To enorme tårne af gylden sten med murtinder og det gamle flodlejes grønne bånd for foden. De var den fornemme port i Valencias middelalderlige bymur, den som kongerne brugte, når de drog ind i byen, og de er blandt de største bevarede gotiske byporte i Europa. Indvendigt er de åbne, uden bagmur, og det er ikke en ruin: det var en bevidst forsvarsbeslutning. Du kan gå op i dem, og fra toppen forstår du hele byen.
En port uden ryg
De blev rejst af stenhuggermesteren Pere Balaguer mellem 1392 og 1398. Før han gik i gang, sendte byen ham ud for at studere de store porte i andre byer under Aragoniens krone og hente inspiration, og resultatet forener den militære funktion med en tydeligt repræsentativ monumentalitet: dette var det ansigt, Valencia tog imod sine gæster med.
Se på den side, der vender ind mod byen: der er ingen mur. Trapperne, reposerne og etagerne ligger åbent fremme. Grunden er taktisk og meget kold: hvis en fjende fik indtaget tårnet, kunne han ikke forsvare sig indefra, fordi han ville være udsat for beskydning fra byen. Porten var konstrueret, så den, der erobrede den, ikke kunne holde den.
De var en del af en bymur på over fire kilometer med tolv porte, som blev revet næsten helt ned i 1865 for at give plads til byudvidelsen. Af hele den ring overlevede kun to porte: denne og Torres de Quart.
Tårnene, der gemte Prado
Under Den Spanske Borgerkrig, da Valencia var blevet republikkens hovedstad, og Madrid lå under bomberne, besluttede man at evakuere værkerne fra Pradomuseet. Malerierne af Velázquez og Goya og en stor del af samlingen kom hertil i lastbil og blev opbevaret i disse sale, beskyttet af konstruktioner af sandsække og beton.
Det var en af de vigtigste redningsaktioner for kunst i Europas historie, og disse tårne var et af dens tilholdssteder sammen med Colegio del Patriarca. Siden fortsatte værkerne til Catalonien og Genève og vendte tilbage til Prado i 1939.
Før det havde tårnene en langt mindre fornem funktion: mellem 1500- og 1800-tallet fungerede de som fængsel, nærmere bestemt for adelsmænd og riddere, som på grund af deres stand ikke kunne spærres inde sammen med de andre fanger. Væggene bærer stadig graffiti fra de indsatte.
Gå ikke glip af
Ingen bagmur
Hvis fjenden indtog tårnet, kunne han ikke forsvare det. Porten var konstrueret, så den ikke kunne generobres.
Her blev Prado gemt
Velázquez og Goya opbevaret i disse sale under Den Spanske Borgerkrig, beskyttet med sandsække og beton.
Fængsel for adelige
Mellem 1500- og 1800-tallet. Væggene bærer stadig graffiti fra fangerne dengang.
Crida under Fallas
Sidste søndag i februar: proklamationen, der åbner festen, med fyrværkeri over tårnene.
Sådan passer det ind i dit besøg i Valencia
De markerer den gamle bydels nordlige grænse og er indgangen til Barrio del Carmen, Valencias ældste og mest bohemeagtige kvarter. På den anden side begynder Jardín del Turia, parken, der fylder den omlagte flods leje.
Turen op koster meget lidt, og der er dage med gratis adgang. Fra toppen ser du den gamle bydel med Miguelete, der tegner sig mod himlen, det grønne flodleje, der bugter sig, og mod øst silhuetterne af Ciudad de las Artes.
Og en dato: den sidste søndag i februar er tårnene scene for Crida, proklamationen, hvormed Fallera Mayor kalder byen sammen til begyndelsen af Fallas. Pladsen fyldes, der er fyrværkeri over tårnene, og det er øjeblikket, hvor Valencia officielt går i festtilstand i tre uger.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem rejste disse tårne?
De blev rejst af en stenhuggermester ved navn Pere Balaguer i slutningen af trettenhundredetallet, mellem 1392 og 1398. Før han gik i gang, sendte man ham ud for at studere de store porte i andre byer under Kronen for at hente inspiration, og han kom tilbage med denne idé om en port-palads, mere for at prale end for at føre krig. Derfor blev Serranos så elegante: de blev tænkt som byens gallaindgang, den, man viste frem for dem, der kom udefra.
Bruges de til noget i dag?
Det kan du tro. Hvert år, den sidste søndag i februar, bliver disse tårne scene for Crida: proklamationen, der giver startskuddet til Fallas. Fallera Mayor kalder byen til fest heroppefra, med facaden oplyst og pladsen proppet. At en middelalderlig port i dag er den balkon, hvorfra Valencias vildeste fest begynder, siger meget om dette kvarter og om denne by.
