Hele Alhambra lige over for dig, svævende over trækronerne, med det snedækkede Sierra Nevada bagved. Det er Granadas postkort, udsigten, der dukker op overalt, og i virkeligheden virker den stadig. Den ligger øverst i Albaicín, på en åben plads foran en kirke fra 1500-tallet, og du skal op ad bakke. Den er hvert eneste trin værd, men det er godt at vide, hvornår du skal komme, og hvad du kan forvente, for du bliver ikke alene.
Hvad du præcis ser
Fra venstre mod højre: de rødlige tårne i Alcazaba, den ældste og mest militære del; den kantede blok af Karl V's palads, renæssancetilføjelsen, der bryder silhuetten; Nasridepaladserne i midten med Comares-tårnet som det dominerende; og øverst til venstre, mellem cypresserne, Generalife.
Bagved ligger Sierra Nevada med sne fra efteråret til langt hen på foråret. Den kombination – fæstning af rød sten, grøn skov og hvide bjerge – er det, der gør udsigten enestående, og den forklarer, hvorfor den er mere imponerende om vinteren, end folk tror.
Til højre stikker en ny kuppel frem: Granadas Store Moské, indviet i 2003, den første, der åbnede i byen i mere end fem hundrede år. Den ligger lige ved siden af udsigtspunktet og har en have, der er åben for offentligheden, med en lige så god udsigt og betydeligt færre mennesker.
Tidspunktet og stemningen
Solnedgangen er det berømte øjeblik: stenen skifter fra okker til guld og fra guld til rød på få minutter. Det er også da, pladsen er mest fyldt, med musikere, gadesælgere og flere rækker mennesker foran muren. Vil du have det rolige billede, så kom ved solopgang eller midt på formiddagen.
Der findes en anekdote, som tit bliver gentaget: Bill Clinton skulle som student være kommet herop i tresserne og have kaldt denne solnedgang verdens smukkeste, og år senere skulle han være vendt tilbage som præsident. Historien står i alle rejseguider og har gjort mere for dette udsigtspunkt end nogen turistkampagne.
Og der er et alternativ, som er værd at kende: Mirador de la Lona og Mirador de San Cristóbal, begge i Albaicín, giver en lignende udsigt med en brøkdel af menneskene. Mirador de San Miguel Alto, højere oppe og med en ordentlig stigning, giver det mest komplette panorama af dem alle.
Gå ikke glip af
Alhambra med Sierra Nevada bagved
Rød fæstning, grøn skov og hvide bjerge. Om vinteren, med sne, er det endnu bedre.
Den Store Moské ved siden af
Indviet i 2003, den første i Granada i fem århundreder. Dens have har den samme udsigt og færre mennesker.
De alternative udsigtspunkter
La Lona, San Cristóbal og San Miguel Alto: en lignende udsigt og en brøkdel af trængslen.
Turen ned ad Paseo de los Tristes
Med det oplyste Alhambra over dig og floden Darro nedenfor. Den bedste aftentur i Granada.
Sådan passer det ind i dit besøg i Granada
Det ligger øverst i Albaicín, og vejen op er en del af besøget: kvarteret, der er optaget på verdensarvslisten sammen med Alhambra, er en labyrint af stejle brostensgader, cármenes bag kalkede mure og små pladser. At gå op fra Plaza Larga eller fra Paseo de los Tristes er den rigtige måde.
Er de stejle gader et problem, kører busserne C31 og C32 op fra Plaza Nueva. Det er små minibusser, de er fyldte, og selve turen er værd at tage for de smalle gaders skyld.
Den plan, der fungerer bedst, er denne: Alhambra om formiddagen med reserveret klokkeslæt, frokost i centrum, Albaicín om eftermiddagen, hvor du går langsomt op, og udsigtspunktet ved solnedgang. Og bagefter ned ad Paseo de los Tristes med det oplyste Alhambra over dig: det er byens bedste aftentur.
Ofte stillede spørgsmål
Er det rigtigt, at den smukkeste solnedgang er her?
Det siger man, og med berømte navne i ryggen. Man fortæller, at en ung Bill Clinton kom herop i tresserne, blev forelsket i denne solnedgang og kaldte den verdens smukkeste; som præsident sagde han, at han ville se den igen. Sandhed eller guidelegende, titlen »verdens smukkeste solnedgang« har sat sig fast på dette udsigtspunkt for altid.
Og den nye kuppel, der titter frem ved siden af?
Det er Granadas Store Moské, og dens historie er bevægende: den blev indviet i 2003 som den første moské, der åbnede i byen i mere end fem hundrede år, siden erobringen. Den blev bygget få meter herfra med en åben have, der byder på næsten den samme udsigt. Efter fem århundreder lød den muslimske bøn igen lige over for dens tidligere sultaners palads.
