Albarracín Slot
Banu Razíns alcázar med et maurisk kvarter og bade med hypokaust, som udgravningerne har afdækket. Femogfyrre minutter.

Hvordan en bjerglandsby i mere end et århundrede slap for at adlyde både Kastilien og Aragonien – og samtidig fik paven til at give den sit eget bispedømme.
🎧 På ruten Røde Albarracín: landsbyen på klippenPå middelalderens Iberiske Halvø, mellem to kongeriger, der strides om alt, lå der en bjerglandsby, som klarede sig uden at være afhængig af nogen af dem. Dens historie rummer en berbisk familie, en muslimsk hærfører med tilnavnet Ulvekongen, en vasaled til Jomfruen og en katedral, der egentlig ikke burde findes.
Det hele begynder ved borgen over flodslyngen. Her blev den muslimske alcázar, fæstningspaladset, anlagt for mere end tusind år siden, og i 1000-tallet, efter at kalifatet i Córdoba var faldet, blev området et af de mange taifa-kongeriger, som al-Andalus splittedes op i.
Det blev styret af en berbisk familie, Banu Razín. Og derfra kommer stednavnet: »Al Banu Razín«, Razín-slægtens land, blev efterhånden slebet til i folkemunde, indtil det blev til Albarracín. Landsbyens navn er bogstaveligt talt efternavnet på dens herrer i 1000-tallet.
Geografien forklarer, hvorfor de holdt så længe: landsbyen ligger snoet ind i en slynge af Guadalaviar, næsten som en ø af klippe, med en eneste smal landtange at komme ind ad. Den, der havde klippen, havde Albarracín, og det kostede langt mere at erobre den, end den var værd.
Udgravningerne ved borgen har afdækket et helt maurisk kvarter: paladsets gårdsplads, beboelsesrummene og en hammam med dens hypokaust, et badeanlæg med gulvvarme. Det hele kan besøges.
Banu Razíns alcázar med et maurisk kvarter og bade med hypokaust, som udgravningerne har afdækket. Femogfyrre minutter.
Symbolet på uafhængigheden: Azagra erklærede sig for Jomfruens vasal for ikke at underkaste sig nogen konge. Og kirken var en del af bymuren.
Download appen og oplev Albarracin offline, når du vil. Gå turen Røde Albarracín: landsbyen på klippen med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →I 1100-tallet træder Pedro Ruiz de Azagra, en adelsmand fra Navarra, ind på scenen. Og her kommer det usædvanlige: Det var ikke en kristen konge, der gav ham Albarracín, men en muslimsk. Det fortælles, at det var Ibn Mardanish, den mægtige »Ulvekongen« fra Valencia og Murcia, der overdrog ham herredømmet.
Ibn Mardanish var en fascinerende skikkelse: Han styrede et stort område i Levante i opposition til almohaderne, allierede sig med Kastilien og Aragonien imod dem og holdt et hof med stærk kristen indflydelse. At han overlod Albarracín til en adelsmand fra Navarra, passer perfekt med hans alliancepolitik.
Og det gav Azagra det juridiske argument, han havde brug for: Da han hverken skyldte Kastilien eller Aragonien herredømmet, skyldte han ingen af dem vasaltroskab. Så han erklærede sig alene for Santa Marías vasal, Jomfruens egen.
I en tid, hvor vasalforholdet krævede en bestemt herre, efterlod valget af Jomfruen kongerne uden grundlag for at gøre krav. Derfor er Santa María-kirken ikke bare endnu en kirke: Den er grundlæggelsesdokumentet for herredømmets uafhængighed.
Og derfor dukker Mariadyrkelsen op overalt i landsbyen og i egnen omkring den. Det er ikke bare fromhed: Det er et politisk argument, der blev gentaget i århundreder.
Den politiske uafhængighed krævede religiøs uafhængighed, for i middelalderen var den kirkelige jurisdiktion lige så virkelig som den verdslige. At høre under et fremmed bispedømme betød at være afhængig af en anden magt.
