Det er det bedst bevarede islamiske palads i den nordlige del af halvøen og det eneste store vidnesbyrd om taifa-kongerigernes kunst, der stadig står i Europa. Det blev bygget i 1000-tallet, da Zaragoza var et selvstændigt kongerige, og dets værdi er dobbelt: på grund af det, det er, og på grund af det, der ligger imellem, for al-Andalus frembragte meget lidt paladsarkitektur så langt mod nord, og dette palads er nået frem til os næsten helt.
Et palads fra et taifa-kongerige i nord
Da kalifatet i Córdoba gik i opløsning i begyndelsen af 1000-tallet, opstod taifa-kongerigerne, og Zaragozas var et af de mest velstående. Dette palads blev opført dengang som lystslot uden for bymuren, og dets dekorative repertoire er tidens store bidrag.
Det, du skal se på, er buerne: krydsende, takkede, mixtilineære, lagt oven på hinanden i flere planer, til de danner gitterværk, der ikke længere har nogen bærende funktion, men en rent visuel. Det er skridtet videre fra det, der var gjort i Córdoba, drevet ud i noget nærmest abstrakt.
Salón Dorado og gården med sit bassin er hovedværkerne, med gipsdekorationer, kapitæler og buerækker, der direkte varsler det, der to hundrede år senere skulle blive gjort i Alhambra. At se dette før Granada ændrer den måde, du læser Alhambra på.
Fire funktioner oven på hinanden og et parlament
Efter den kristne erobring i 1118 blev bygningen palads for Aragoniens konger, og i 1400-tallet byggede de katolske monarker en hel etage ovenpå med repræsentationssale og et polykromt kassetteloft i mudéjarstil af enestående kvalitet, med deres våbenskjolde og åget og pilene.
Så kom forfaldet: det var sæde for inkvisitionen, siden kaserne, og det endte halvt i ruiner, med den mauriske dekoration hugget væk eller muret til. Den lange og omhyggelige restaurering, der reddede det, er fra anden halvdel af 1900-tallet.
Og i dag er det sæde for Cortes de Aragón. Altså: et muslimsk palads fra 1000-tallet, der huser et regionalt parlament fra 2000-tallet, med salene til plenarmøderne bygget inde i anlægget. Den sammenhængende brug som institution gennem tusind år har ingen anden spansk bygning.
Gå ikke glip af
Enestående i nord
Det store bevarede vidnesbyrd om taifa-kongerigernes kunst i Europa. Så langt mod nord efterlod al-Andalus meget lidt paladsarkitektur.
De krydsende buer
Lagt oven på hinanden i flere planer, til de danner gitterværk uden bærende funktion. De varsler direkte Alhambra.
De katolske monarkers kassetteloft
I 1400-tallet byggede de en hel etage til med repræsentationssale og et enestående polykromt loft i mudéjarstil.
I dag er det et parlament
Det huser Cortes de Aragón. Tusind års sammenhængende brug som institution, som ingen anden spansk bygning har.
Sådan passer det ind i dit besøg i Zaragoza
Det ligger uden for den gamle bydel, tyve minutters gang fra centrum eller få minutter med sporvogn, mod vest. Det er det eneste besøg i byen, der kræver transport, og det er uden diskussion umagen værd.
Fordi det er sæde for et parlament, er besøgstiderne begrænsede og skifter efter aktiviteten i Cortes: der er dage med begrænset adgang og dage, hvor der er lukket. Det er en god idé at tjekke det i forvejen og at reservere i højsæsonen.
På vejen tilbage mod centrum kommer du forbi Puerta del Carmen, mærket af nedslagene fra belejringerne i 1808, og Santa Engracia-basilikaen. Regn med godt en time til paladset.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor kommer det mærkelige navn, Al-Yafariyya, fra?
Jeg fortæller dig det, fordi næsten ingen ved det: Navnet kommer fra selve den konge, der lod det rejse. Hans fulde navn indeholdt Abú Yaafar Áhmad, og af det »Yaafar« opstod Al-Yafariyya, »Yaafars sted«. Så hver gang du udtaler monumentets navn, kalder du uden at vide det på en muslimsk konge fra for tusind år siden. Det synes jeg er smukt.
Og hvilken opera er det, tårnet inspirerede?
Det er Il Trovatore, »Trubaduren«, som Verdi havde premiere på i 1853, og som stadig fylder teatre over hele verden. Det pudsige er, at Verdi ikke fandt på noget selv: Han byggede på et spansk romantisk drama, »El Trovador«, af en forfatter ved navn Antonio García Gutiérrez. Og der er en anden detalje, jeg elsker: Det tårn er faktisk den ældste del af hele anlægget, ældre end selve paladset, rejst tilbage i 800-tallet. Det vil sige mursten, der er mere end elleve hundrede år gamle, over dit hoved.
Var det her paladset, hvor kongerne altid boede?
Nej, og det er netop det fine. Da det blev rejst, lå den befæstede by et stykke væk; dette var et lystpalads uden for byen, omgivet af haver og frugthaver, en slags lystejendom, hvor man kunne slippe væk fra larmen. Det var ikke centrum for den daglige magt, det var stedet for nydelse, fest og poesi. Med tiden voksede byen og slugte det, men det blev født som et lune under åben himmel.
