På Passeig de Sant Joan, en bred alle med træer, hvor der næsten ingen turister kommer, åbner sig en lysende hvid facade dækket af den fineste sgraffito. Det er Palau Macaya, et værk af Josep Puig i Cadafalch, der stod færdigt omkring 1901, og det er den modernistiske bygning i Barcelona, der er lettest at besøge: den fungerer som kulturcenter, der er gratis adgang, og dens gård med trappe er blandt de smukkeste i Eixample, bydelen med de skakbrætformede gader. Næsten ingen ved det.
Sgraffito, eller at tegne ved at skrabe
Hele facaden er udført i sgraffito, en teknik med dybe rødder i Catalonien: man lægger lag af mørtel i forskellige farver oven på hinanden, og mens de stadig er bløde, skraber man det øverste væk, så det underste kommer frem. Tegningen er ikke malet ovenpå, den er ridset ind i selve muren, og derfor tåler den et århundredes regn uden at miste skarpheden.
Resultatet er her et næsten blændende hvidt med plante- og geometriske motiver, der løber hen over hele facaden. Det er et bevidst modstykke til den hugne sten på Palau Baró de Quadras, af samme arkitekt og fra næsten samme tid: det ene hus er malet med lys, det andet hugget med skygge.
Stenskulpturen over portalen er signeret af Eusebi Arnau, som på så mange andre modernistiske bygninger. Når du ser på facaden, er fornemmelsen af, at dette palæ ligner Amatller på Passeig de Gràcia, ingen tilfældighed: de er af samme hånd og fra de samme år.
Billedhuggeren på cykel
Gå hen til reliefferne på hver side af hovedindgangen og led i ro og mag: blandt figurerne er der en, der er blevet berømt, en person på cykel. Den gængse tolkning er, at det er et nik til Puig i Cadafalch selv, der cyklede ud til byggepladsen, noget temmelig skandaløst for en herre af hans stand i 1900.
Den slags hugne vittigheder går igen i den catalanske modernisme, og meget få leder efter dem: på tidens bygninger gemmer sig fotografer, cyklister, grammofoner og automobiler mellem helgener og drager, som små signaturer fra det moderne, der sniger sig ind i et middelalderligt sprog.
Den indre gård med den åbne marmortrappe og søjlerne er det bedste ved huset, og den er åben. Det er en hjemlig udgave af den catalanske civile gotiks skema – portal, gård, trappe op til beletagen – som Puig kendte til bunds som historiker og her brugte i modernistisk toneart.
Gå ikke glip af
Den hvide sgraffito
Tegningen er ikke malet: den er skrabet ud i lag af mørtel. Derfor har den holdt sig intakt i et århundrede.
Billedhuggeren på cykel
Gemt i reliefferne omkring portalen. Et nik til arkitekten, der cyklede ud til byggepladsen i 1900.
Gården med trappen
Catalansk civil gotik i modernistisk toneart, og med fri adgang. En af de smukkeste i Eixample.
Gratis adgang
Det er et kulturcenter i drift, ikke et monument med entré. Næsten ingen går ind.
Sådan passer det ind i dit besøg i Barcelona
Det ligger på Passeig de Sant Joan, ti minutters gang fra Sagrada Família og ti minutter fra Diagonal og Palau Baró de Quadras. Det er et naturligt stop mellem de to punkter og sparer dig for at gå ad avenuer uden skygge.
Da det er et kulturcenter i drift, har det en institutions åbningstider, ikke et monuments: det har åbent mandag til fredag og med kortere åbningstider i weekenden, og udstillinger og arrangementer begrænser nogle gange adgangen til visse sale. Gården og stueetagen er som regel tilgængelige.
Og et tip om kvarteret: Passeig de Sant Joan er et af Barcelonas bedste steder til at lave ingenting. Der er træer, terrasser for hver få meter, cykelsti og børn, der leger, og det står ikke på nogen liste over ting, man skal se. Efter Sagrada Família redder tyve minutter på en bænk her dagen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvordan laver man det hvide mønster på facaden?
Det er en smuk og meget catalansk teknik, sgraffito. I stedet for at male mønsteret ovenpå lægger man lag af mørtel i forskellige farver oven på hinanden, og mens de stadig er bløde, skraber man det øverste væk, så det nederste kommer frem, som når man tegner ved at kradse. Sådan bliver motiverne indgraveret i selve væggen og holder i århundreder under åben himmel. Modernisterne genoplivede dette gamle håndværk og fyldte det med fantasi. Gå tæt på: der er ingen maling, der er murhud, skrabet med en guldsmeds tålmodighed.
