på denne grund. Lukningen i firserne førte til strejker og regulære gadekampe; i dag spiller et symfoniorkester der.
Halvvejs drejer du af ind i parken Doña Casilda og går ind på Bilbaos Kunstmuseum. Otte århundreders samling med El Greco, Goya og Zurbarán, det bedste baskiske maleri, der findes, og en ægte Gauguin malet i Arles i 1888, i de måneder, hvor han delte hus med Van Gogh.
Gå derefter op i Ensanche ad Gran Vía, anlagt i 1876 over køkkenhaver. Dens ingeniører tegnede et Bilbao, der var så stort, at de blev anset for drømmere, og byen endte med at fylde hver eneste karré. På Plaza Moyúa skal du se nøje på Palacio Chávarri: ingen af dens vinduer ligner et andet.
Og slut ved Azkuna Zentroa, som alle stadig kalder Alhóndiga. Det var byens vinlager fra 1909, og Philippe Starck tømte det, så kun skallen var tilbage, for at sætte tre bygninger ind, der hænger på treogfyrre søjler. Hver søjle er tegnet af en anden kunstner, og ingen af dem gentager sig.
Dets oprindelse går tilbage til 1908, og samlingen er den ældste og dybeste i Baskerlandet. Det er ved at blive udvidet kraftigt efter tegninger af Norman Foster, den samme, der tegnede metroens indgange, som man her kalder fosteritos. Der er stadig rigelige tidsrum med gratis adgang.
Treogfyrre søjler, der ikke ligner hinanden, bærer tre hængende bygninger med bibliotek, biografer og et svømmebassin med glasbund, hvor du ser folk svømme over dit hoved. Stueetagen er offentlig og gratis: du går igennem, du opholder dig der, og du behøver ikke at købe noget.
Den akse, som pengene fra jernet byggede for at spejle sig selv, med Palacio de la Diputación Foral, provinsrådets palads, som bevis på, hvor meget man skulle bruge for at bevise noget. Den bærer navnet på den herre, der i 1300 underskrev det byprivilegium, som gjorde nogle huse ved ría til en by.
Gå over til den anden bred, og skift århundrede. Den gamle bydel er Siete Calles, de syv gader, byens oprindelige anlæg fra 1300: først tre og siden fire, parallelle og forbundet af smøger, klemt inde mellem kirken og vandet. At gå dem igennem en efter en tager tyve minutter, og det er måden at se, hvor stort Bilbao var før jernet.
Midt i den ligger katedralen, Catedral de Santiago, som i næsten seks hundrede år ikke var katedral, men sognekirke for købmænd og sømænd: den blev først ophøjet i 1949, da stiftet endelig blev oprettet. Indvielsen skyldes Camino del Norte, kystruten til Santiago, som går gennem byen, og der er ibskaller markeret over hele kvarteret, hvis du ved, hvor du skal lede. Spring ikke klostergangen over.
To minutter derfra åbner Plaza Nueva sig, en firkant lukket af fireogtres arkader, som kun ser indad. Det tog tredive år at bygge den, mellem karlistkrige og pengemangel. Søndag formiddag er der marked med frimærker, mønter og gamle bøger; resten af ugen pintxos.
Slut ved Mercado de la Ribera, ved vandet, og gå ud på Arenal for at se Teatro Arriaga. Dets erklærede forbillede var operaen i Paris. Det brændte indvendigt i 1914 og stod under vand ved oversvømmelserne i 1983, og det står der stadig: det siger en hel del om det lokale temperament.
Gotik fra 1300- og 1400-tallet med et nygotisk tårn og en nygotisk facade fra 1800-tallet, opført efter en brand. Det virkelig gamle er indenfor og langs siderne. Klostergangen fra 1400-tallet, gemt på sydsiden, er et af de få virkelig stille hjørner i den gamle bydel.
En lukket torvplads med ens facader på alle fire sider og adgang kun gennem buerne i hjørnerne. På en af dens altaner har Euskaltzaindia, Det Kongelige Baskiske Sprogakademi, til huse: mens man spiser pintxos nedenunder, bestemmer man ovenpå, hvordan et ord skal staves.
Nybarok fra 1890, tegnet af den samme arkitekt som rådhuset. Det bærer navnet på Juan Crisóstomo de Arriaga, et vidunderbarn fra Bilbao, som man i Paris sammenlignede med Mozart, og som døde som nittenårig. Du ser det helt, og spejlet i vandet, fra den modsatte bred.
Tag op til Artxanda med kabelbanen, som har kørt siden 1915 og klarer to hundrede og seksogtyve meters højdeforskel på lidt over tre minutter. Den blev lukket i 1976, fordi den ikke kunne betale sig, og var tæt på at forsvinde; i dag er den helt almindelig bytransport, og beboerne på skråningen bruger den hver dag.
