Inderst i katedralen, hvor det afslutter korsomgangen, åbner det rigeste kapel af dem alle sig. Det er så stort og så højt, at det ligner en katedral bygget ind i en anden, og hvælvingen er en stjerne af gennembrudt, hullet sten, hvor lyset falder direkte ind fra himlen.
En konstabel, en Mendoza og evigheden
Det blev opført fra 1482 for Pedro Fernández de Velasco, Kastiliens konstabel – det vil sige rigets øverste militære leder – og hans hustru, Mencía de Mendoza. De lod det bygge for selv at blive begravet her, for datidens stormænd ville tilbringe evigheden på det bedst mulige sted, og de betalte, hvad det kostede.
Arkitekten var Simón de Colonia, søn af den tyske mester, der skabte de gennembrudte spir på katedralen. Den samme familie, som gav Burgos dens silhuet, signerede også byens mest pragtfulde hjørne.
Mencía de Mendoza er interessant i sig selv: hun var datter af Íñigo López de Mendoza, markisen af Santillana, en af det middelalderlige Kastiliens fineste digtere. Hun voksede op blandt bøger og biblioteker, noget meget sjældent for en kvinde i hendes tid, og den dannelse kan man se i det, hun bestilte.
Et spindelvæv af sten og to gravmæler af carraramarmor
Se op, før du gør noget andet. Hvælvingen er en stjerne af gennembrudt sten, hvor lyset falder ind uden glasmosaik. Da den blev hugget, midt i sengotikken, var den nærmest en udfordring til tyngdekraften: sten forvandlet til spindelvæv.
Det greb – at gennembryde ribberne, så lyset falder direkte ind – er et af de tekniske højdepunkter i den spansk-flamske gotik, og kun få mestre turde give sig i kast med det. Her fungerer det, og fem hundrede år senere står det stadig.
Sænk derefter blikket mod midten, til de to gravmæler af hvid carraramarmor: der ligger konstablen og hans hustru, hugget så fint, at man kan se folderne i tøjet og endda den lille hund ved hendes fødder, et symbol på ægteskabelig troskab.
Og i et lille rum opbevares et maleri på træ med en læsende Maria Magdalene, så fint, at det i lang tid blev tilskrevet ingen ringere end Leonardo da Vinci. I dag tilskriver eksperterne det snarere en af hans elever, Giampietrino, der var uddannet i hans værksted i Milano.
Gå ikke glip af
En katedral i en anden
Opført fra 1482 for Kastiliens konstabel og Mencía de Mendoza som deres gravkapel.
Hvælvingen er gennembrudt
En stjerne af hullet sten, hvor lyset falder direkte ind, uden glasmosaik.
Carraramarmor
De to gravmæler, med folderne i tøjet og en lille hund ved hendes fødder, et symbol på troskab.
En Leonardo?
En læsende Maria Magdalene, der i årevis blev tilskrevet ham. I dag tilskrives den hans elev Giampietrino.
Sådan passer det ind i dit besøg i Burgos
Det ligger inde i katedralen, bagerst, hvor det afslutter korsomgangen. Det besøges med samme billet, og det er her, næsten alle bliver stående længst.
Sæt tyve eller tredive minutter af alene til det. Det er kirkens rigeste hjørne og det, der bedst opsummerer, hvad Burgos var i 1400-tallet: en by med penge og med ambitioner.
Velasco-slægten satte spor i hele byen: deres våbenskjold og deres historie dukker op igen i Casa del Cordón, det palads, som de samme konstabler lod bygge få minutter herfra.
Ofte stillede spørgsmål
Og hvem var hun, Mencía de Mendoza?
Hendes store hemmelighed ligger i efternavnet. Mencía var datter af Íñigo López de Mendoza, markisen af Santillana, som desuden var en af det middelalderlige Kastiliens fineste digtere. Så hun voksede op blandt bøger, vers og biblioteker, noget meget sjældent for en kvinde dengang. Fra det kultiverede hjem kom den udsøgte smag, som hun satte sit præg med i hver sten i dette kapel. Bag den liggende skikkelse står et helt dynasti af kunst og litteratur.
Er det sandt, at der her findes et maleri, der tilskrives Leonardo?
Det siger en gammel og smuk strid. I et lille rum i dette kapel opbevares et maleri på træ med en læsende Maria Magdalene, så fint, at det i lang tid blev tilskrevet ingen ringere end Leonardo da Vinci. I dag tilskriver eksperterne det snarere en af hans elever, Giampietrino, der var uddannet i hans værksted i Milano. Hvem der end har malet det, siger det meget om Velasco-slægtens magt, at en perle fra den italienske mesters kreds endte her i Burgos. Spørg efter det, for det er ikke altid fremme.
