Bag en lang, nøgtern facade i Barrio del Carmen ligger to stille klostergange, en gotisk og en i renæssancestil, med appelsintræer, en brønd og stenbuer. Det er det gamle Carmen-kloster, i dag center for samtidskunst, og der er gratis adgang. Næsten ingen af dem, der går forbi på gaden, ved, hvad der er indenfor, og det er nok det rareste sted i Valencias gamle bydel til ikke at lave noget som helst i en halv time.
Fra kloster til kaserne og tilbage igen
Karmeliterklostret blev grundlagt i 1200-tallet, kort efter erobringen, og voksede gennem århundreder, til det fyldte hele denne karré. Af al den tilvækst er der to meget forskellige klostergange tilbage: den gotiske fra 1300-tallet med spidsbuer og udhuggede kapitæler, og renæssanceklostergangen fra 1500-tallet med roligere proportioner.
I 1836 fordrev Mendizábals sekularisering af kirkegodset munkene: staten, tynget af gæld, beslaglagde en stor del af kirkens ejendomme for at sælge dem. Den operation tømte på én gang klostre i hele Spanien og forklarer, hvorfor så mange religiøse bygninger endte som museer, kaserner eller boliger.
Dette kloster har været igennem næsten det hele. Det var San Carlos' Kunstakademi, det var det første hjemsted for Valencias Kunstmuseum, og det blev endda brugt som kaserne. Først i slutningen af 1900-tallet blev det istandsat som kulturelt rum, og siden 2016 har det fungeret som Centre del Carme Cultura Contemporània.
Hvad der er indenfor i dag
Programmet er samtidskunst, installationer, design og unge kunstnere, med flere udstillinger på samme tid og hyppig udskiftning. Det er et offentligt center med gratis adgang, så du kan gå ind uden at vide, hvad der vises, og gå igen efter ti minutter, hvis det ikke interesserer dig.
Men selv hvis du helt ser bort fra udstillingerne, er de to klostergange besøget værd. Den gotiske er lille og meget lukket; renæssanceklostergangen, der er større, har appelsintræer og bænke og er et af de steder, hvor temperaturen falder tre grader, når du går ind. I en by som Valencia, i juli, er det ikke så lidt.
Desuden er klosterkirken bevaret og nogle kapeller med rester af vægmalerier, som af og til bruges som udstillingssale. Blandingen af samtidsinstallation og gotisk mur fungerer overraskende godt.
Gå ikke glip af
To klostergange og ingen kø
En gotisk fra 1300-tallet og en i renæssancestil fra 1500-tallet, med appelsintræer, brønd og gratis adgang.
Sekulariseringen i 1836
Den fordrev munkene og gjorde klostret til akademi, museum og endda kaserne.
Tre grader køligere
I juli er renæssanceklostergangen et af de få kølige steder i den gamle bydel.
Gadekunst rundt omkring
Barrio del Carmen har en af de største tætheder af vægmalerier i Spanien. Den er på gaden, og den er gratis.
Sådan passer det ind i dit besøg i Valencia
Det ligger i hjertet af Barrio del Carmen, fem minutter fra IVAM og ti fra Torres de Serranos og Torres de Quart. Det er det centrale stop på turen gennem kvarteret.
Barrio del Carmen er Valencias ældste kvarter og også det mest bemalede: gaderne har en af de største tætheder af gadekunst i Spanien, med vægge af Blu, Escif og Julieta XLF, blandt andre. At gå fra det ene tårn til det andet gennem kvarteret er den bedste måde at se det på.
Og en bemærkning om rytmen: kvarteret har to liv. Om dagen er det roligt, med værksteder, boghandler og små udeserveringer; om natten samler det en stor del af nattelivet i centrum og skifter helt stemning. Begge udgaver er et besøg værd, men de er ikke det samme.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad var det for sekulariseringer, der jagede munkene ud?
Det var et af attenhundredetallets store ryk. Omkring 1836 besluttede en minister ved navn Mendizábal, at staten, der var tynget af gæld, skulle overtage en stor del af kirkens ejendomme for at sælge dem og skaffe penge. Med ét blev hundredvis af klostre som dette tømt: munkene måtte rejse, og bygningerne gik over på andre hænder. Takket være det holdt denne klostergang paradoksalt nok op med at være lukket og endte med at tilhøre alle. Sådan vender historien sig af og til.
