Det ligger fem minutter fra Guggenheim, inde i en park med hundredårige træer, og mange besøgende går forbi uden at gå ind. Det er en grov fejl: mens hele verden stod i kø for at se titanet, kom folk fra Bilbao herhen for at se El Greco og Goya i stilhed. Museet går tilbage til 1908, og samlingen spænder over otte århundreder, hvilket gør det til museet med den rigeste samling i Baskerlandet.
Otte århundreder i en diskret bygning
Ruten begynder med gotiske tavlemalerier og flamsk maleri og når helt frem til samtidskunsten, med navne som Francis Bacon og Antoni Tàpies. Midt imellem står de værker, der bærer samlingen: en El Greco i stort format og værker af Zurbarán, Ribera og Goya, heriblandt flere portrætter.
Det andet ben er det baskiske maleri, og her er museet simpelthen uerstatteligt. Zuloaga, Regoyos, brødrene Zubiaurre, Arteta: et kapitel, som museerne i Madrid klarer af i et par sale, og som her får den plads, det fortjener. Vil du forstå, hvordan Baskerlandet så sig selv mellem 1890 og 1936, findes der ikke noget bedre sted.
Og der er en overraskelse, som bringer næsten alle ud af fatning. Midt i det spanske maleri hænger en ægte Gauguin, nogle vaskekoner malet i Arles i 1888, præcis i de måneder, hvor han delte hus med Van Gogh. At et værk af den kaliber hænger her og ikke på et fransk museum, siger meget om, hvordan samlingen blev til.
Folkets museum
Der er en lokal tradition, som forklarer den kærlighed, museet nyder: i lang tid var der gratis adgang en stor del af ugen, med den udtrykkelige tanke, at det skulle være et museum for alle og ikke en service for turister. Den dag i dag har det stadig tidsrum med gratis adgang, og de er ret gavmilde sammenlignet med ethvert andet museum på samme niveau.
Bygningen kombinerer en fløj fra 1945 med en udvidelse fra halvfjerdserne, og udefra springer den ikke i øjnene. Den ligger midt i parken Doña Casilda, så du kan dele besøget i to med en tur under træerne, og der er en café med terrasse, som er et af kvarterets bedste stop.
Museet er midt i en stor udvidelse tegnet af Norman Fosters tegnestue, og det betyder, at nogle områder kan være berørt af byggeriet, og at salenes indretning kan ændre sig. Det er en god idé at tjekke det, før du tager af sted. Foster havde i øvrigt allerede sat sit præg på byen med metroens indgange i buet glas, som man her kalder fosteritos.
Gå ikke glip af
En uventet Gauguin
Nogle vaskekoner malet i Arles i 1888, netop da han delte hus med Van Gogh. Den hænger blandt det spanske maleri.
Det bedste baskiske maleri
Zuloaga, Regoyos, Arteta og brødrene Zubiaurre med den plads, de fortjener. I Madrid fylder de to sale; her et museum.
Tidsrum med gratis adgang
Det blev grundlagt som et museum for alle og har stadig lange tidsrum med gratis adgang, hvilket er usædvanligt i dets kategori.
Udvidelse ved Norman Foster
Tegnestuen bag byens metroindgange er i gang med at udvide museet. Nogle områder kan være berørt.
Sådan passer det ind i dit besøg i Bilbao
Det ligger i parken Doña Casilda, fem minutters gang fra Guggenheim og ti fra Gran Vía. Det er det naturlige supplement til det store museum og måden at undgå at forlade Bilbao efter kun at have set arkitektur.
Det, der fungerer, er at tage dem samme dag, men ikke lige efter hinanden: Guggenheim om formiddagen, frokost, og Bilbaos Kunstmuseum om eftermiddagen med parken imellem. To store museer i træk udmatter enhver.
Regn med halvanden time, to, hvis det baskiske maleri interesserer dig. Og udnyt tidsrummet med gratis adgang, hvis tiderne passer: på dette museum er det ikke en symbolsk gestus, men en lang del af dagen.
Ofte stillede spørgsmål
Er det rigtigt, at museet bliver fornyet med manér?
Ja, og med en navnkundig signatur. Den store udvidelse er tegnet af Norman Fosters tegnestue, en af klodens mest berømte arkitekter. Og der er en smuk detalje: Foster havde allerede sat sit præg på Bilbao med metroens indgange, de buede glasindgange, som bilbaoborgerne kærligt kalder »fosteritos«. Så det stille stenmuseum ender også med at få sit stjernearkitekt-slag. Her slipper ingen for glæden ved at bygge smukt.
Er der et overraskende værk, som jeg ikke venter?
Mere end ét. Folk kommer og tænker på spansk maleri, og pludselig står de over for en ægte Gauguin på væggen: nogle vaskekoner malet i Arles i Sydfrankrig i 1888, præcis i de måneder, hvor han delte hus med Van Gogh. At sådan en perle af fransk kunst hænger på et museum i Bilbao siger meget om den ambition og de penge, denne by havde. Det er ikke bare et lokalt museum: det gemmer skatte i verdensklasse.
