Synagogen El Tránsito
Statsejet, med entré omkring 3 euro, nedsat pris og gratis tidsrum for EU-borgere, som næsten ingen tjekker, før de køber billet. Lukket om mandagen. Regn med fyrre minutter til salen og museet.

To middelalderlige synagoger, en moské fra år 999 og en væg, hvor hebraisk og arabisk deler mur. Hvor sameksistensen holder op med at være en frase og kan peges ud med fingeren.
🎧 På ruten Toledo og de tre kulturerEtiketten »de tre kulturers by« bruges så meget, at den har mistet næsten al sin skarphed, og i Toledo er det værd at give den den tilbage, for her findes der konkrete steder, hvor det kan efterprøves. På en væg i dette jødiske kvarter står salmer på hebraisk hugget ved siden af vers på arabisk, med en udsmykning, der kunne sidde i Alhambra, lavet af muslimske håndværkere til et jødisk tempel under en kristen konge. Det er ikke en metafor: Det står der.
En sal uden søjler og en væg på tre sprog.
Udefra er den en mur af mursten, så nøgtern, at du kan gå lige forbi, og det betyder også noget: Middelalderens synagoger måtte ikke skille sig ud udadtil. Du skubber døren op, og der åbner sig en lys, åben sal på mere end tyve meter uden en eneste søjle, noget, der er konstruktivt vanskeligt og meget sjældent.
Loftet er et kassetteloft af cedertræ med bemalet flettværk, et af de fineste fra sin tid på halvøen. Og højt oppe på væggene løber et endeløst bånd af udskåret gips med hele salmer på hebraisk, flettet sammen med plante- og geometriske motiver fra det mauriske repertoire.
Den blev opført omkring 1356 på foranledning af Samuel ha-Leví, skatmester for kong Peter I af Kastilien, en jøde, der kom til at styre rigets finanser. Kongen selv endte med at lade ham arrestere, udsatte ham for tortur og tog hans formue. Synagogen blev stående; dens bygherre gjorde ikke.
Gå op på det øverste galleri, som var forbeholdt kvinderne. Derfra kan du se kassetteloftet meget bedre og forstå salens proportioner. I dag huser bygningen Det Sefardiske Museum, der handler om livet i halvøens jødiske samfund frem til fordrivelsen og derefter, i diasporaen.
Statsejet, med entré omkring 3 euro, nedsat pris og gratis tidsrum for EU-borgere, som næsten ingen tjekker, før de køber billet. Lukket om mandagen. Regn med fyrre minutter til salen og museet.

Den anden bevarede synagoge og en af de ældste i Europa, der stadig står: fem skibe adskilt af hesteskobuer på hvidkalkede piller med kapitæler formet som kogler. Den blev bygget som synagoge i 1100-tallet, blev kirke efter 1391 og har beholdt det kristne navn.

Netværket af gyder, der omgav synagogerne, langt roligere end aksen ved katedralen. Der er menoraer lagt ind i belægningen, som markerer ruten gennem det jødiske kvarter, og når du først ved, at de er der, dukker de op overalt.
Download appen og oplev Toledo offline, når du vil. Gå turen Toledo og de tre kulturer med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →I den øvre, nordlige del af den gamle bydel, lidt væk fra den sædvanlige rute, ligger moskeen Cristo de la Luz, den ældste bygning, der stadig står i Toledo. Årstallet er ikke et skøn: En indskrift på selve muren angiver år 999 og også navnene på bygherren og murermesteren.
Den er lillebitte, otte meter på hver side, med en kvadratisk grundplan delt i ni fag af fire søjler genbrugt fra vestgotiske bygninger. Det enestående sidder foroven: Hvert af de ni fag er dækket af en forskellig ribbehvælving, og ingen af dem gentages.
Ribbehvælvinger, hvis ribber ikke krydser hinanden i midten, er en maurisk opfindelse, der dukker op første gang i Mezquita i Córdoba, og her, omkring femogtredive år senere, folder de sig ud i ni varianter på et minimalt rum. Det er nærmest et katalog over arkitektur.
Da Toledo kom på kristne hænder i 1085, blev bygningen et kapel og fik tilføjet en apsis i mudéjarstil med det samme mauriske formsprog. Sømmen mellem de to dele kan ses indefra, og den er det bedste bevis på, at mudéjarstilen ikke var efterligning, men en fortsættelse af håndværket.
Da man gravede den udvendige have ud, dukkede en romersk vej op, ad hvilken en af vejene ind til det romerske Toletum førte. Under moskeen ligger Rom, ovenpå den kristne apsis: tre historiske lag på tyve kvadratmeter. Entré omkring 3 euro, inkluderet i turistarmbåndet (kombibillet til flere seværdigheder).

