Mallorcas store operahus, med en historie, der blander opera, ild og overtro: det blev indviet i 1857 og brændte fuldstændig ned syv måneder senere, natten mellem den 11. og 12. juni 1858, efter femte opførelse af Verdis Macbeth. Det værk, der i teaterverdenen anses for at bringe uheld, og som skuespillerne ikke engang nævner ved navn.
En brand med manuskript
Det åbnede som Teatre de la Princesa til ære for Isabella II. Det blev oplyst med olielamper, som var standarden på den tid og også dens største risiko: teaterbrande var en plage i hele Europa i 1800-tallet, netop på grund af den kombination af åben ild, træ og scenetæpper.
En gnist var nok. Af bygningen var der kun stenskallen tilbage, og indtil da er historien banal. Det, der gør den mindeværdig, er sammentræffet: det brændte under en opførelse af Macbeth, den opera og det skuespil, som teaterfolk anser for forbandet, og som mange skuespillere undgår at nævne inde i en sal.
Det blev genopbygget efter de samme tegninger og med den samme dekoratør og genåbnede i 1860, identisk. I 1868, efter revolutionen La Gloriosa, der afsatte Isabella II, skiftede det navn til Teatro Principal, det navn, det stadig har: de spanske teatre skiftede navn i takt med, at regimet skiftede.
Salen, og teatret, der betalte for hospitalet
Salen er i italiensk stil: hesteskoformet grundplan med flere etager af forgyldte loger, den formel, der har domineret Europas operahuse siden 1700-tallet, fordi den på én gang optimerer akustikken og den sociale synlighed. Også her kom man for at se og blive set.
Det er stadig øens store teater, og hver sæson huser det Mallorcas opera samt teater, dans og koncerter. Det er en af de bygninger, der ikke er blevet til monumenter, fordi de aldrig holdt op med at fungere.
Der er en oplysning, der siger meget om, hvordan man forstod forestillinger i 1800-tallets Spanien: Principal arvede båndet fra Palmas gamle Casa de les Comèdies, som tilhørte Hospital General. Det, der kom ind i billetlugen, gik til at pleje de syge.
Med andre ord var det at gå i operaen bogstaveligt talt velgørenhed. Den model – offentlige forestillinger, der finansierede velgørenhed – var almindelig i flere spanske byer og forklarer, at mange historiske teatre hørte under hospitaler eller broderskaber.
Gå ikke glip af
Det brændte under Macbeth
Syv måneder efter åbningen, i 1858. Operaen, som teaterfolk anser for forbandet og ikke nævner.
Det blev genopbygget identisk
Samme tegninger, samme dekoratør, genåbnet i 1860. Kun stenskallen stod tilbage.
Det skiftede navn med regimet
Det hed Teatre de la Princesa efter Isabella II. Efter revolutionen i 1868 blev det Teatro Principal.
Billetlugen betalte for hospitalet
Det arvede båndet fra Casa de les Comèdies: indtægterne gik til Hospital General.
Sådan passer det ind i dit besøg i Palma
Det ligger på Plaça Weyler, ved siden af Gran Hotel og et stenkast fra Plaza del Mercado. Facaden, mere alvorlig og med søjler, står bevidst i kontrast til naboernes festlige modernisme.
Det indre kan ses på guidede ture på bestemte tidspunkter, og det er den eneste måde at se salen på, hvis du ikke går til en forestilling. Tjek programmet: at ramme en forestilling er altid det bedste valg.
Herfra går man op ad La Rambla mod Plaza Mayor eller ned til Born. Det er et bekvemt knudepunkt mellem det modernistiske område og den gamle bydel.
Ofte stillede spørgsmål
Vidste du, at dette teater betalte for hospitalet?
Principal arvede båndet fra Palmas gamle Casa de les Comèdies, som tilhørte Hospital General: det, der kom ind i billetlugen, gik til at pleje de syge. At gå i operaen var, bogstaveligt talt, at gøre velgørenhed.