Så i 1172 skaffede Azagra en biskop til sit land. Det er grunden til, at en hyrdelandsby har en katedral: Det var et af de mindste bispedømmer i Spanien, og det fandtes af grunde, der ikke havde noget med befolkningstallet at gøre.
Den bygning, du ser i dag, er yngre: Den blev opført i 1500-tallet af bygmesteren Martín de Castañeda og franskmanden Pierres Vedel, den samme ingeniør, som førte vandet til Teruel. Et enkelt skib, bredt og lyst, mellem sengotik og renæssance.
Afslutningen kom i 1284, da kong Peter III af Aragonien belejrede byen og indlemmede den i Kronen. Dermed sluttede en meget sjælden historie: historien om et lille herredømme, der i mere end et århundrede ikke adlød nogen konge.
Bispedømmet holdt længere: Med tiden kunne det ikke klare sig alene og blev lagt sammen med nabobyen Teruel, som det i dag deler biskop med. Men katedralen blev her som et vidne om dengang, landsbyen havde sin egen bispehue.
Bispedømmet kom i 1172; den nuværende bygning er fra 1500-tallet, med Pierres Vedel. Her er gotiske malerier, som tiden havde skjult.
Sten fra 900-tallet, fra kalifatets tid. Fra toppen ser du hele flodslyngen og forstår, hvorfor stedet var så svært at erobre.
En berbisk familie, der styrede et taifa-kongerige her i 1000-tallet, efter at kalifatet i Córdoba var faldet. Landsbyens navn kommer fra dem: »Al Banu Razín«, Razín-slægtens land, blev efterhånden slebet til, indtil det blev til Albarracín. Deres alcázar lå på bakken over flodslyngen, hvor borgen står i dag.
Ibn Mardanish, en mægtig muslimsk hærfører, der styrede Valencia og Murcia i 1100-tallet i opposition til almohaderne og i alliance med Kastilien og Aragonien imod dem. Det fortælles, at det var ham, der overdrog Albarracín til Pedro Ruiz de Azagra, en adelsmand fra Navarra, og det passer med hans kristne alliancepolitik.
I middelalderen krævede vasalforholdet en bestemt herre, som man skyldte lydighed. Da Pedro Ruiz de Azagra ikke havde fået Albarracín af nogen kristen konge, kunne han erklære sig alene for Santa Marías vasal, og ingen monark af kød og blod havde et juridisk grundlag for at kræve hans underkastelse. Det virkede i mere end et århundrede.
Fordi den kirkelige jurisdiktion i middelalderen var lige så virkelig som den verdslige, og at høre under et fremmed bispedømme betød at være afhængig af en anden magt. Da herredømmet fik sit eget bispedømme i 1172, var uafhængigheden fuldendt. Det er grunden til, at en hyrdelandsby har en katedral.
I 1284, da kong Peter III af Aragonien belejrede byen og indlemmede den i Aragoniens krone. Dermed sluttede en usædvanlig historie: historien om et lille herredømme, der i mere end et århundrede hverken adlød Kastilien eller Aragonien, og som ikke engang havde fået sit område af en kristen konge.
En hel del. Torre del Andador er fra 900-tallet, fra kalifatets tid, og er landsbyens ældste sten. Og ved borgen har udgravningerne afdækket et helt maurisk kvarter med paladsets gårdsplads, beboelsesrummene og en hammam med hypokaust, altså et badeanlæg med gulvvarme.
Ikke som selvstændigt bispedømme. Det var et af de mindste i Spanien, og med tiden kunne det ikke klare sig alene: Det blev lagt sammen med nabobyen Teruel, som det i dag deler biskop med under navnet bispedømmet Teruel og Albarracín. Men katedralen blev her som et vidne om dengang, landsbyen havde sin egen bispehue.
Download Viavoy og gå gennem Albarracin offline, når du vil.
