Museet for Spansk Abstrakt Kunst
Chillida, Tàpies, Millares, Saura, Torner, Rueda, Sempere, Oteiza og Zóbel selv, ophængt inde i middelalderhuse, der svæver over afgrunden. Gratis adgang, siden Zóbel skænkede det til Fundación Juan March i 1980.

Hvordan en kastiliansk provinshovedstad endte som centrum for den spanske abstrakte kunst, og hvilke museer du skal se ud over det, der hænger ud over afgrunden.
🎧 På ruten Hængende Cuenca: fra Casas Colgadas til borgenDet er en af de mest usandsynlige historier i 1900-tallets spanske kunst: i tresserne begyndte en gruppe abstrakte malere – dårligt set af regimet og uden et marked – at slå sig ned i Cuenca, en lille provinsby tre timer fra Madrid. Tres år senere har byen flere kvadratmeter samtidskunst pr. indbygger end næsten nogen anden by i Spanien.
I halvtredsernes og tressernes Spanien var den abstrakte kunst en ubekvem position: den passede hverken til den officielle smag eller havde et marked, der var stort nok til at leve af. Malerne i gruppen El Paso og deres samtidige arbejdede i Madrid under vanskelige kår og søgte billige steder, hvor de kunne have værksted.
Cuenca bød på gamle, halvt forladte huse i en affolket gammel bydel, stilhed, et enestående landskab og provinspriser. Gustavo Torner, der selv var fra Cuenca, var forbindelsesleddet; lidt efter lidt kom der flere, og byen blev mødested for en hel generation.
Det afgørende skridt tog Fernando Zóbel, en maler født i Filippinerne, som i årevis havde købt sine venners værker og manglede et sted at samle dem. I 1966 åbnede han Museet for Spansk Abstrakt Kunst i Casas Colgadas, de hængende huse, og det ændrede målestokken for det hele.
Chillida, Tàpies, Millares, Saura, Torner, Rueda, Sempere, Oteiza og Zóbel selv, ophængt inde i middelalderhuse, der svæver over afgrunden. Gratis adgang, siden Zóbel skænkede det til Fundación Juan March i 1980.
Rammen er halvdelen af argumentet. At se abstrakt maleri i huse fra 1300-tallet, der hænger ud over fyrre meter tomrum, med vinduerne ud mod kløften, er en oplevelse, som intet storbymuseum kan gentage.
Download appen og oplev Cuenca offline, når du vil. Gå turen Hængende Cuenca: fra Casas Colgadas til borgen med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Det virkelig indflydelsesrige ved museet var ikke samlingen, men måden, den blev ophængt på. Kunstnerne selv – først og fremmest Torner og Gerardo Rueda, sammen med Zóbel – tegnede salene og spillede på dagslyset, bjælkernes gamle træ, de hvide mure og vinduerne, der står åbne ud mod kløften.
Over for tidens magasinmuseum, hvor værkerne stod på række og skiltene var det eneste kriterium, blev hver sal her tænkt som et rum med sin egen rytme: få værker, masser af luft og bygningen som en del af ophængningen i stedet for blot at rumme den.
Resultatet var så nyt i Spanien i 1966, at det straks blev et forbillede. En stor del af de følgende årtiers spanske museumskunst kan forklares ved at kigge på Cuenca, hvilket er ret usædvanligt for et lille museum i en provinshovedstad.
Og byen stoppede ikke der. Det første skub skabte et miljø, der stadig fungerer, med flere samlinger, fonde og udstillingssteder, end en by af dens størrelse skulle have.
Byens anden store samling, i et kloster i den øvre bydel: samtidskunst, fundne objekter og en meget bemærkelsesværdig samling af grafik. Mindre kendt end Museet for Spansk Abstrakt Kunst og med langt kortere kø.
Ud over Museet for Spansk Abstrakt Kunst har byen Fundación Antonio Pérez, der holder til i et tidligere kloster i den øvre bydel, med en meget stærk samling af samtidskunst, fundne objekter og grafik. Den er som regel langt mere tom og fortjener den samme opmærksomhed.
Der er også Espacio Torner i San Pablo-kirken, på den anden side af Puente de San Pablo, viet til Gustavo Torners værk, og Videnskabsmuseet, der ganske vist ikke er kunst, men fungerer rigtig godt og er det bedste valg, hvis du rejser med børn.
Kontrasten til det gamle er en del af tiltrækningen. Katedralen har abstrakte glasmosaikker fra 1900-tallet, bestilt hos samtidskunstnere med tilknytning til byen, og at se tidlig gotik oplyst af ikke-figurative glasmosaikker er en oplevelse, som ingen anden spansk katedral byder på.
Det er i bund og grund Cuencas argument: det er ikke en middelalderby med et moderne museum indeni, men et sted, hvor det gamle og det nye har levet naturligt side om side i tres år.
En stor del af dens glasmosaikker er abstrakte og fra 1900-tallet, udført af samtidskunstnere med tilknytning til byen. Tidlig gotik med anglonormannisk indflydelse oplyst af ikke-figurative glasmosaikker: der er ingen anden spansk katedral, hvor noget lignende sker.
Fordi en gruppe spanske abstrakte malere i halvtredserne og tresserne, uden marked og uden officiel støtte, søgte billige steder at have værksted og her fandt halvt forladte huse i en affolket gammel bydel, stilhed og et enestående landskab. Gustavo Torner, der selv var fra Cuenca, var forbindelsesleddet, og derfra kom resten.
En maler født i Filippinerne af spansk familie, som i årevis havde købt værker af sin generations spanske abstrakte kunstnere og manglede et sted at samle dem og vise dem frem. I 1966 åbnede han Museet for Spansk Abstrakt Kunst i Casas Colgadas, og i 1980 skænkede han det til Fundación Juan March for at sikre dets fremtid.
At kunstnerne selv tegnede den og spillede på dagslyset, bjælkernes gamle træ, de hvide mure og vinduerne, der står åbne ud mod kløften. Over for tidens magasinmuseum blev hver sal her tænkt som et rum med sin egen rytme: få værker og masser af luft. Den blev straks et forbillede for hele den spanske museumskunst.
Fundación Antonio Pérez, i et tidligere kloster i den øvre bydel, med samtidskunst, fundne objekter og grafik; og Espacio Torner i San Pablo-kirken, viet til Gustavo Torner. Begge har langt færre besøgende end Museet for Spansk Abstrakt Kunst og fortjener den samme opmærksomhed.
Ja, adgangen er gratis, siden Zóbel skænkede museet til Fundación Juan March i 1980. Og det er desuden den eneste måde at komme ind i Casas Colgadas og kigge ud over afgrunden fra vinduerne, så det betaler sig dobbelt. Tjek den ugentlige lukkedag, før du tager af sted.
En stor del af dem er ikke: de er fra 1900-tallet og abstrakte, bestilt hos samtidskunstnere med tilknytning til byen. At se et tidligt gotisk kirkerum med anglonormannisk indflydelse oplyst af ikke-figurative glasmosaikker er en oplevelse, som ingen anden spansk katedral byder på, og det siger meget om Cuencas karakter.
Download Viavoy og gå gennem Cuenca offline, når du vil.
