I Barcelona hedder katedralen La Seu, og det første, du skal vide, er, at dens facade lyver. De gotiske spir, der er så fotogene, er fra begyndelsen af 1900-tallet, fire århundreder yngre end den kirke, de sidder på. Det virkelig mindeværdige ligger bagved: en klostergård med palmer, magnolier, et springvand og tretten levende hvide gæs, som har været her i århundreder. De er ikke pynt for turisterne. Der er tretten af en ganske bestemt og temmelig uhyggelig grund.
Tretten gæs og en pige på tretten år
Santa Eulàlia er Barcelonas medskytshelgen, og ifølge traditionen led hun martyrdøden som trettenårig under Diocletians forfølgelse, udsat for tretten forskellige pinsler – blandt andet at blive rullet ned ad en gade i en tønde fuld af glasskår, en gade der stadig findes: Baixada de Santa Eulàlia. Hendes legeme hviler i krypten under højalteret i denne katedral, i en alabastsarkofag fra 1300-tallet.
Gæssene i klostergården er tretten for hendes skyld. Skikken er dokumenteret i århundreder, og der er en anden, praktisk og meget romersk forklaring: gæs er fremragende vagter, de skriger ad enhver ubuden gæst og varslede domkapitlet langt bedre end en hund. Tro og alarmsystem i samme dyr.
Krypten er trinnene ned værd. Den ligger lige foran højalteret, den oplyses med mønter, og næsten alle går forbi ovenover uden at vide, at byens skytshelgens grav ligger lige under dem.
Facaden, som 1800-tallet opfandt
Kirken blev bygget fra 1298 til midten af 1400-tallet, men den fik aldrig nogen facade: i fire hundrede år havde La Seu bare en glat mur foran sig. Den nuværende facade med spirene og det store midterspir blev rejst mellem 1887 og 1913, betalt af industrimanden Manuel Girona og bygget efter en middelalderlig tegning fra 1408, som aldrig var blevet udført.
Indenfor skal du i et sidekapel lede efter Sant Crist de Lepant, en Kristusfigur, hvis krop er tydeligt bøjet til den ene side. Traditionen fortæller, at den stod på Don Juan af Østrigs galej i slaget ved Lepanto i 1571 og bøjede sig sådan for at undvige en kanonkugle. Den virkelige forklaring er, at den blev skåret buet for at blive set nedefra, men legenden er bedre, og her har den vundet.
Og gå op på terrassen. En elevator fører op på taget, mellem tårnene, og derfra ser du Gòtic i fugleperspektiv med Sagrada Família i baggrunden. Det er en af de mindst besøgte tagterrasser i centrum, og næsten ingen tager den med på deres besøg.
Gå ikke glip af
De tretten gæs
Tretten for Santa Eulàlias tretten år. Og også fordi en gås varsler bedre end en hund.
Santa Eulàlias krypt
Under højalteret, i alabast fra 1300-tallet. Næsten alle går forbi ovenover uden at gå ned.
Sant Crist de Lepant
Bøjet for at undvige en kanonkugle ifølge legenden. Skåret buet for at blive set nedefra ifølge eksperterne.
Terrassen på taget
Du kommer op med elevator. Gòtic set fra oven og Sagrada Família i baggrunden, næsten uden andre mennesker.
Sådan passer den ind i dit besøg i Barcelona
Katedralen troner over Plaça Nova, hvor tårnene fra den romerske bymur står. Bagved ligger Plaça del Rei med Saló del Tinell, og fem minutter derfra, på vej ned mod havet, begynder Born med Santa Maria del Mar.
Pas på ikke at forveksle dem: La Seu er katedralen; Santa Maria del Mar er en basilika. »Havets katedral« er et øgenavn, som Ildefonso Falcones' roman har gjort populært. Det er to forskellige bygninger, otte minutters gang fra hinanden, og det er værd at se begge samme dag, for de repræsenterer to modsatte former for gotik.
Om åbningstiderne: der er tidsrum for turistbesøg med betalt entré og tidsrum for gudstjenester med fri adgang, og de skifter ofte. Tjek den officielle hjemmeside dagen før, især hvis du vil se klostergården og terrassen, som som regel hører med til turistbilletten.
Ofte stillede spørgsmål
Er facaden så gammel, som den ser ud?
Her kommer en overraskelse: den så gotiske og så velpassende facade er den yngste del af hele katedralen. Kirken blev bygget mellem 1200- og 1400-tallet, men facaden og det midterste spir blev rejst mellem 1887 og 1913, mere end fire århundreder senere, efter en gammel middelalderlig tegning, der aldrig var blevet udført. Det var en af byens bankfolk, Manuel Girona, der betalte. Den passer så godt ind, at næsten ingen opdager, at den er »nygotisk«.
Og den skæve Kristus derinde?
Når du går ind, så led i et sidekapel efter en Kristus, hvis krop er bøjet til den ene side: det er Sant Crist de Lepant. Man fortæller, at den stod på Don Juan af Østrigs galej i slaget ved Lepanto i 1571 mod den osmanniske flåde, og at den bøjede sig sådan for at undvige en kanonkugle, der kom direkte imod den. Det er en legende, selvfølgelig, men se på den og sig så, om den ikke ser ud, som om den lige har bevæget sig.
Er det sandt med ægget, der danser?
Ja, og det er en af mine yndlingstraditioner! Hvert år til Corpus Christi lægger man i springvandet i klostergården »l'ou com balla«: et udblæst æg, der holder sig dansende oven på vandstrålen, mellem blomster og kirsebær. Skikken er dokumenteret her siden 1600-tallet. Hvis du kommer på de datoer, så bliv et stykke tid og se det dreje rundt; det er hypnotiserende. Uden for sæsonen må du forestille dig det.
