Al denne harmoni af røde facader og endeløse buegange blev født af en tragedie. Om natten den 21. september 1561 fortærede en brand Valladolids centrum: mere end fire hundrede og fyrre huse brændte, og i tre dage var byen ét eneste bål.
En by af træ
Datidens Valladolid var for en stor del bygget af træ og bindingsværk: tætpakkede huse, bjælker og udkragninger, der næsten rørte hinanden fra den ene side af de smalle gader til den anden. Det hele fængede som en fakkel, og ilden sprang fra tag til tag, uden at nogen kunne standse den.
Derfor indførte man nye principper ved genopbygningen: bredere gader, regulerede højder og mindre brændbare materialer. Branden var en katastrofe og samtidig startskuddet til den første store moderne byplanlægning i Spanien.
Hoffet havde slået sig ned i Madrid få måneder før, men Filip II – der var født i denne by, i Palacio de Pimentel – nøjedes ikke med at genopbygge på må og få.
Han lagde projektet i hænderne på Francisco de Salamanca og rejste fra 1562 noget, der ikke fandtes i Europa: en lukket, regelmæssig plads med buegange hele vejen rundt, tænkt som ét samlet stykke byplanlægning.
Og to år tidligere noget værre
Under den velordnede ro på Plaza Mayor banker et langt hårdere minde. To år før branden, i 1559, oplevede pladsen Den Spanske Inkvisitions mest omtalte autodaféer.
De blev holdt mod en gruppe protestanter fra Valladolid med doktor Cazalla i spidsen, der havde været prædikant ved hoffet. De blev dømt og henrettet foran en folkemængde, mens kongefamilien overværede det fra balkonerne.
Autodaféerne i Valladolid og Sevilla markerede det øjeblik, hvor monarkiet besluttede at rykke enhver protestantisk spire i Spanien op med rode. De var et politisk budskab lige så meget som et religiøst.
På denne samme grund har der været markeder og fester, ja, men også tyrefægtninger, kongeudråbelser og offentlige henrettelser, med folk stuvet sammen på balkonerne, som om de overværede et skuespil. Denne brolægning har set næsten alt.
Gå ikke glip af
Natten den 21. september 1561
Mere end 440 huse brændte, og byen var et bål i tre dage.
Det brændte så hurtigt på grund af træet
Tætpakkede huse, bjælker og udkragninger, der næsten rørte hinanden hen over gaden.
Filip II skabte noget nyt
Han bestilte hos Francisco de Salamanca en lukket, regelmæssig plads, som indtil da ikke fandtes i Europa.
Og to år tidligere: autodaféerne
I 1559, mod doktor Cazallas protestanter, med kongefamilien på balkonerne.
Sådan passer det ind i dit besøg i Valladolid
Skuepladsen er Plaza Mayor, i byens nøjagtige centrum. Du ser den fra selve stoppet, og det er værd at gå hele vejen rundt om den for at se, hvor regelmæssigt anlægget er.
Stoppet tager femten eller tyve minutter, hvor du læser pladsen med denne nøgle. Der er fri adgang på alle tider af døgnet.
Herfra udgår alt: katedralen, Mercado del Val og tapaskvarteret, og i den anden retning San Pablo og paladskvarteret.
Ofte stillede spørgsmål
Skete der noget endnu værre end branden her?
Uf, ja, og det giver gåsehud. To år før ilden, i 1559, oplevede denne plads Den Spanske Inkvisitions mest omtalte autodaféer, mod en gruppe protestanter fra Valladolid med doktor Cazalla i spidsen, der havde været prædikant ved hoffet. De blev dømt og henrettet foran en menneskemængde. Og den anden, den i oktober, overværede Filip II selv, netop kommet hjem fra Flandern. Det er svært at forestille sig ham gå på de samme fliser, ikke?
Hvorfor brændte den så hurtigt?
Fordi datidens Valladolid i høj grad var bygget af træ og bindingsværk: tætpakkede huse, bjælker, udkragninger, der næsten rørte hinanden fra den ene side af de snævre gader til den anden. Det fængede som en fakkel, og ilden sprang fra tag til tag, uden at nogen kunne standse den. Derfor indførte man ved genopbygningen en anden måde at gøre tingene på, med mere sten og tegl. Byen lærte lektien ved at miste næsten alt.
