Madrid · Seværdigheder

Cine Doré

En facade med hvide kurver, gammeldags bogstaver og en baldakin fra en anden tid får dig til at standse brat ved Lavapiés' nordlige indgang: det er Cine Doré, kvarterets jugendstiljuvel og hjemsted for Filmoteca Española, det nationale filmarkiv. Her ser du ikke den nyeste kommercielle premiere, men klassisk film, stumfilm med levende klaver og restaurerede kopier til en næsten symbolsk pris. Det er nok det kulturtilbud i Madrid, der giver mest for pengene, og en af de få jugendstilbygninger, der overlevede en by, som rev alt for mange smukke ting ned.

Fra »solsikkekernernes palads« til filmarkivet

Doré åbnede som biograf i begyndelsen af 1900-tallet og fik sin nuværende facade i tyverne, tegnet af arkitekten Críspulo Moro Cabeza, i den sene jugendstil med bløde, elegante linjer, som næsten ikke satte spor i Madrid. Indvendig er de oprindelige kakler og glasmalerier i forhallen bevaret, så forestillingen begynder, før du sætter dig.

I de første år var det en spotbillig kvartersbiograf, hvor folk kom for at tilbringe eftermiddagen med at spise solsikkekerner i håndfulde under filmen. Med gulvet dækket af skaller fik den det kærlige øgenavn »solsikkekernernes palads«. Kontrasten er herlig: udefra lignede den et fornemt teater, og indenfor havde den Madrids mest folkelige og larmende publikum.

I 1963 lukkede den som kommerciel biograf og stod tom i årevis, halvt i ruiner, med nedrivningskuglen svingende tæt forbi, som for så mange smukke bygninger i det Madrid. Den blev reddet af kommunen, der købte den i 1982, og efter en omhyggelig restaurering genåbnede den i 1989 som Filmoteca Españolas hovedsal. Det, du ser i dag, er en overlever: den kunne være endt som parkeringsplads.

Hvad du kan se (og for hvor meget)

Filmoteca Española er det nationale filmarkiv, og programmet i Doré er en uafbrudt række af instruktørretrospektiver, international klassisk film, genfundne spanske film og stumfilmforestillinger med levende musikledsagelse. Det skifter hver uge og udgives i et månedsprogram, som du kan hente i selve billetlugen.

Prisen har været næsten den samme i årevis og ligger omkring 3 euro for en enkeltbillet, med klippekort til flere forestillinger, der er endnu billigere. Der er ingen popcorn og ingen reklamer: filmene begynder præcis til tiden og vises på originalsproget med undertekster. For en filmelsker er det et pilgrimssted; for enhver rejsende en uovertruffen plan til en regnfuld eftermiddag.

Bygningen har desuden en boghandel med speciale i film og en café med terrasse, der om sommeren fungerer som friluftsbiograf med natforestillinger på tagterrassen. Den sommerterrasse er en af de hemmeligheder, som madrilenerne er årevis om at opdage.

Gå ikke glip af

Jugendstilfacaden

Hvide kurver, tidstypiske bogstaver og baldakin: noget af det lidt jugendstil, der har overlevet i Madrid.

Den oprindelige forhal

Kakler og glasmalerier fra tyverne, som næsten ingen stopper op for at se på, før de går ind i salen.

Stumfilm med levende klaver

Et af filmarkivets kendetegn: forestillinger med musik, der spilles i salen.

Sommerterrassen

Friluftsbiograf på tagterrassen, en af de bedst bevarede hemmeligheder for aftenen i centrum.

Sådan passer den ind i din tur gennem Lavapiés

Doré markerer Lavapiés' nordlige grænse, et stenkast fra plaza de Antón Martín og dens marked. Herfra skråner hele kvarteret nedad: på tre minutter når du Calle de Argumosa og dens udeserveringer; på ti Plaza de Lavapiés; og fortsætter du mod syd, Mercado de San Fernando, La Tabacalera og La Casa Encendida.

Den ligger også meget tæt på Paseo del Arte: Museo Reina Sofía er syv minutters gang væk, så du kan sætte en formiddag med Guernica sammen med en eftermiddag med klassisk film uden at tage metroen. En meget madrilensk kombination i øvrigt.

Se programmet, før du tager af sted, for der er forestillinger ved middagstid, midt på eftermiddagen og om aftenen, og de gode bliver udsolgt. Og vil du have kvarterets sammenhæng – corralas, kvinderne fra tobaksfabrikken, hvor navnet Lavapiés kommer fra – så begynder Viavoys rute »Det multikulturelle Lavapiés« netop ved denne dør og går ned herfra med en lokal guide i øret.

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor kaldte man den »solsikkekernernes palads«?

Fordi den i sine første år var en spotbillig kvartersbiograf, og folk kom for at fordrive eftermiddagen med at spise solsikkekerner i hobetal under filmen. Med gulvet tæppebelagt af skaller fik den det kærlige øgenavn »solsikkekernernes palads«. Jeg elsker kontrasten: udefra lignede den et fint teater, og indenfor havde du Madrids mest folkelige og larmende publikum, der flækkede af grin. Rent Lavapiés fra første minut.

Var den lige ved at forsvinde?

Ja, og den står der nærmest ved et mirakel. Den lukkede som kommerciel biograf i 1963 og stod i årevis tom, halvt i ruiner, med nedrivningshakken farligt tæt på, som så mange smukke bygninger i datidens Madrid. Til sidst blev den reddet af kommunen, der købte den i 1982; efter en omhyggelig restaurering genåbnede den i 1989 som Filmoteca Españolas sal. Så det, du ser, er en overlever: den kunne være endt som parkeringsplads.

Oplev Madrid og lyt i dit eget tempo

Oplev den med lokale guider, i dit eget tempo og offline.

Viavoy-appen

Flere steder i Madrid

Círculo de Bellas Artes

Klosteret Descalzas Reales

Cuartel de Monteleón

Edificio Carrión

Edificio Telefónica

Den store dam