Byens andet mauriske levn, fra 1000-tallet, bygget oven på en romersk cisterne og med en bedesal på øverste etage. Den er langt mindre besøgt end Cristo de la Luz og har uregelmæssige åbningstider, men det er værd at tjekke dem.
Den vestlige ende af det jødiske kvarter optages af San Juan de los Reyes, og at det ligger netop der, er ingen tilfældighed. Isabella og Ferdinand lod det opføre i 1476 for at fejre en sejr og som deres gravkirke, og de gjorde det ved at plante det i udkanten af det jødiske kvarter i en by, der var lige ved at forandre sig fuldstændigt.
På facaden hænger rækker af jernlænker, der ifølge traditionen tilhørte kristne fanger, som blev befriet ved erobringen af Granada. Det er det samme år, 1492, som dekretet om fordrivelsen af jøderne fra alle de spanske riger blev underskrevet.
Det sammenfald af årstal er det, der giver mening til at gå rundt i området i rækkefølge: Du begynder i en kongelig skatmesters synagoge fra 1300-tallet og slutter i det kloster, der fejrer afslutningen på den verden. Toledo fortæller den historie uden brug af skilte.
Hele ruten – Santo Tomé, Tránsito, Santa María la Blanca, San Juan de los Reyes og Cristo de la Luz – tager en god halv dag og er den mindst befærdede del af den gamle bydel. Begynd tidligt, og slut ved udsigtspunktet, der kigger ud over Tajo-floden.
Isabellinsk gotik af Juan Guas, med en klostergang i to etager gennembrudt som kniplinger, umulige gargoiler og et kassetteloft i mudéjarstil på det øverste galleri, som næsten ingen går op for at se. Isabella endte med at blive begravet i Granada, så gravkirken forblev tom for altid.
To bevarede middelalderlige synagoger – Tránsito-synagogen og Santa María la Blanca, som begge kan besøges – kvarterets net af gyder og menoraer lagt ind i belægningen, som markerer ruten. Af de ti synagoger, der var på det højeste, overlevede kun de to, og det var, fordi de blev omdannet til kirker.
Santa María la Blanca, fra 1100-tallet, der regnes for en af de ældste synagoger i Europa, som stadig står. Det indre består af fem skibe adskilt af hesteskobuer på hvidkalkede piller med kapitæler formet som kogler. Den har beholdt sit kristne navn, fordi den blev kirke efter overfaldet i 1391.
I århundreder levede de side om side i den samme by, med en reel udveksling af håndværk, sprog og viden, og Oversætterskolen (Escuela de Traductores) er det bedst kendte bevis. Men det var hverken idyllisk eller varigt: Der var et ødelæggende overfald på det jødiske kvarter i 1391, og fordrivelsen kom i 1492. Det enestående er ikke, at det var et paradis, men at det fungerede så længe.
Moskeen Cristo de la Luz, dateret af sin egen indskrift til år 999, som også angiver navnene på bygherren og murermesteren. Det er den ældste bygning, der stadig står i Toledo. Under haven dukkede der desuden en romersk vej op, så på tyve kvadratmeter ligger der tre historiske lag oven på hinanden.
En god halv dag til hele ruten: Santo Tomé, Tránsito-synagogen med Det Sefardiske Museum, Santa María la Blanca og San Juan de los Reyes. Cristo de la Luz ligger for sig selv, i den øvre, nordlige del, og det er bedst at gemme den til, når du kommer til eller forlader byen.
Santa María la Blanca, San Juan de los Reyes og Cristo de la Luz er med i turistarmbåndet, som kan betale sig fra det tredje besøg. Tránsito-synagogen er ikke, fordi den er statsejet og har sit eget system med nedsatte priser og gratis tidsrum. Santo Tomé betales også for sig.
Download Viavoy og gå gennem Toledo offline, når du vil.
