Marbella på én dag: den gamle bydel, som ingen besøger, og Puerto Banús
En muslimsk medina med en renæssanceplads oven på, skjulte kassettelofter, ti Dalí-skulpturer på en avenue og en andalusisk landsby opfundet i 1970. Alt sammen på én dag.
Marbella slæber rundt på et ry, der skjuler, hvad byen har. Næsten alle kommer for stranden eller Puerto Banús og rejser igen uden at have sat deres fod i en gammel bydel, der har bevaret bymur fra kalifatets tid, en plads tegnet med lineal i 1485, kassettelofter i mudéjarstil og et museum med grafik af Picasso. En dag er nok til de to Marbellaer.
Den gamle bydel kan gås igennem fra ende til anden på en god time, og det er den del, færrest besøger. Hvis du kun har en enkelt formiddag, så giv den til den gamle bydel: det betaler sig rigeligt.
Formiddag: den gamle bydel
En god time, og alt sammen bilfrit.
Begynd på Plaza de los Naranjos, der ikke voksede af sig selv som i så mange landsbyer: den blev tegnet med vilje med lineal og passer i 1485, lige efter at byen var blevet indtaget, for at bryde den muslimske medinas labyrint af gyder med et renæssancerektangel.
Rundt om den blev de tre magter placeret: det civile styre i rådhuset, retsvæsenet i Casa del Corregidor og kirken i Santiago-kapellet. Alle tre ser du med ét blik fra midten, og den opstilling er ren politisk byplanlægning.
Læg mærke til portalen på Casa del Corregidor fra 1552: den har en gotisk spidsbue, plantedekoration i mudéjarstil af moriskiske bygmestre og en afslutning, der allerede er renæssance. Tre verdener side om side på én facade, og det er præcis, hvad Marbella var i 1500-tallet.
Gå videre til kirken La Encarnación, der er bygget oven på den store moské, med en rokokoportal fra 1750-1767, der er kniplinger i sten, og se efter resterne af bymuren fra kalifatets tid, der er bygget ind mellem husene: de er fra 900- og 1000-tallet, fra det anlæg, der omsluttede halvfems tusind kvadratmeter.
Appelsintræerne er af den bitre slags, og frugten er umulig at spise lige fra træet. De plantes for blomsternes skyld, der dufter i ugevis, og fordi træet tåler varme og beskæring godt. Gå tidligt: ved spisetid fylder udeserveringerne hele pladsen.
Sten fra kalifatets tid, fra 900- og 1000-tallet, med genbrugte romerske kvadersten indeni: imperiernes lag i én og samme mur. I 1485 overgav Marbella sig ved en aftale, uden belejring, og derfor overlevede byens struktur bedre end i de byer, der blev indtaget med storm.
Museo del Grabado Español Contemporáneo er den største overraskelse. Udenpå er det Hospital Bazán, fornem civil arkitektur fra 1500-tallet; indeni gemmer det mere end fire tusind grafiske tryk signeret af Picasso, Miró, Dalí, Chillida og Tàpies.
Det opstod ud fra en gavmild gestus: donationen af et tusind tre hundrede og halvtreds tryk i 1992. Og det er værd at slå fast, at et grafisk tryk ikke er en kopi: kunstneren bearbejder en plade, indfarver den og trykker den, og fra den matrice kommer der flere eksemplarer, som alle er originale og nummererede.
Kapellet San Juan de Dios var en del af det kongelige hospital, Hospital Real, som de katolske monarker grundlagde, så snart de havde erobret byen. På portalen sidder våbenskjoldet med et granatæble, på spansk granada: symbolet for det kongerige, der netop var blevet indlemmet i Kastilien, en politisk signatur i sten.
Og indenfor gemmer det et kassetteloft i mudéjarstil, der var tildækket og glemt indtil midten af 1900-tallet, da det blev genopdaget ved et tilfælde. De lofter er det mest værdifulde i Marbellas kulturarv og det, som færrest ved findes.
Læg mærke til udsigtstårnet på hjørnet, i gyldne kvadersten, med sit galleri med tre buer: det afslører, at her boede velhavende folk, før bygningen blev et hospital i 1600-tallet.
Dens tårn på næsten halvtreds meter har i århundreder været byens fyrtårn på land. Indenfor står et orgel fra halvfjerdserne med omkring fem tusind piber af tin, kobber og træ, der kan få hele kirken til at vibrere.
Eftermiddag: Alameda, Dalí-skulpturerne og stranden
Ned mod havet.
Gå ned fra den gamle bydel til Alameda-parken, byens ældste have, dokumenteret siden 1761, da her stod sortpopler, der blev vandet af acequias, vandingskanaler. Derfra kommer navnet, selv om træerne forsvandt for længe siden.
Tilbage er bænkene af glaseret keramik beklædt med håndmalede azulejos fra Sevilla og gadelygterne af støbejern, levn fra en anden tid, der har overlevet alt. Engang dækkede parken tyve tusind kvadratmeter; byen voksede og åd sig efterhånden ind på den.
Herfra begynder Avenida del Mar, hvor Salvador Dalís ti bronzeskulpturer, opstillet i 1998, står: »Den kosmiske elefant« med sine umulige ben, »Hest med snublende rytter«, »Gala ved vinduet«. Gå rundt om dem, og se dem i modlys med havet bagved.
