I det sving, som ría (flodmunding) slår ved Arenal, aftegner sig en markant bygning i lys sten med kupler og skulpturer øverst, der ligner Bilbaos udgave af operaen i Paris. Det er ikke tilfældigt: teatret blev indviet i 1890, og dets erklærede forbillede var Garniers teater. Lidt længere fremme spænder La Merced-broen sin bue, en af de gamle overgange over vandet.
Et teater med meget uheld
Joaquín Rucoba tegnede det, den samme arkitekt, der stod bag byens rådhus, midt i jernpengenes storhedstid, da Bilbao ville have et teater, der svarede til den nye rigdom. Resultatet er ren fransk nybarok: en stærkt bearbejdet facade, karyatider, zinkkupler og en forhal med en kejserlig trappe.
I 1914 hærgede en brand det indvendig, og det måtte genopbygges helt. Og det værste ventede endnu: oversvømmelserne i august 1983, da ría gik over sine bredder, og vandet stod flere meter op inde i bygningen og ødelagde parkettet, maskineriet og arkiverne. Det var lukket i årevis.
Det genåbnede i 1986 efter en grundig restaurering og er i dag byens offentlige teater med et fast program af teater, opera, dans og koncerter. At det stadig står efter en brand og en oversvømmelse, siger en hel del om den lokale stædighed.
Hvem Arriaga var, og hvor ría løber
Navnet tilhører et vidunderbarn fra Bilbao: Juan Crisóstomo de Arriaga, født her i 1806. Han komponerede bemærkelsesværdige værker som barn, blev uddannet i Paris og blev dér sammenlignet med Mozart, så meget at han er kendt som den spanske Mozart. Han døde som nittenårig og efterlod et lille værk og et enormt »hvad nu hvis«.
Der er en detalje, som næsten ingen kender, og som du kan se fra bredden: under teatret løber en kanaliseret strækning vand, en rest af det gamle løb, og bygningen står bogstaveligt talt på kanten af ría. Det forklarer, hvorfor oversvømmelsen i 1983 ramte den så hårdt.
Foran åbner Arenal sig, som var præcis det, navnet siger, en sandbanke, hvor byen lidt efter lidt vandt land fra vandet, og hvor musikpavillonen af jern står, hvor musikkorps spiller om søndagen. Det er hængslet mellem den gamle bydel og Ensanche, bydelen med de skakbrætformede gader.
Gå ikke glip af
Forbillede: operaen i Paris
Joaquín Rucoba tegnede det i 1890, midt i jernets storhedstid, med Garniers teater som erklæret forbillede.
Brand og oversvømmelse
Det brændte indvendig i 1914 og blev oversvømmet i 1983. Det genåbnede i 1986 efter flere års lukning.
Den spanske Mozart
Juan Crisóstomo de Arriaga, fra Bilbao, døde som nittenårig og efterlod et lille og meget bemærkelsesværdigt værk.
Bedst set fra den modsatte bred
Fra Campo Volantín-promenaden, på den anden bred, ser du det i sin helhed og spejlet i vandet.
Sådan passer det ind i dit besøg i Bilbao
Det ligger ved indgangen til den gamle bydel, to minutter fra Plaza Nueva og fem fra katedralen. Det er her, næsten alle går ind i den gamle bydel, når de kommer fra Ensanche.
Den bedste udsigt til bygningen er ikke fra dens dør, men fra den modsatte bred, på Campo Volantín-promenaden: derfra ser du den i sin helhed og spejlet i vandet, når ría ligger stille, med La Merced-broen ved siden af. Fra samme promenade når du på fem minutter kabelbanen til Artxanda.
Det indre kan du se ved at købe billet til en forestilling, og der er rundvisninger på bestemte tidspunkter. Som udendørs stop tager det ti minutter; med Arenal og promenaden langs ría en behagelig halv time.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem har teatret sit navn efter?
Efter et vidunderbarn fra Bilbao: Juan Crisóstomo de Arriaga, født her i attenhundrede og seks. Han komponerede forbløffende værker som lille dreng, og i Paris sammenlignede man ham med Mozart, så meget at man kalder ham den spanske Mozart. Det tragiske er, at han døde kun nitten år gammel og efterlod os blot en smagsprøve på sit geni. Byen ville ære ham ved at give hans navn til sit store teater, så det knuste talent fortsat kan lyde hver aften mellem disse vægge.
Har denne bygning haft uheld?
En hel del, ærlig talt, men den er altid genopstået. Den blev indviet i attenhundrede og halvfems, tegnet af den samme arkitekt som rådhuset, og i nittenhundrede og fjorten efterlod en brand den som aske indvendig; den måtte genopbygges helt. Og der ventede den endnu en: under de frygtelige oversvømmelser i nittenhundrede og treogfirs trængte ría ind og ødelagde den igen. Den blev restaureret med omhu og står der stadig i dag. Et teater med flere liv end en kat.
