Barcelona · Seværdigheder

La Pedrera

En facade af sten, der bølger fra top til bund uden et eneste lige hjørne, med balkoner af snoet jern som tang revet op fra havbunden. Officielt er det Casa Milà, Antoni Gaudís sidste civile værk, bygget mellem 1906 og 1912. Men ingen kalder den det: for alle er den La Pedrera, »stenbruddet«, et spydigt øgenavn fra datidens barcelonere, som syntes, den var en grim klippeblok plantet på deres fineste boulevard. I dag står de i kø for at komme ind.

En bygning uden bærende vægge

Nyskabelsen ligger ikke i facaden, men bagved. La Pedrera har ingen bærende vægge: hele bygningen hviler på en konstruktion af søjler og bjælker, og stenfacaden hænger på den som en hud uden at bære noget. Det betyder, at de indvendige vægge kunne flyttes efter behag.

Det er fri planløsning, det princip, der skulle komme til at definere 1900-tallets arkitektur, anvendt i 1906 af en arkitekt, som stadig betragtes som en dekorativ særling. Gaudí kom ikke dertil, fordi det var på mode: han kom dertil, fordi han beregnede konstruktioner som ingen anden, og fordi han ville have buede facader, som var umulige at løse med bærende vægge.

Han tilføjede desuden en rampe, så bilerne kunne køre ned i en af byens første underjordiske parkeringskældre, på et tidspunkt hvor der næsten ingen biler var. Og han ville krone bygningen med en skulpturgruppe og en figur af Vor Frue af Rosenkransen, som bygherren aflyste efter Den Tragiske Uge i 1909, da kirker brændte over hele Barcelona. Gaudí var lige ved at opgive byggeriet.

Krigernes tagterrasse

Tagterrassen er grunden til, at du betaler entré. Skorstenene og ventilationsudtagene er behandlet som skulpturer: torsoer med hjelm, snoede former, flader dækket af trencadís, mosaik af keramikskår, og af stumper af cavaflasker. De kaldes krigerne, og det siges, at George Lucas lod sig inspirere af dem til de kejserlige soldaters hjelme, selv om det hører mere til i den urbane legende end i den dokumenterede historie.

Ruten går også gennem loftet under taget: to hundrede og halvfjerds kædelinjebuer af mursten, der danner et rum, som ligner ribbenene på en hval. Her ligger Espai Gaudí med modeller og forklaringer på hans konstruktionsmetode, blandt andet hængemodellen af snore og vægte.

Og Pis de la Pedrera, en lejlighed genskabt med møbler fra perioden, viser, hvordan en borgerlig familie boede i 1910 inden for disse bølgende vægge. Alle tre niveauer – lejlighed, loft og tagterrasse – er med i samme billet.

Gå ikke glip af

Krigernes tagterrasse

Skorstene forvandlet til skulpturer med hjelm, beklædt med trencadís og glas fra cavaflasker.

Ikke én bærende væg

Fri planløsning i 1906. Facaden hænger på konstruktionen som en hud: væggene indenfor kunne flyttes.

De 270 buer på loftet

Ribbenene på en hval i mursten, i dag hjemsted for Espai Gaudí og dets modeller.

Garagen fra 1906

En rampe, så bilerne kunne køre ned i kælderen, dengang næsten ingen havde bil.

Sådan passer den ind i dit besøg i Barcelona

Den ligger på Passeig de Gràcia, fem minutters gang fra Illa de la Discòrdia – hvor Casa Batlló, Casa Amatller og Casa Lleó Morera står samlet – og ti fra Palau Baró de Quadras, op mod Diagonal.

Det er værd at vide, at der findes et aftenbesøg med oplyst tagterrasse og en projektion på skorstenene. Det koster mere end besøget om dagen og bliver hurtigere udsolgt, men tagterrassen om aftenen, med Eixample, bydelen med de skakbrætformede gader, lysende hele vejen rundt, er en helt anden oplevelse.

Skal du kun se ét Gaudí-hus på Passeig de Gràcia og er i tvivl mellem dette og Casa Batlló: Batlló imponerer mest indvendigt og med sin farvestrålende facade; La Pedrera tager sig af det konstruktive, loftet og tagterrassen. Interesserer du dig for, hvordan tingene holder sig oppe, så denne. Interesserer du dig for farver, så den anden.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad var det præcis, de grinede af?

Af det hele, og uden nåde. Tidens satiriske presse kastede sig over den: de tegnede den som en hangar til luftskibe, som en halvfærdig lagkage, som skjulestedet for en kæmpeslange. De lavede vittigheder om den i årevis. Der gik endda en spøg om, at fruerne aldrig ville finde lige gardiner til så bølgede vinduer. At netop de spydigheder er blevet til beundring, synes jeg er Gaudís bedste hævn.

Er det sandt, at der skulle have stået en jomfru Maria øverst?

Ja, og det er en bitter historie. Gaudí, der var meget religiøs, havde planlagt at krone bygningen med en stor skulpturgruppe og en figur af Vor Frue af Rosenkransen. Men i 1909 brød Den Tragiske Uge ud, et oprør med brændende kirker og klostre over hele byen, og ejeren blev bange og nægtede blankt at sætte et så synligt religiøst symbol op. Gaudí blev så ked af det, at han var tæt på at forlade byggeriet. Af den drøm blev der kun en gylden indskrift på gesimsen tilbage.

Er det sandt, at bilerne kunne køre ind her?

Ja, selv om næsten ingen havde en dengang. Gaudí tænkte Casa Milà som noget revolutionerende også indvendig: han tegnede en rampe, så bilerne kunne køre ind og ned i en af byens første underjordiske parkeringskældre. Forestil dig at planlægge en garage, mens hestevognene stadig regerede på gaden. En garage tænkt til en fremtid, der endnu ikke havde vist sig på gaden.

Oplev Barcelona og lyt i dit eget tempo

Oplev den med lokale guider, i dit eget tempo og offline.

Viavoy-appen

Flere steder i Barcelona

MACBA og Plaça dels Àngels

Mercat de la Barceloneta

Mercat de Santa Caterina

Mirador de Colom

Picasso-museet

Palau Baró de Quadras