Og slut på Fontanilla-stranden, mere end en kilometer gyldenbrunt sand. Navnet kommer fra en ferskvandskilde, der vældede frem mellem klipperne ved strandkanten, dokumenteret i 1869: drikkevand midt på stranden, før der fandtes rør.
Elefantens umulige ben kommer fra Rom: Dalí var fascineret af en skulptur, som Bernini tegnede i 1600-tallet, en elefant af marmor, der bærer en ægte egyptisk obelisk. Fra fyrrerne dukker dyret op igen og igen i hans værk.
Duften fra chiringuitos (strandbarer) er espeto med sardiner: de spiddes på et rør og grilles over brændefyret bål inde i en gammel båd fuld af sand. De spises fra maj til august, månederne uden r, og med fingrene.
Tag bybussen til Puerto Banús, syv kilometer mod vest. Det er svært at tro, at alt dette opstod af ingenting: indtil 1970 var her kun strand og rørskove.
Det blev bygget af José Banús, en catalansk bygherre, der var blevet rig på arbejderboliger i efterkrigstidens Madrid, og i stedet for at bygge skyskrabere efterlignede hans arkitekter en gammel andalusisk landsby med en luksusmarina foran. Manden bag den stemning var Noldi Schreck, der kom fra at arbejde i Beverly Hills.
I rundkørslen ved indkørslen ser du La Victoria, den bronzekoloss på over tyve meter, som folk fra Marbella kalder »russerens statue«. Den blev præsenteret som en gave fra Moskvas borgmester i 1994 og endte i retten, med dokumenttyveri og det hele.
Og gå langs Muelle de Honor: lystyachterne lægger til med agterenden mod promenaden, med den bageste platform åben som en dagligstue, så man kan se det dækkede bord. Man betaler ikke for meter vand, man betaler for blikkene. Det er rent teater.
Indvielsen i maj 1970 samlede Aga Khan, Roman Polanski og fyrst Rainier og fyrstinde Grace af Monaco, med tre hundrede tjenere, der serverede toogtyve kilo kaviar. Til at synge hyrede de en dengang ukendt Julio Iglesias.
Marbella var i årevis sommerhovedstad for Saudi-Arabiens kongefamilie: kong Fahd byggede sig et enormt palads lige i nærheden med sin egen moské. En god del af den lokale økonomi kan forklares derfra.
Langt mere, end dens ry lader formode. Det er en muslimsk medina med bymur, hvor Kastilien i 1485 tegnede en renæssanceplads med lineal og passer, med bygninger fra 1500-tallet, skjulte kassettelofter i mudéjarstil og et museum med grafik af Picasso, Miró og Dalí. Den kan gås igennem fra ende til anden på en god time.
Kan man se Marbella på én dag?
Ja, og med god tid: hele den gamle bydel med dens interiører om formiddagen, Alameda, Dalí-skulpturerne og stranden om eftermiddagen og Puerto Banús ved solnedgang. Den gamle bydel alene klares på en enkelt formiddag, hvis du er her for stranden.
Hvordan kommer man til Puerto Banús?
Det ligger omkring syv kilometer vest for centrum, med hyppig bybus. Du kan også komme dertil i bil, men parkering i højsæsonen er et reelt problem. Den kombination, der virker, er at tage bussen ved solnedgang og tage tilbage efter aftensmaden.
Hvad er kassettelofterne i mudéjarstil i Marbella?
Trælofter samlet som et puslespil, næsten uden søm, med tusindvis af geometriske stykker, der er sat sammen til fletværk og ottetakkede stjerner. De blev lavet af de muslimske tømrere, der fortsatte med at arbejde for de kristne efter erobringen. Loftet i kapellet San Juan de Dios var tildækket indtil 1900-tallet.
Er det rigtigt, at Puerto Banús er fra 1970?
Ja. Indtil det år var her kun strand og rørskove. Det blev bygget af den catalanske bygherre José Banús, og hans arkitekter besluttede at efterligne en gammel andalusisk landsby med en luksusmarina foran. Designeren var Noldi Schreck, der kom fra at arbejde i Beverly Hills, og derfra kommer stemningen af filmkulisse.
Hvad spiser man i Marbella?
Køkkenet fra Costa del Sol: espeto med sardiner grillet på et rør over brændefyret bål inde i en båd fuld af sand, pescaíto frito, ansjoser i eddike, gazpachuelo og ajoblanco fra Málaga med vindruer. Espeto spises fra maj til august – månederne uden r – og med fingrene.
Praktisk information
VarighedEn hel dag til de to Marbellaer. Den gamle bydel alene: en formiddag.
Den gamle bydelKan gås igennem fra ende til anden på en god time, alt sammen bilfrit. Det er den del, næsten ingen besøger.
InteriørerMuseo del Grabado, kapellet San Juan de Dios og kapellet Santo Cristo. Tjek åbningstiderne.
Puerto Banús7 km væk, med hyppig bybus. I bil er det svært at parkere om sommeren.
Bedste tid at tage af stedForår og efterår. Om sommeren mange mennesker og skyhøje priser.
MadEspeto med sardiner på en chiringuito, fra maj til august og med fingrene.
På kortet
🎧 Med Viavoy
Gå gennem Marbella og lyt i dit eget tempo
Download Viavoy og gå gennem Marbella offline, når du vil.