Plaza Mayor de Albarracín
Landsbyens eneste flade sted, og der, hvor barerne og restauranterne ligger. Dagens naturlige base og stedet at være ved solnedgang.

Et bjergområde med transhumant kvægdrift, Spaniens første oprindelsesbetegnelse for skinke og retter tænkt til kulden. Hvad du skal bestille i en landsby med tusind indbyggere.
🎧 På ruten Røde Albarracín: landsbyen på klippenAlbarracín ligger i 1170 meters højde i et bjergområde, der levede af kvægdrift i århundreder, og køkkenet svarer til det: kød, pølser og skeretter tænkt til vinteren. Provinsen Teruel har desuden den første oprindelsesbetegnelse for skinke, der blev oprettet i Spanien.
Jamón de Teruel er stjerneproduktet. Oprindelsesbetegnelsen, Spaniens første for skinke, blev anerkendt i 1984, og karakteren kommer af modningen: tørret, i højden og i naturlig kulde, hvilket giver et produkt, der er mildere og mindre salt end andre lufttørrede skinker.
Ternasco de Aragón er det andet store kød: ungt lam af hjemlige racer med beskyttet geografisk betegnelse, som her steges i ovnen eller over gløder med ikke meget andet end salt og hvidløg. I et bjergområde med transhumant kvægdrift er den enkelhed normen.
Områdets pølser – longaniza, chorizo, morcilla, spansk blodpølse – er et kapitel for sig, og cecina og de marinerede kødvarer fuldender spisekammeret. Det hele følger samme logik: at gemme kød et koldt og isoleret sted gennem snemånederne.
Albarracín levede af kvæget i århundreder, og af ulden. Den transhumante økonomi er forklaringen på, at sådan en landsby kunne få katedral, bymur og paladser: der var penge, og de kom fra hjordene.
Landsbyens eneste flade sted, og der, hvor barerne og restauranterne ligger. Dagens naturlige base og stedet at være ved solnedgang.
Download appen og oplev Albarracin offline, når du vil. Gå turen Røde Albarracín: landsbyen på klippen med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Migas er bjergretten frem for nogen: gammelt brød smuldret og stegt meget langsomt med hvidløg, olie og torreznos, sprødstegt flæsk, nogle gange med vindruer eller chorizo. Den opstod som hyrdemad, lavet af det, der var tilovers, og den er stadig præcis det.
Gachas er den anden overlevelsesopskrift, der er blevet til en ret: mel, vand eller bouillon, olie, hvidløg og hvad der ellers var. I hele det indre Spaniens bjergegne findes der en udgave, og den aragonesiske er blandt de mest velsmagende.
Dernæst svampe i sæsonen – bjergområdet er et svampeområde af første rang –, ørred fra Guadalaviar og gryderetter med vildt. Alt sammen lokale råvarer af ren historisk nødvendighed.
Til dessert suspiro de amante, en sødsag, der er typisk for egnen, og bagværk med mandler. Og vinen kommer fra de aragonesiske oprindelsesbetegnelser: Cariñena, Somontano eller Calatayud, med garnacha som den karakteristiske drue.
Restauranterne ligger samlet omkring Plaza Mayor og i de nærmeste gader. I en landsby af den størrelse er udvalget begrænset, så i højsæsonen og i weekenderne er det en god idé at bestille bord.
Landsbyen kan ses på en lang halv dag, så det naturlige er at spise midt på ruten, efter turen op til Torre del Andador og før du går ned til borgen og kirkerne.
Plaza Mayor er det eneste flade sted i landsbyen – alt andet er op ad bakke – og der ligger restauranterne og barerne samlet. Det er også det bedste sted at blive siddende efter maden, med den rødlige sten rundt om dig.
Husk højden og klimaet: i 1170 meters højde er vintrene virkelig kolde, og mange steder skærer ned på åbningstiderne uden for sæsonen. Tjek det på forhånd, hvis du rejser på en hverdag om vinteren.
Og bliver du til solnedgang, som er det, der gør det hele værd, så spis aftensmad her: med facaderne tændt af det lave sollys er pladsen en af Aragoniens bedste spisesale under åben himmel.
Gå op i det, før du spiser: tyve minutter op ad bakke og landsbyens bedste udsigtspunkt. Bagefter går hele ruten ned ad bakke.
Besøget efter frokost: Banu Razíns alcázar, med et maurisk kvarter og bade med hypokaust. Femogfyrre minutter.
Jamón de Teruel, stegt ternasco de Aragón og hyrdernes migas. Alle tre følger samme logik: et bjergområde med kvægdrift i 1170 meters højde, med hårde vintre og et spisekammer bygget på kød og konservering. I sæsonen desuden svampe og ørred fra floden.
Det var den første oprindelsesbetegnelse for skinke, der blev anerkendt i Spanien, i 1984. Karakteren kommer af modningen: tørret, i højden og i naturlig kulde, hvilket giver et produkt, der er mildere og en hel del mindre salt end andre lufttørrede skinker. Du kender den på den ottetakkede stjerne, der er brændt i sværen.
Ungt lam af hjemlige aragonesiske racer med beskyttet geografisk betegnelse. I dette bjergområde steges det i ovnen eller over gløder med ikke meget andet end salt og hvidløg: i en egn med transhumant kvægdrift er den enkelhed ikke gastronomisk minimalisme, men tradition.
Gammelt brød, smuldret og stegt meget langsomt med hvidløg, olie og torreznos, nogle gange med vindruer eller chorizo. Den opstod som hyrdemad, lavet af det, der var tilovers, og er bjergretten frem for nogen i hele det indre Spanien. Den aragonesiske udgave er blandt de mest mættende.
Restauranterne ligger samlet omkring Plaza Mayor og i de nærmeste gader, som desuden er det eneste flade sted i landsbyen. Et sted med under tusind indbyggere har et begrænset udvalg, så i højsæsonen og i weekenderne er det en god idé at bestille bord i god tid.
Det kan det være. I 1170 meters højde er vintrene virkelig kolde, og mange steder skærer ned på åbningstiderne eller holder lukket nogle hverdage uden for sæsonen. Rejser du på en hverdag om vinteren, er det en god idé at tjekke på forhånd, hvad der har åbent.
Vin fra de aragonesiske oprindelsesbetegnelser: Cariñena, Somontano eller Calatayud, med garnacha som regionens karakteristiske drue. Det er fyldige vine, der passer godt til bjergenes køkken med kød og skeretter, og forholdet mellem pris og kvalitet er stadig fremragende.
Download Viavoy og gå gennem Albarracin offline, når du vil.
