Halvmørke og duft af voks, og indenfor et af højdepunkterne i spansk skulptur: Cristo Yacente, den liggende Kristus, som Gregorio Fernández skar i 1627, en af barokkens mest overvældende figurer. Det var jesuitternes kirke i Valladolid, indtil Karl III fordrev dem.
Tre navne til én kirke
Jesuitterne havde slået sig ned i byen i 1543 og begyndte at bygge kirken i 1580. Først viede de den til San Antonio, og da Ignatius af Loyola blev saligkåret i 1609, kom den til at hedde San Ignacio.
Da Karl III fordrev jesuitterne fra Spanien i 1767, stod kirken forældreløs tilbage. I 1775 blev den sognekirke ved at slå to gamle sogne i kvarteret sammen, San Miguel og San Julián, og derfra stammer dens nuværende dobbelte navn.
Fordrivelsen udsprang af frygt og mistanke: i 1766 brød Esquilache-oprøret ud i Madrid, en folkelig revolte mod regeringen, og kongen blev så skræmt, at han ledte efter syndebukke. Nogen hviskede, at jesuitterne stod bag, for de var mange, meget indflydelsesrige og meget rige.
Det samme dekret tømte med ét slag hundredvis af kirker og kollegier i hele det spanske imperium, og mange endte som denne: omdannet til sognekirker med navne overtaget fra tidligere kirker.
Cristo Yacente og mesterens kneb
Gregorio Fernández' Cristo Yacente fra 1627 er det, du skal se her. Læg mærke til sårene, til klædet, til dødens ro, der er så virkelig, at den tager pusten fra dig. Hver Semana Santa (påskeugen) bæres den i procession omgivet af stilhed.
Fernández opnåede den realisme med en genial håndværkers kneb: øjne af glas, tænder af elfenben eller ben og negle af horn. Til sårene og det størknede blod brugte han kork og stykker af træbark, og harpiks til tårerne og de store bloddråber.
Det tekniske repertoire er det, der adskiller den kastilianske religiøse billedskærerkunst fra al anden europæisk skulptur fra samme tid: den søger ikke den ideelle skønhed, den søger lidelsens troværdighed.
Kirken rummer desuden greverne af Fuensaldañas gravmæle med figurer i alabast af Gregorio Fernández selv. Det er et ensemble i topklasse i en kirke, som mange går lige forbi.
Gå ikke glip af
Det var jesuitternes kirke
Påbegyndt i 1580, hed den først San Antonio og siden San Ignacio.
Karl III fordrev dem i 1767
Efter Esquilache-oprøret. Kirken blev sognekirke ved at slå to gamle sogne i kvarteret sammen.
Cristo Yacente fra 1627
Af Gregorio Fernández, en af de mest overvældende figurer i spansk barok.
Øjne af glas og negle af horn
Fernández brugte kork til sårene og harpiks til blodet. Han søgte troværdighed, ikke skønhed.
Sådan passer den ind i dit besøg i Valladolid
Den ligger i den gamle bydel, nær Palacio de Fabio Nelli og få minutter fra Plaza Mayor.
Besøget tager omkring tyve eller tredive minutter. Tjek åbningstiderne: sognekirken er i brug, og de tilpasses gudstjenesterne.
Sammen med Las Angustias, Santiago og Museo Nacional de Escultura udgør den ruten gennem den kastilianske skulptur, som er den bedste grund til at komme til denne by.
Ofte stillede spørgsmål
Hvordan opnåede Gregorio Fernández den realisme?
Med en genial håndværkers kneb. For at hans Kristusfigurer skulle ligne kød, gav han dem øjne af glas, tænder af elfenben eller knogle og negle af horn. Og det mest forbløffende: til sårene og det størknede blod brugte han kork og stykker af træbark og harpiks til tårerne og de store bloddråber. Derfor tager de pusten fra dig på tæt hold: du ser ikke en træskulptur, du ser en krop. Han var den store mester i denne så kastilianske måde at skære smerten på.
Hvorfor smed Karl III jesuitterne ud?
Af frygt og mistanke. I 1766 brød Esquilache-oprøret ud i Madrid, en folkelig revolte mod regeringen, og kongen blev så skræmt, at han gik i gang med at lede efter syndebukke. Nogen hviskede, at jesuitterne stod bag, for de var mange, meget indflydelsesrige og meget rige, og det var nok for Karl III: i 1767 underskrev han deres udvisning fra Spanien og alle kolonierne med ét pennestrøg. Kirken stod pludselig forældreløs tilbage, og derfor endte den med at blive det, den er i dag.
