Pintxos i Bilbao: sådan fungerer det, og hvor du skal hen
De uskrevne regler for txikiteo, hvorfor mange pintxos her bestilles varme og fra kortet, og i hvilke gader runden går. Med det, du under ingen omstændigheder må springe over.
Den mest almindelige fejl, en besøgende begår i Bilbao, er at sætte sig. En pintxo er ikke et måltid, det er en rute: du går ind på en bar, tager en eller to med en lille drink, betaler og skifter sted. Gør du det rigtigt, besøger du fire eller fem steder på en aften, og den anden almindelige fejl er at holde sig til det, der står på disken, for det bedste står næsten altid på tavlen.
Mange af Bilbaos bedste pintxos bestilles varme og laves på stedet. Kig på tavlen, eller spørg, hvad køkkenet har: disken er udstillingsvinduet, ikke hele kortet.
Sådan fungerer txikiteo
Uskrevne regler, men regler.
Txikiteo er runden fra bar til bar, og ordet kommer af txikito, det lille glas vin, man traditionelt drak ved hvert stop. Logikken er bevægelse: en eller to pintxos pr. bar, en lille drink og videre til den næste. Ingen slår sig ned på ét sted for at spise aftensmad af pintxos.
De almindelige drikke er zurito – en meget lille caña, en lille fadøl, beregnet netop til, at du kan nå flere –, txakoli, en syrlig, let perlende hvidvin, der skænkes fra stor højde, og rødvin fra Rioja Alavesa. Intet afslører en besøgende så tydeligt som at bestille en stor caña.
Betalingen klares ved hvert stop og til sidst. I Bilbao er det normale, at bartenderen spørger, hvad du har fået, og stoler på svaret, selv om flere og flere barer selv holder regnskab. Det er ikke en eksamen: du siger, hvad du har spist, og så er den ikke længere.
Tidspunktet betyder noget. Middagens aperitivo går fra klokken et til tre, og aftenrunden begynder omkring klokken otte. Uden for de tidsrum står diskene halvtomme, og oplevelsen er ikke den samme, uanset hvor meget baren har åbent.
Under de fireogtres buer ligger nogle af byens bedste barer, og arkaderne giver læ, uanset hvor meget det regner, og det er ikke nogen lille detalje i Bilbao. Det er det klassiske udgangspunkt for enhver runde og fungerer lige godt ved middagstid og om aftenen.
Bilbaos ældste gade og i dag den med flest barer pr. kvadratmeter. Stemningen er yngre, mere larmende og billigere end på Plaza Nueva, og fra torsdag til søndag om aftenen er det noget helt andet. God til at begynde, ikke til en rolig middag.
En af Europas største overdækkede markedshaller med en række barer og smagsboder i stueetagen. Ved middagstid er den et hurtigt og meget ærligt alternativ til barrunden, med råvarer, du kan se i montren ved siden af.
Begynd med en gilda, den pintxo, det hele begyndte med: oliven, ansjos og guindilla-chili på en tandstik. Den er opkaldt efter Rita Hayworths film, fordi kombinationen blev regnet for verde og picante: grøn og stærk, men også fræk og pikant. Den er lakmusprøven på enhver disk: er en gilda sat rigtigt sammen, er resten det som regel også.
Fra det varme køkken er torsk al pil-pil husets pejlemærke, med den sauce, der emulgeres alene af gelatinen fra selve fisken og olien, mens man svinger gryden. Desuden txuleta af gammel ko, grillet over gløder, og txangurro, krabbekød, der pilles og gratineres.
Blandt de pintxos fra disken, der aldrig skuffer: kartoffeltortilla, som her spises på et stykke brød og bedømmes strengt; hongo, den lokale karljohansvamp, stegt på pladen med æggeblomme i sæsonen; og croquetas, som i Baskerlandet er en konkurrencesport. Og Idiazabal, røget fåreost, med kvædepasta eller med valnødder.
Til sidst pastel vasco eller en cuajada, tykmælk. Og har baren cider, så skænket fra stor højde: højsæsonen er fra januar til april, når sidrerías, ciderhusene, åbner med deres menu af torsk, txuleta og ost med valnødder.
Hvilke gader du skal tage runden i
Casco Viejo, den gamle bydel, er den klassiske rute og den tætteste. Standardrunden begynder på Plaza Nueva, fortsætter ad Somera og Artekale og slutter nær Mercado de la Ribera. Der er under fem minutters gang fra stop til stop, og prisspændet er stort.
