S'Hort del Rei, kongens køkkenhave, er haven, der breder sig ved foden af bymuren under Almudaina-paladset, og navnet er ikke til pynt: her havde de muslimske herskere deres private frugthave, vandet af kanaler, med bassiner og frugttræer. At have vand og skygge på en ø med tørre somre var den ypperste luksus.
Vand som magtmiddel
Haven var fæstningens køkkenhave og fungerede efter samme logik som enhver maurisk have: kanaler, vandbassiner, frugttræer og skygge, organiseret for at skabe kølighed. I et klima som det mallorcinske var det ikke havekunst, men ingeniørkunst anvendt på komfort.
Vandet kom fra Font de la Vila, en kilde i bjergene ved Esporles, og blev ført ind til byen af en kanal, der var flere kilometer lang, bygget af muslimske ingeniører. Det samme vand drev møller, fyldte byens offentlige springvand og vandede fæstningens haver, og det blev ved med at forsyne Palma næsten frem til 1900-tallet.
Da de kristne konger arvede byen, beholdt de den som paladshave. Det er endnu et eksempel på den samme logik, der ses i hele Palma: det, der fungerede, blev ikke ødelagt, men taget i brug.
Maurisk indeni, 1900-tallet udenpå
Det, du går på i dag, er ikke middelalderhaven, men en nyfortolkning fra tresserne. Arkitekten Gabriel Alomar omformede anlægget, så det bevarede den mauriske ånd i springvandene og bassinerne, men tilføjede et tydeligt nutidigt formsprog.
Det mest iøjnefaldende resultat er, at der mellem hækkene og springvandene dukker skulpturer fra 1900-tallet op: der er værker af Joan Miró, Alexander Calder og Josep Maria Subirachs spredt ud over haven, uden montrer eller monumentale skilte.
Den dialog mellem det gamle vand og den nye kunst er meget typisk for denne by, som aldrig har valgt at fryse sin kulturarv. Her lever et vandingssystem af islamisk oprindelse og en skulptur fra tresserne side om side, ti meter fra hinanden.
Her står også Arco de la Drassana, en hesteskobue, der var porten, hvor fartøjerne sejlede ind, dengang havet gik helt herop: det er det mest synlige levn af den oprindelige kystlinje.
Gå ikke glip af
Det var fæstningens køkkenhave
De muslimske herskeres private frugthave med kanaler, bassiner og frugttræer ved foden af bymuren.
Vandet kom fra bjergene
Fra Font de la Vila ved Esporles ad en kanal, der var flere kilometer lang. Det forsynede Palma næsten frem til 1900-tallet.
Miró, Calder og Subirachs
Skulptur fra 1900-tallet spredt mellem hække og springvand, uden montrer eller skilte.
Arco de la Drassana
Hesteskobue, hvor fartøjerne sejlede ind, dengang havet gik helt herop.
Sådan passer den ind i dit besøg i Palma
Den ligger under Almudaina-paladset og et stenkast fra katedralen, så den er det logiske sted at begynde eller slutte det område. Der er fri og gratis adgang og skygge, hvilket om sommeren ikke er en lille detalje.
Herfra går man ned til Parc de la Mar og promenaden Dalt Murada eller op til Passeig del Born ad Paseo de Sagrera. Det er et bekvemt knudepunkt mellem byens to monumentområder.
En halv time er nok. Og rejser du i varmen, er det det bedste sted i centrum til en pause: rindende vand, skygge fra palmer og bænke, alt sammen gratis.
Ofte stillede spørgsmål
Og hvor kom så meget vand fra på en tør ø?
Fra Font de la Vila, en kilde i bjergene ved Esporles. De muslimske ingeniører førte vandet til byen ad en kanal, der var flere kilometer lang, og det samme vand drev møller, fyldte offentlige springvand og vandede borgens køkkenhaver. Det blev ved med at forsyne Palma næsten helt frem til det tyvende århundrede.
