Denne renæssancegård fra 1500-tallet stod i over halvtreds år i Paris, efter at en fransk antikvitetshandler havde købt den sten for sten og taget den med. Den kom tilbage til Zaragoza i slutningen af halvtredserne og har siden 1980 været genopført inde i en bankbygning i centrum. Det er en af de mest eventyrlige kulturarvshistorier i Spanien, og den endte godt.
En gård, der blev solgt og rejste væk
Gården hørte til huset for en købmand fra Zaragoza, der var blevet rig på handel, Gabriel Zaporta, og den blev bygget i midten af 1500-tallet. Den er et enestående eksempel på aragonsk renæssance med to etager af arkader, udhuggede søjler og en skulpturel udsmykning af sjælden tæthed.
I 1800-tallet forfaldt bygningen, og i 1903 købte en fransk antikvitetshandler gården, skilte den ad stykke for stykke og tog den med til Paris, hvor han satte den op igen. Den slags var dengang helt lovligt og ret almindeligt: Kulturarv blev solgt som materiale.
I 1957 erhvervede en finansiel institution fra Zaragoza gården og organiserede dens hjemkomst. Delene kom tilbage og blev genopført inde i en bygning ved Coso, hvis indre blev tilpasset for at give plads til den. Den åbnede for offentligheden i firserne efter en lang restaurering.
Kærlighedsscener udhugget i søjlerne
Det, du skal kigge på, er søjlerne i det nederste galleri, hvis skafter er udhugget med relieffer, der fortæller mytologiske og allegoriske scener, mange af dem om kærlighed, ægteskab og ægteskabelig troskab.
Det er ikke et dekorativt indfald: Gården blev bygget i forbindelse med bygherrens ægteskab, og det ikonografiske program fungerer som en hel fortælling om foreningen, med figurer af Herkules, frieriscener og personificerede dyder. Det kræver tid og tålmodighed at læse det hele.
Det øverste galleri har medaljoner med buster i sviklerne og en kam, der kroner helheden. Navnet Patio de la Infanta kom langt senere, fra en senere ejer, der var i familie med kongehuset, og har intet at gøre med det oprindelige program.
Gå ikke glip af
Den stod i over halvtreds år i Paris
En antikvitetshandler købte den og skilte den ad i 1903. Den kom tilbage takket være en institution fra Zaragoza og blev genopført inde i en bygning.
Søjler, der fortæller
Skafterne i det nederste galleri fortæller mytologiske scener om kærlighed og ægteskab: et helt program, ikke pynt.
En købmand bestilte den
Gabriel Zaporta, der var blevet rig på handel, i forbindelse med sit ægteskab. Ikke adel, men nye penge.
Gratis og skjult
Den har ingen egen facade og er ikke skiltet på gaden. Du går ind gennem forhallen i en bygning ved Coso.
Sådan passer det ind i dit besøg i Zaragoza
Den ligger ved Coso, gaden, der løber rundt om den gamle bydel og følger den romerske bymurs linje, fem minutter fra Plaza del Pilar og tæt på Palacio de Sástago, et andet renæssancepalads med udstillinger og gratis adgang.
Du går ind fra bygningens forhal, og entréen er gratis, men åbningstiderne er institutionens og derfor korte, med lukket ved middagstid og begrænset åbent i weekenden. Det er en god idé at tjekke dem.
Det er et besøg på femten minutter, som rigtig mange ikke kender til, blandt andet fordi gården ikke har sin egen facade og ikke er skiltet fra gaden. Og der er som regel midlertidige udstillinger rundt om gården, som du ser på samme besøg.
Ofte stillede spørgsmål
Den infanta, der gav gården navn, har hun noget med Goya at gøre?
Ja, og det er en smuk forbindelse. Det par levede langt fra hoffet, fordi infanten havde giftet sig af kærlighed og ikke af beregning, og det kostede ham hans privilegier. Og den familie blev portrætteret af ingen ringere end Goya, geniet født i Fuendetodos, lige herved, i et berømt gruppebillede og i flere portrætter af hende alene. Så kvinden, der har givet navn til denne gård, ser stadig på os fra lærrederne af alle tiders bedste aragonske maler.
Og hvorfor så mange kærlighedsscener hugget i søjlerne?
Fordi det, efter hvad man fortæller, ikke kun var et pragtudstyr af rigdom. Gabriel Zaporta lod den bygge for at fejre sit bryllup: Derfor fortæller udskæringerne så meget om kærlighed og par. Det var hans måde at forevige sin hustru og deres forening for øjnene af hele byen, så de skulle bestå, når de to ikke længere var her. Og det lykkedes ham sandelig: Århundreder senere står vi her stadig og taler om deres kærlighed.