Ensanche, den planlagte byudvidelse, har den anden rute, omkring calle Ledesma og gaderne ved Diputación. Den er mere ordentlig, med terrasser, en smule dyrere og med diske på meget højt niveau. Den fungerer bedst til middagens aperitivo og for dem, der foretrækker mindre larm.
En tredje rute, mindre og mindre kendt, ligger i Bilbao la Vieja og på Muelle de Marzana, på venstre bred. Der er stemningen en anden, mere uafhængig og med spillesteder, og det er der, folk, der bor i byen, går ud og drikker.
En nyttig advarsel: søndag aften og mandag lukker mange barer eller skærer ned på kortet, og i august holder nogle lukket på grund af ferie. Falder rejsen på de dage, er det klogt at have en plan B og ikke satse alt på én gade.
Byens mindst turistede rute, på den gamle kaj, hvor jernmalmen kom ned, og som i dag er kunstkvarteret. Terrasser langs brystværnet med den gamle bydel lige overfor, små steder og en mere uafhængig stemning. Du kommer over på to minutter ad San Antón-broen.
Åbnet i 1903, med nymudéjar-udsmykning, kakler og kassetteloft, der ikke har ændret sig på et århundrede. Dens pinchos morunos, krydrede kødspyd, er en lokal institution og bestilles ved sidedisken. Den fungerer lige godt til morgenmad og til aperitivo.
Du går ind, tager en eller to med en lille drink og skifter bar: pointen er ruten, ikke at slå sig ned. Mange pintxos står fremme på disken, og dem tager du selv, men de bedste er som regel de varme, som bestilles fra tavlen og laves på stedet. Du betaler ved hvert stop.
Hvad er en zurito?
En meget lille caña, en lille fadøl, knap en tredjedel af et almindeligt glas, beregnet netop til, at du kan nå flere i løbet af en runde uden at ende aftenen på den første bar. Den er txikiteos standarddrik sammen med txakoli og rødvin. At bestille en stor caña er det tydeligste tegn på, at man ikke er herfra.
Hvilke pintxos skal man smage?
En gilda – oliven, ansjos og guindilla-chili – som lakmusprøven på enhver disk, kartoffeltortilla på brød, croquetas og Idiazabal-ost. Fra det varme køkken torsk al pil-pil, txuleta grillet over gløder og gratineret txangurro. I sæsonen hongo stegt på pladen med æggeblomme.
Hvor spiser man de bedste pintxos?
Den gamle bydel er den tætteste rute, med Plaza Nueva og calle Somera som akser. Ensanche, omkring calle Ledesma, er mere ordentlig og har diske på meget højt niveau. Og Bilbao la Vieja på venstre bred er den mindst turistede rute og stedet, hvor folk, der bor i byen, går ud.
Hvornår skal man gå ud?
Middagens aperitivo går nogenlunde fra klokken et til tre, og aftenrunden begynder omkring klokken otte. Uden for de tidsrum står diskene halvtomme, og du får ikke samme glæde af det, selv om baren har åbent. I Bilbao spiser man senere til aften, end mange besøgende regner med.
Er det dyrt at gå ud og spise pintxos?
Det afhænger meget af området og af typen af pintxo. Dem fra disken i den gamle bydel ligger på beskedne priser, og en runde på fire barer med drikke bliver rimelig. Pintxos fra gourmetkøkkener og diskene i Ensanche er en del dyrere. Et besøg i en sidrería og txuletas er et helt andet udgiftsniveau.
Praktisk information
TiderAperitivo fra kl. 13 til 15; aftenrunden fra kl. 20.
OmråderCasco Viejo (Plaza Nueva, Somera), Ensanche (Ledesma) og Bilbao la Vieja (Marzana).
DrikkeZurito, txakoli eller rødvin. At bestille en stor caña afslører den besøgende.
Sådan fungerer detEn eller to pintxos pr. bar, og så videre. Du betaler ved hvert stop.
Pas påKig på tavlen: de bedste pintxos laves varme og står ikke på disken.
LukkedageSøndag aften og mandag skærer mange barer ned. I august er der ferielukning.
På kortet
🎧 Med Viavoy
Gå gennem Bilbao og lyt i dit eget tempo
Download Viavoy og gå gennem Bilbao offline, når du vil.