I Zaragoza kaldes den den tredje katedral, og det er ikke en kærlig overdrivelse: I størrelse, i kvalitet og i det, den rummer, er denne kirke i El Gancho-kvarteret på højde med Pilar-basilikaen og La Seo. Dens ottekantede mudéjartårn af mursten er på UNESCO's verdensarvsliste, og indenfor står en højaltertavle, der hører til de bedste i den spanske renæssance.
Et minarettårn i et forstadskvarter
Tårnet er fra 1300-tallet, ottekantet, af mursten, med geometrisk dekoration i fremspringende mursten, der dækker hele tårnkroppen, og en indre konstruktion af to koncentriske tårnkroppe med trappen imellem. Det skema – et tårn i tårnet – kommer direkte fra almohadernes minareter.
Det er et af højdepunkterne i den aragonske mudéjar, der samlet står på UNESCO's verdensarvsliste, og det bemærkelsesværdige er, hvor det står: ikke ved en kirke med kongelig eller adelig mæcen, men ved kirken i en håndværkerforstad uden for den romerske bymur.
Det betyder, at det blev rejst af et sogn uden store indtægter, med det billigste materiale, der var til rådighed, og med lokal arbejdskraft med maurisk tradition. Den aragonske mudéjar er i høj grad arkitektur af enestående kvalitet lavet for et beskedent budget.
Damián Forments altertavle
Højaltertavlen er et værk af Damián Forment, den vigtigste billedhugger i den aragonske renæssance, og den blev skåret i bemalet træ i de første årtier af 1500-tallet. Den fylder hele koret med scener fra Jomfru Marias og Paulus' liv, ordnet i felter og etager.
Forment arbejdede også på højaltertavlen i Pilar-basilikaen og på den i katedralen i Huesca, og hans stil forener den gotiske struktur af felter og baldakiner med figurer, der allerede er helt renæssance, med italiensk anatomi og bevægelse. Det interessante er at se den krydsning i ét enkelt værk.
Resten af det indre har flamske gobeliner, sidekapeller fra forskellige epoker og et mudéjarloft i træ i nogle af fagene. Det er en langt rigere kirke, end beliggenheden i et folkeligt kvarter ville lade dig forvente.
Gå ikke glip af
Den tredje katedral
I størrelse og kvalitet er den på højde med Pilar-basilikaen og La Seo, selv om den er kirken i en håndværkerforstad.
Et tårn i tårnet
To koncentriske ottekantede tårnkroppe med trappen imellem, et skema arvet fra almohadernes minareter.
Forments altertavle
Gotisk struktur af felter og baldakiner med figurer, der allerede er renæssance. De to sprog krydser hinanden i ét enkelt værk.
Kvalitet for et beskedent budget
Rejst af et sogn uden store indtægter, med mursten og lokal arbejdskraft med maurisk tradition.
Sådan passer det ind i dit besøg i Zaragoza
Den ligger i El Gancho-kvarteret, vest for den gamle bydel, ti minutter fra Plaza del Pilar og tæt på Mercado Central. Det er et folkeligt kvarter, meget blandet og med meget få turister.
Besøgstiderne er begrænsede og knyttet til gudstjenesterne, så det er en god idé at tjekke dem, før du går derhen: Det er let at finde kirken lukket. Tårnet kan ses fra gaden på alle tider af døgnet, og det er værd at gå rundt om det.
Sammen med La Magdalena-kirken i den modsatte ende af den gamle bydel udgør den byens par af mudéjartårne, som du skal se. Kun San Pablos er på UNESCO's verdensarvsliste, og begge går stort set ubemærket hen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem var denne Damián Forment, der lavede altertavlen?
Det store navn i sin tids billedhuggerkunst på disse kanter. Damián Forment, der stammede fra Valencia, slog igennem i Aragonien i begyndelsen af 1500-tallet og efterlod altertavler, der er rene bjerge af udskårne figurer. Hvis denne imponerer dig, så husk, at de store altertavler af alabast i Pilar-basilikaen, lige herved, og i katedralen i Huesca også er hans, foruden hans arbejde i Poblet-klostret. En kunstner, der bearbejdede alabast og træ, som var det voks. At have ham i dette kvarter er en enorm luksus.
Hvor længe har den været på verdensarvslisten?
I nogle årtier efterhånden, og den står ikke alene. UNESCO satte den aragonske mudéjar på verdensarvslisten i 1986, først med monumenterne i Teruel, og i 2001 udvidede man listen til også at omfatte Zaragoza: dette tårn ved San Pablo, kuplen og parroquieta-kapellet i La Seo, som du så i begyndelsen, og Aljafería-paladset. Så det er ikke en enkeltstående juvel, men en del af en skat, der er spredt over hele Aragonien og anerkendt af hele verden. Og den har du, se bare, i det mest beskedne kvarter.
Hvordan kunne et beskedent kvarter rejse sådan et tårn?
Det er netop det fine ved historien. Denne forstad uden for bymuren blev fyldt med håndværkere og et stærkt marked, og alle disse arbejdsomme folk, samlet i deres lav, var langt mere velstående, end det så ud til. Sognet voksede med dem og hældte århundrede efter århundrede pengene i sin kirke: tårnet, altertavlen, gobelinerne. Derfor endte det fattige kvarter med en »katedral«, som centrum kunne misunde. Den blev ikke betalt af en konge eller en biskop: Den blev betalt, lidt ad gangen, af et helt kvarter af travle hænder.
