Mirador de la Catedral
Terrassen ud mod havet, med Portal del Mirador, hugget i 1300-tallet: den sidste nadver i tympanon og to figurer af Guillem Sagrera på hver side af døren. Der er adgang indefra, og den er som regel med i billetten.

Hvad du skal se på indenfor, hvad Gaudí præcis gjorde, hvad kapellet af revnet ler er, og hvornår det er bedst at gå ind. Alt det, brochuren ikke fortæller.
🎧 På ruten La Seu, Almudaina og havnefrontenMange går ind i La Seu, katedralen, ser op, tager billedet og er ude igen efter tyve minutter. Det er synd, for bygningen samler tre lag oven på hinanden, som fortjener at blive skilt ad: den middelalderlige gotik, der rejste den, Gaudís indgreb, der omorganiserede det indre i begyndelsen af 1900-tallet, og et moderne kapel beklædt med ler, som stadig deler vandene.
Byggeriet begynder med et løfte. Ifølge traditionen svor Jaume I, fanget i en storm på vej til erobringen i 1229, at han ville rejse en kirke for Jomfru Maria, hvis han slap levende fra det. Han overlevede, indtog byen og begyndte at bygge lige oven på den store moské i Madina Mayurqa.
Det tog mere end tre århundreder at gøre den færdig, fra gotikken til renæssancen, med mestre som Jaume Fabre og Guillem Sagrera – den samme, der senere skulle opføre Lonja. Det skib, der kom ud af det, er et af Europas højeste og bredeste, båret af fjorten meget slanke ottekantede piller.
Det store rosevindue, som man i Palma kalder gotikkens øje, måler mere end tretten meter og har omkring tusind to hundrede stykker glas: det er et af de største i verden. To gange om året, den 2. februar og den 11. november, ved solopgang, kastes dets lys lige ned under rosevinduet på den modsatte side, og de to cirkler danner et perfekt ottetal.
Stenen er marès, en gylden sandsten fra den sydlige del af øen, så porøs, at saltet fra havet langsomt æder den. Derfor udskifter stenhuggerne stadig i dag blokkene én for én: det er en bygning, der aldrig holder op med at være en byggeplads.
Terrassen ud mod havet, med Portal del Mirador, hugget i 1300-tallet: den sidste nadver i tympanon og to figurer af Guillem Sagrera på hver side af døren. Der er adgang indefra, og den er som regel med i billetten.
Download appen og oplev Palma offline, når du vil. Gå turen La Seu, Almudaina og havnefronten med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →I begyndelsen af 1900-tallet kaldte biskop Campins Antoni Gaudí til for at give det indre dets klarhed tilbage, for det var splittet op af senere tilføjelser. Arbejdet varede fra 1904 til 1914 og er et af arkitektens mindst kendte værker.
Han gjorde tre store ting. Han fjernede koret, der optog midten af skibet, og flyttede det op i presbyteriet, så hele perspektivet fra døren til alteret blev frit. Han åbnede tilmurede vinduer og genskabte det oprindelige lysindfald. Og han hængte en enorm smedet baldakin fuld af lamper op over alteret, den svævende krone, der stadig dirrer deroppe.
Baldakinen blev sat op som en midlertidig løsning og er det stadig et århundrede senere, fordi Gaudí forlod arbejdet halvfærdigt efter uoverensstemmelser med domkapitlet. En stor del af det, han tegnede, blev aldrig udført.
Alligevel er den oplevelse af rummet, som enhver besøgende har i dag, i høj grad den, han besluttede. At tage koret ud af midten af skibet var en meget omstridt beslutning dengang – den blev truffet i næsten ingen andre spanske katedraler – og det er grunden til, at du her ser det indre i ét stræk.
Fjorten ottekantede piller, der åbner sig foroven som palmer og lader skibet stå frit. Her er ingen tunge mure, der trykker: her er lys, der svæver. Den fornemmelse er middelalderlig i sin oprindelse og Gaudís i sin nuværende form.
Mellem 2001 og 2007 beklædte den mallorcanske kunstner Miquel Barceló væggene i et sidekapel, Sakramentskapellet, med en hud af revnet keramik, der forestiller miraklet med brødene og fiskene: frugter, der springer op, bølger og havdyr, der vokser frem af det brændte ler.
Tallene er betydelige: omkring tre hundrede ton keramik, der dækker omkring tre hundrede kvadratmeter mur, seks års arbejde og desuden kapellets glasmosaikker, tegnet af Barceló selv, som farver leret forskelligt, efterhånden som dagen går.
Det er moderne, det er voldsomt, og det falder ikke i alles smag, hvilket ofte sker, når man griber ind i en bygning af denne vægt. Det fortjener at blive set uden fordomme, så du selv kan bestemme dig: det er med afstand det mest ambitiøse moderne kunstværk, der er installeret i en spansk katedral.
Om besøget: entré omkring 10 euro med korsgangen og Mirador, godt halvanden time, og tidligt om morgenen. Det kan kombineres med Almudaina-paladset, der ligger lige ved siden af og har sin egen billet, og med Parc de la Mar nedenfor, som er gratis, og hvor billedet skal tages.
Den kunstige saltvandssø, der blev gravet ud i 1984 for at give La Seu det spejlbillede tilbage, som en motorvej havde taget fra den. Stil dig ved den sydlige kant og se mod nord, tidligt om morgenen eller ved solnedgang, når vandet ligger stille.
Omkring 10 euro, og det omfatter kirken, korsgangen og Mirador, terrassen ud mod havet. Almudaina-paladset, der ligger lige ved siden af, har sin egen billet. Det er en god idé at tjekke åbningstiderne på det officielle websted, fordi de skifter med sæsonen og med gudstjenesterne.
Tre store ting mellem 1904 og 1914: han tog koret ud af midten af skibet og flyttede det op i presbyteriet, så hele perspektivet blev frit; han åbnede tilmurede vinduer for at genskabe det oprindelige lys; og han hængte en smedet baldakin med lamper op over alteret, sat op som en midlertidig løsning og der endnu et århundrede senere.
Sakramentskapellet, hvis vægge den mallorcanske kunstner mellem 2001 og 2007 beklædte med en hud af revnet keramik, der forestiller miraklet med brødene og fiskene. Det er omkring tre hundrede ton ler på omkring tre hundrede kvadratmeter, plus glasmosaikkerne, som han selv tegnede.
Et fænomen, der sker to gange om året, den 2. februar og den 11. november, ved solopgang: lyset, der falder ind gennem det store rosevindue, kastes lige ned under rosevinduet i den modsatte facade, og de to cirkler danner et perfekt ottetal på muren. Katedralen har særlige åbningstider på de dage.
Tidligt om morgenen. Der er kortere kø, og frem for alt kommer solen ind fra havsiden, og det er da, skibet ser ud, som det var tænkt: som en lysæske båret af fjorten meget slanke piller. Midt på eftermiddagen kommer lyset fra den anden side, og virkningen ændrer sig ganske meget.
På grund af materialet. Stenen er marès, en gylden sandsten fra den sydlige del af Mallorca, blød at skære i og meget porøs, og saltet fra havet æder den langsomt. Stenhuggerne har i århundreder udskiftet blokkene én for én, og det gør de stadig: det er en bygning, der aldrig bliver helt færdig.
Download Viavoy og gå gennem Palma offline, når du vil.

Læs videre



