Her ligger de katolske monarker begravet, og ikke tilfældigt: Isabella valgte Granada, den sidste by hun erobrede, og ikke Toledo eller Sevilla. Hun døde i 1504, og hendes jordiske rester ventede i Alhambra, til denne bygning stod færdig i 1517. Indenfor står et forgyldt jerngitter, der hører til Europas fineste, to gravmæler i carraramarmor og i museet dronningens private malerisamling: de tavler, hun bad foran.
Beslutningen om at blive begravet her
Valget har en tydelig politisk ladning. Isabella og Ferdinand kunne være blevet begravet i en hvilken som helst af de store katedraler i deres riger, og de valgte den by, de netop havde indtaget i 1492, islams sidste hovedstad på Den Iberiske Halvø. At blive begravet her var at fastslå, hvad en regeringstid betød.
Bygningen blev opført mellem 1505 og 1517 i sengotisk isabellinsk stil med Enrique Egas som bygmester. Den ydre facade er dækket af filigran i sten, og på den ses de sammenslyngede initialer F og Y – Fernando og Ysabel – åget og pilene og granatæblet, den frugt, der har givet byen navn, og som blev føjet til det kongelige våben efter erobringen.
Indenfor hviler fire personer: de katolske monarker og, i det andet gravmæle, deres datter Johanna I af Kastilien og hendes mand, Filip den Smukke. Under marmorgravene, i krypten, står de kongelige blykister, enkle og synlige for alle, med initialerne indgraveret. Kontrasten mellem marmoret ovenpå og blyet nedenunder er besøgets mest gribende øjeblik.
Gitteret, gravmælerne og Isabellas samling
Gitteret blev signeret af Maestro Bartolomé de Jaén omkring 1520 og tog ham flere år. Det er ikke et simpelt rækværk: det er en mur af forgyldt jern, flere meter høj, med helgener, scener fra Kristi liv, våbenskjolde og en kam øverst, og det regnes for et af de fineste smedejernsarbejder i Europa.
Gravmælerne er i carraramarmor: de katolske monarkers blev hugget af italieneren Domenico Fancelli, og Johannas og Filips af Bartolomé Ordóñez. Læg mærke til en berømt detalje: Isabellas hoved synker dybere ned i puden end Ferdinands, og traditionen tolker det som en hentydning til, at hun vejede tungest. Det er sandsynligvis et tilfælde i billedhuggerarbejdet, men det er det første, alle peger på.
Museet i sakristiet rummer Isabella den Katolskes private malerisamling: flamske tavler af blandt andre Van der Weyden, Memling og Bouts, dem hun havde i sit personlige oratorium. At se de billeder, en dronning bad foran, og som hun selv valgte, er bygningens mest intime del. Her er også hendes krone og scepter og Ferdinands sværd.
Gå ikke glip af
Maestro Bartolomés gitter
Forgyldt jern med helgener og scener, fra omkring 1520. Blandt Europas fineste smedejernsarbejder.
Blyet under marmoret
I krypten står de enkle kongelige kister synlige for alle, under gravmælerne i carraramarmor.
Isabellas private samling
Van der Weyden, Memling og Bouts: tavlerne fra hendes personlige oratorium, valgt af hende selv.
Det sunkne hoved
Isabellas synker dybere ned i puden end Ferdinands. Alle peger på det.
Sådan passer det ind i dit besøg i Granada
Kapellet ligger lige op ad katedralen, men er en selvstændig og ældre bygning med egen indgang fra calle Oficios og egen pris. Mange køber billet til katedralen i den tro, at den også gælder her, og bliver overraskede.
Den rækkefølge, jeg anbefaler, er at begynde her og fortsætte til katedralen: Det Kongelige Kapel er mindre, mere samlet og tættere i indholdet, og det betaler sig at vinde tid her, før hovedparten af de besøgende kommer. Regn med fyrre minutter.
Rundt om ligger den historiske bykerne: Alcaicería, Madraza – det gamle nasridiske universitet med sin bevarede bedesal – Plaza Bib-Rambla og Corral del Carbón. Det hele kan klares på en formiddag.
Ofte stillede spørgsmål
Er det rigtigt, at dronning Isabellas malerier opbevares her?
Ja, og for mig er det det mest personlige af det hele. I sakristiets museum hænger Isabella den Katolskes private malerisamling, de tavler, hun så på og bad foran i sit eget gemak. Det er flamske og italienske værker i absolut topklasse: Van der Weyden, Memling, Botticelli, Perugino… en af Spaniens bedste samlinger af flamske primitive. Det er ikke en dronnings guld, det er hendes privatliv: det, som en uhyre magtfuld kvinde valgte at have for øjnene hver dag.
Og det forgyldte gitter, hvem var i stand til at lave det?
Det blev signeret af en genial kunstner, Maestro Bartolomé de Jaén, omkring 1520, og det kostede ham flere år af hans liv. Det er ikke bare et hegn til at lukke af: det er en grænse af forgyldt jern med helgener, scener og våbenskjolde udført, som var det guldsmedearbejde. Læg mærke til, at det skiller to verdener: på denne side dig, på den anden kongerne. Det blev gjort sådan med vilje, så ingen skulle kunne komme helt tæt på dem, heller ikke efter døden. Majestæt måles også i afstand.
