Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofía er hjemsted for kunsten fra 1900-tallet og fra i dag, og det rummer det maleri, som mange mennesker rejser halvvejs rundt om jorden for at se: Picassos »Guernica«. Det ligger i det, der i århundreder var Madrids Hospital General, hvor byens fattige blev behandlet og døde, og den spænding mellem bygningen og dens indhold forklarer ret godt, hvad dette museum er. To elevatorer af glas og stål kører op langs facaden og skinner i solen som gennemsigtige rør: Kontrasten siger det hele.
Fra hospital til museum
Bygningen blev sat i gang af Karl III i 1700-tallet og fuldført af arkitekten Francesco Sabatini, selv om det oprindelige projekt var langt mere kolossalt, og kun en del af drømmen blev bygget. Den fungerede som Hospital General indtil 1960'erne. Tænk lige over det: Hvor »Guernica« hænger i dag, var der senge, operationsstuer og syge i næsten to århundreder.
Ombygningen til museum kom i firserne, og med den de berømte udvendige glaselevatorer, tegnet af den britiske arkitekt Ian Ritchie for at bringe lys og modernitet ind i en flere hundrede år gammel bygning. De er efterhånden et genkendeligt billede af Madrid. År senere kom den store udvidelse bagved, af franskmanden Jean Nouvel: en rød og buet bygningskrop med en gård under et stort udhængende tag, som rummer sale til særudstillinger, bibliotek og auditorier.
Resultatet er et museum i tre lag: et hospital fra 1700-tallet, et par rumskibselevatorer og en moderne udvidelse. Så underligt og så smukt.
Guernica, og hvad du ellers skal se
»Guernica« fylder en hel sal på anden sal: tre en halv meter højt og næsten otte bredt, i hvidt, sort og gråt, forvredet af smerte. En skrigende hest, en mor med sit døde barn, en elpære som et øje. Picasso malede det på få uger i 1937 på bestilling fra Den Spanske Republik til dens pavillon på verdensudstillingen i Paris: Han ville have, at hele verden, samlet til den udstilling, skulle se, hvad der skete i Spanien efter bombardementet af den baskiske by Guernica.
Så fulgte eksilet. Picasso nægtede at lade maleriet vende hjem, så længe Franco levede, og landet ikke var et demokrati, så det ventede i mere end fyrre år på MoMA i New York og kom først tilbage i 1981, da både maleren og diktatoren var døde. Det betragtes i stilhed og uden fotografering, og det er værd at afsætte ti minutter til det alene.
Men museet er meget mere. Den faste samling gennemgår spansk kunst fra 1900-tallet med sale viet til Dalí – »Den store masturbator«, »Pige ved vinduet« –, til Joan Miró, til Juan Gris og kubismen, til 27-generationen, til El Paso-gruppens informalisme og til avantgardens fotografi og film. Fjerde sal når helt frem til international samtidskunst.
Gå ikke glip af gården i den gamle bygning med Calders mobile eller terrassen på øverste etage, et af de roligste steder på Paseo del Arte at sætte sig et stykke tid.
Gå ikke glip af
Picassos »Guernica«
Malet i 1937 til den spanske pavillon i Paris; det var i eksil i New York i mere end fyrre år.
Dalí-salene
»Den store masturbator« og »Pige ved vinduet«, blandt det bedste i spansk surrealisme.
Gården og Calder-værket
Det gamle hospitals klostergård med Alexander Calders mobile: et af museets mest fredfyldte hjørner.
Nouvels udvidelse
Den røde, buede bygningskrop bagved med det store udhængende tag og den overdækkede gård.
Sådan besøger du det, og hvad du kan kombinere det med
En almindelig billet koster omkring 12 euro, og der er gratis adgang sidst på eftermiddagen næsten hver dag (undtagen tirsdag, hvor der er lukket) og søndag formiddag. I de tidsrum opstår der betydelige køer, og kun den faste samling kan ses. Regn med mellem halvanden og tre timer alt efter, hvad du vil se: Det er et stort museum, og du må dosere kræfterne.
Reina Sofía afslutter Paseo del Arte mod syd. Går du op ad promenaden, når du på ti minutter Pradomuseet og på femten Museo Thyssen-Bornemisza, forbi CaixaForum med dets lodrette have med mere end femten tusind planter og forbi Fuente de Neptuno. Over for har du Atocha-stationen og dens tropiske have under jernoverdækningen fra 1800-tallet.
Og bagved begynder Lavapiés, og det er der, du bør spise: Calle de Argumosa ligger bogstaveligt talt klos op ad museet, med centrums bedste skyggefulde udeserveringer og kvarterspriser. Viavoys rute »Kunstpromenaden og El Retiro« forbinder de tre museer med en lokal guide og slutter i Retiro.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad malede Picasso egentlig »Guernica« til?
Det var en bestilling med en meget konkret mission: den spanske republik bad ham om et stort værk til sin pavillon på verdensudstillingen i Paris i 1937. Picasso ville have, at hele verden, samlet på den udstilling, skulle se, hvad der skete i Spanien. Han malede det på få uger i sit atelier i Paris, i al hast og i stor skala. Det blev bogstaveligt talt født som et skrig, kastet lige i hovedet på kloden.
Og de glaselevatorer udenpå?
De blev sat på det gamle hospital, da det blev lavet om til museum, for at bringe lys og modernitet ind i en flere hundrede år gammel bygning: de er tegnet af en britisk arkitekt, Ian Ritchie, og er i dag et billede på Madrid. År senere kom den store røde og buede udvidelse bagved, af franskmanden Jean Nouvel. Et hospital fra 1700-tallet med rumskibselevatorer: så underligt og så smukt.
Er det rigtigt, hvad Picasso sagde til en nazistisk officer?
Der fortælles en vidunderlig anekdote, selv om ingen ved, om den er helt sand. Under besættelsen af Paris skulle en tysk officer have set et foto af »Guernica« i Picassos atelier og spurgt ham: »Er det dig, der har lavet det her?« Og Picasso svarede uden at fortrække en mine: »Nej. Det har I gjort.« Sandhed eller legende, den opsummerer på to sætninger, hvad maleriet handler om.
