Pamplonas store dagligstue: næsten fjorten tusind kvadratmeter omgivet af buegange, traditionsrige caféer og ensartede altaner, med byens liv, der drejer langsomt rundt under træerne. Det er alles mødested, stedet, man altid vender tilbage til.
En borg, der ikke er en sten tilbage af
Navnet kommer fra en kongelig borg, der lå her, opført på ordre fra Navarras konger i begyndelsen af 1300-tallet og senere genopbygget af Ferdinand den Katolske. I dag er der ikke en sten tilbage af den.
I århundreder var denne åbne plads alt muligt: marked, promenade, retterplads og, ja, tyrefægterarena. Indtil midten af 1800-tallet blev tyrefægtningerne holdt lige her, mellem disse facader, før den store arena fandtes.
Den brug forklarer, hvorfor altanerne er så regelmæssige: de fungerede som logepladser, ligesom på de store hovedtorve i Madrid og Salamanca. Arkitekturen husker en funktion, der forsvandt for halvandet hundrede år siden.
På caféerne her er der blevet konspireret, skrevet og skålet til daggry; på et af hotellerne ved pladsen boede Hemingway hver juli, og Café Iruña, der åbnede i 1888, er en institution i sig selv.
Musikpavillonen, orkestret og parkeringspladsen
I midten står musikpavillonen, af sten og kronet af en kuppel. Den nuværende blev indviet i 1943 og afløste en ældre pavillon af træ, der var ved at falde fra hinanden, og den er pladsens nøjagtige navle.
Her spiller La Pamplonesa, byens orkester grundlagt i 1919, som står for den officielle musik under Sanfermines og bliver ved med at give koncerter resten af året, især om søndagen, med stolene rundt om fulde af kvarterets ældre folk.
En nyere detalje forandrede pladsen: i årtier var denne store dagligstue fuld af biler parkeret på overfladen. I begyndelsen af nullerne blev parkeringen lagt under jorden, i et byggeri, som beboerne diskuterede heftigt, og pladsen blev igen de gåendes.
Det, der i dag virker indlysende – den frie flade – er i virkeligheden en ny landvinding. Og det er en god påmindelse om, at byernes offentlige rum altid er en beslutning, aldrig en naturtilstand.
Gå ikke glip af
Fjorten tusind kvadratmeter
Byens store dagligstue, omgivet af buegange, traditionsrige caféer og ensartede altaner.
Her lå en kongelig borg
Fra 1300-tallet, genopbygget af Ferdinand den Katolske. I dag er der ikke en sten tilbage.
Og her løb tyrene
Indtil midten af 1800-tallet, mellem disse facader. Derfor er altanerne så regelmæssige.
Det var en parkeringsplads
Indtil nullerne var den fuld af biler. Den frie flade er en ny landvinding.
Sådan passer det ind i dit besøg i Pamplona
Den ligger mellem den gamle bydel og Ensanche, byudvidelsen uden for murene, og den er byens knudepunkt: herfra går calle Estafeta ind i den gamle bydel, Paseo de Sarasate mod vest og tyrefægterarenaen mod syd.
Stoppet tager tyve minutter, eller meget længere, hvis du sætter dig på en café. Det er her, byen holder pause, og her, du også bør holde din.
Det er det mest praktiske udgangspunkt for enhver rute: herfra ligger katedralen ti minutter væk, Citadellet femten og tyrefægterarenaen fem.
Ofte stillede spørgsmål
Vidste du, at det her indtil for nylig var en parkeringsplads?
I årtier var byens store dagligstue fuld af biler parkeret på overfladen. I begyndelsen af nullerne blev parkeringen lagt under jorden, i et byggeri, som beboerne diskuterede heftigt, og pladsen blev igen de gåendes. Det, der i dag virker indlysende for dig, denne frie flade, er nyere, end du forestiller dig.
Og den lille pavillon midt på pladsen?
Det er musikpavillonen, af sten og kronet af en kuppel. Den, du ser, blev indviet i 1943 og afløste en tidligere af træ, der var ved at falde fra hinanden. Her spillede orkestrene, og her mødtes de forelskede, og den er stadig i dag pladsens nøjagtige navle.
Spilles der stadig musik dér?
Ja, og hver dag under festen: byens orkester, La Pamplonesa, grundlagt i 1919, står for den officielle musik til Sanfermines og giver stadig koncerter i pavillonen. Resten af året spiller den også, især om søndagen, med stolene omkring fyldt med kvarterets ældre.