Deroppe, fra rækværket ved udsigtspunktet, forstår du Bilbao på én gang: byen ligger på bunden af en dal, lukket inde af bjerge, med ría, der snor sig mellem bygningerne. Det er derfra, folk har det med at kalde den »el bocho«, hullet. Det er en åben park med bord-bænkesæt, så du kan trække eftermiddagen ud.
Se efter, om der er tåge, før du tager op, for med lavt dis ser du absolut ingenting. Hvis det er overskyet, så byt planen ud med Bilbao la Vieja: Muelle de Marzana på venstre bred, hvor jernmalmen kom ned på vej til England, og hvor kunstkvarteret ligger i dag.
Den tur ender oppe ved Basílica de Begoña, hjemmet for Amatxu, den lille mor. Du kommer op ad Calzadas de Mallona, mere end tre hundrede trin, eller med den offentlige elevator i calle Esperanza, som næsten ingen besøgende kender, og som klarer bakken på et minut. Fra havnen til himlen på en time.
To kabiner, der holder hinanden i balance med et kabel: når den ene kører op, kører den anden ned. Gulvet er trappeformet indvendigt, fordi stigningen er på omkring femogfyrre procent. Stil dig ved bagruden på vej op, for det er der, du ser, hvordan byen skrumper.
I årtier var det stedet, hvor kærestepar tog op for at få taget søndagsbilledet, nærmest et ritual. Herfra kan du udpege Guggenheims titan, Ensanches tårne, tagene i den gamle bydel og, på den anden side af bjerget, Txorierri-dalen.
Den går fra San Antón-broen til Ribera-broen og markerer den historiske grænse mellem det gamle og det industrielle Bilbao. Da industrien forsvandt, lå den død hen, og værksteder og gallerier tog den i brug helt spontant. Udeserveringer langs brystværnet med den gamle bydel lige overfor.
Ja, med god margin. Byen er kompakt, og alt hænger på ría: den ene bred har Ensanche og det genopfundne Bilbao, den anden den middelalderlige gamle bydel. To dage dækker Guggenheim, Abandoibarra, Ensanche, Siete Calles, Artxanda og Bilbao la Vieja. Med en tredje dag når du også Bilbaos Kunstmuseum i ro og mag og en udflugt til Getxo.
Skal man reservere billet til Guggenheim?
Det kan varmt anbefales, især i højsæsonen og i weekenderne, fordi det fungerer med tidsrum. Ydersiden og skulpturerne omkring – Puppy, Maman, Burens bue – er gratis og kan ses når som helst, så du kan gå rundt om bygningen, selv om du ikke går ind.
Er det umagen værd at tage op til Artxanda?
Ja, og det er den bedste måde at forstå byens geografi på: Bilbao ligger gemt på bunden af en dal, lukket inde af bjerge. Du kommer op med kabelbanen på lidt over tre minutter fra Plaza del Funicular. Den eneste advarsel er at se efter, om der er tåge, for med lavt dis ser du ingenting deroppe.
Hvilket kvarter er bedst at bo i?
Ensanche, omkring Moyúa og Abando, giver dig alt inden for ti eller femten minutters gang og har de bedste metroforbindelser. Den gamle bydel er mere malerisk og billigere, men larmende om natten, især fra torsdag til søndag. Abandoibarra er roligere og ligger lige op ad museet.
Hvor spiser man de bedste pintxos?
I den gamle bydel, med Plaza Nueva og calle Somera som centrum, og i calle Ledesma og omkring Diputación i Ensanche. Systemet er at tage en eller to på hver bar og så gå videre. I Bilbao bestilles mange pintxos varme fra kortet, ikke kun fra disken: spørg, hvad de laver på stedet.
Har man brug for bil?
Nej, og den er i vejen. Parkering i centrum er dyr og besværlig, og nettet af metro, sporvogn og bus dækker det hele med ét kort. Det giver kun mening at leje bil, hvis rejsen omfatter udflugter langs kysten i Bizkaia eller ind i landet, som San Juan de Gaztelugatxe eller Urdaibai.
Praktisk information
Sådan kommer du dertilLufthavnen ligger 15 minutter fra centrum med bus. Bus til San Sebastián på en time.
TransportMetro, sporvogn, kabelbane og bus med ét fælles Barik-kort. Centrum er fladt og nemt at gå i.
BilletterGuggenheim med reservation af tidsrum. Bilbaos Kunstmuseum har stadig rigelige gratis tidsrum.
Bedste tid at tage af stedMaj til september. Aste Nagusia i august fylder hele byen.
MadPintxos i den gamle bydel og i calle Ledesma. Mange bestilles varme fra kortet.
Når det regnerDet regner mere end 150 dage om året. Hav Bilbaos Kunstmuseum, Azkuna Zentroa og Euskal Museoa i baghånden.
På kortet
🎧 Med Viavoy
Gå gennem Bilbao og lyt i dit eget tempo
Download Viavoy og gå gennem Bilbao offline, når du vil.